Indtryk fra årets stiftskonvent: Ora et labora?

af Amalie Nørgaard Rathje sognepræst i Nærum Kirke

De fleste præster har nok oplevet en konfirmand, der med store vantro øjne har spurgt, om det virkelig er et rigtigt arbejde at være præst, som man får løn for. Og konfirmandens spørgsmål skyldes sjældent mangel på respekt for det, som vi foretager os, men snarere en dyb forståelse af hvad den vigtigste opgave for præster er: nemlig bøn, fordybelse og forkyndelse, som er svært at passe ind i et moderne begreb om lønarbejde.

Temaet på årets stiftspræstekursus var forholdet mellem bøn og arbejde set i lyset af det moderne arbejdsliv, hvor stress, udbrændthed og mistrivsel fylder. Efter indholdsrige, afstressende dage i Hillerød kan jeg ikke slippe den tanke, at præstens arbejdsliv og fritid historisk set aldrig har været nøje adskilt, og at det er muligt at se dette som en styrke på trods af tidens diskurser.

Skulle vi have haft blot ét budskab, ét foredrag, skulle det være Thomas Sjødins: Det sker, når du hviler. Det, som ikke sker, når du anstrenger dig. På et smukt svensk og en overbevisende ro formulerede han sine klare pointer. Når det kommer til inspiration, kærlighed og tro kan vi anstrenge os og bruge kræfter på at skabe bevægelse, men vores egne forsøg står som regel i vejen, og det afgørende sker først, når vi slipper og giver op: altså når vi hviler og bliver modtagende. Og hvile er vel at mærke ikke langsomhed, stilhed eller balance: hvile er at gøre noget andet og på den måde tage ansvar for sit liv.

Erik Skyum-Nielsen sparede os for verdens mest frygtede torturinstrument, power pointen, (hans ord) i sit fremragende foredrag om prædikanten som læser. Med litterære eksempler argumenterede han for, hvorfor prædikanten skal læse litteratur: læsning giver, udover dannelse og historisk bevidsthed, digte og ord, som kan bæres som smykker resten af livet. Litteratur er øvelser i at samle det brudte og genskabe det ituslåede. Og alle fortællinger handler dybest set om det vidunderlige i, at der kan fortælles fortællinger.  

Kasper Bro Larsen gav os et overblik over Paulus’ teologi ved at udlægge tro, håb og kærlighed. Centrum hos Paulus er at Gud overskrider sig selv for vores skyld, og på den måde viser os en måde at leve og tro på. Lidt ligesom da Bro Larsen var ung og bommede smøger i Paris. Da var det no go at købe dem for to kr., nej, man fik en smøg, når man spurgte, og så skyldte man den næste. Sådan kan vi forstå Guds kærlighed: som en gave, vi skylder at give videre.  

Over stok og sten gik det hos både Sten Nepper Larsen og senere Mette Birkedal Bruun. Nepper Larsen gav en grundig indføring i Peter Sloterdijks tænkning, og Birkedal Bruun indførte os i privatheds-forskningen og munkenes syn på arbejde. Men det er svært for en ateist som Nepper Larsen at formulere, hvor generøsiteten kommer fra. Og det viste sig senere på aftenen også at være svært for udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek at overbevise os om, at det er dem, der udfører arbejdet, der har magten over arbejdet i dag, samt at mentalitetsændringer i samfundet, bl.a. iagttaget hos folkeskolelærere, ikke har noget at gøre med konsekvenserne af ført politik…

Vi blev beriget med morgenyoga, gode kollegaers andagter og korte input til temaet, spørgsmål, causeri ved højskolesang, inspirerende samtaler og samvær ved måltider og på terrassen i sol- og måneskin. Årets revyhold skal fremhæves for eminent satire over tis-registrering, menighedsrådsmøder, klichefyldte sjælesørgere og meget mere.

Biskoppen sluttede af med ord om, at vores kirker er generøsitetens huse, hvor musik, sprog, poesi, bøn og spørgen er pulsslag til det fælles liv vi har med hinanden, og som er er udgangspunktet for vores arbejde som præster.