Inspiration: Grønne tiltag i Helsingør Stift
Rundt omkring i stiftet bliver der gjort og tænkt meget i den grønne omstillings navn. Nogle af de mange tiltag kan du læse om her.
Af Rikke Lyskjær-Rudbæk
Solceller i Høje Taastrup
I Høje Taastrup har man netop indviet et nyt provstikontor, og til taget på den nye tilbygning har man valgt en grøn og meget æstetisk løsning.
”Hvis man ser taget på afstand, ligner det et skifertag, men det er faktisk solceller, der producerer strøm på samme måde, som vi kender, bare uden at ligne solceller,” fortæller provst Søren Nolsøe.
Det var fra start et stort ønske at vælge en grøn løsning, og udmeldingen til arkitekten har hele tiden været, at man i provstiet gerne vil tænke grønt.
”Vi var omkring mange muligheder – for eksempel om vi skulle have græstag. Vi fandt dog relativt hurtigt ud af, at det ikke ville gøre den store miljømæssige forskel her, da vi allerede er i et grønt område. Men det ville solceller,” fortæller Søren Nolsøe og fortsætter:
”Først og fremmest er det miljømæssigt godt, at vi producerer strømmen grønt i stedet for at skaffe den på fossil vis. Hidtil har provstikontoret og Rønnevang Kirke, der ligger ved siden af, haft hver sin elmåler, men da vi fik etablereret taget på provstikontoret, besluttede menighedsrådet samtidig, at der skal trækkes et kabel mellem bygningerne, så den strøm, der er tilovers på provstikontoret, kan blive brugt i kirken.”
Helt lavpraktisk trækker man inden længe et kabel under cykelstien mellem de to bygninger, så det bliver muligt at udnytte den nye løsning optimalt. Og det glæder Søren Nolsøe:
”Vi har længe gerne villet være grønne, men det har ikke været muligt med solceller på kirkens tag, fordi den har kobbertag og vender forkert i forhold til solen. Ved at tænke vores grønne ønske ind fra start, har vi nu fået en æstetisk flot løsning, der samtidig løser den udfordring, vi ikke før har kunnet løse.”
Den grønne kirkegård i Tikøb
I Tikøb gør man sig også umage for at tænke grønt, og det seneste års tid har man med opbakning fra menighedsrådet talt aktivt om biodiversitet og den grønne omstilling. Det har blandt andet resulteret i, at en 270 meter lang græsplæne ved siden af kirken nu får lov at fremstå mere vild end førhen.
”Det var den flotteste plæne, men der var ikke noget liv i den. Derfor lod vi den gro med undtagelse af nogle stier til de lokale hundeluftere, og nu myldrer det med liv,” fortæller Denis Hansen, der er graver ved Tikøb Kirke.
Et andet grønt eksempel er, at nogle gravsteder på kirkegården efter aftale med de pårørende får lov til at gro til under ordnede forhold.
”Folk vil gerne have, at gravsteder er pæne og vedligeholdte, men nogle pårørende er med på, at vi lader det gro til på en kontrolleret måde. Vi sørger stadig for at fjerne mælkebøtter og skvalderkål, mens vi for eksempel lader efeu, liljekonvaller, akeleje og vinca gro.”
Denis Hansen sørger stadig for, at kirkegårdens gangarealer er flotte og rene, at græskanterne er skåret til, og at der er plantet mange blomster over alt, men ifølge ham kan de fleste faktisk godt se fidusen i det vilde look, der hersker nogle steder.
”Når jeg møder folk på kirkegården, taler vi altid om tingene, og jeg oplever, at folk er lydhør over for den grønne omstilling. Nogle skal lige hjem og tygge på den først, men de fleste kan godt se, at det også kan være flot, når den vilde flora hersker.”
Vidste du, at…
det er muligt at blive certificeret Grøn Kirke og Grøn Kirkegård, hvis man opfylder en række kriterier? Det kan du læse mere om her: