I Messiaskirken finder au pairer fra Filippinerne et frirum

Af Steen Toft Winther

Udenfor Messiaskirken i Charlottenlund står Jonnah Mai Paltu-Ob og Sarah Jane Legarbes med fyldte indkøbsposer. 

De er fra Filippinerne og arbejder som au pairer i Gentofte Kommune. Sammen med au pair-caféens præsident, Michelle Panganiban, skal de forberede maden til aftenens café, et initiativ, som Messiaskirken siden 2012 har lagt hus til hver anden fredag.

Mens vi går mod køkkenet på anden sal, fortæller Sarah Jane Legarbes, som har været i Danmark i tre måneder, at det godt kan være ensomt at komme til et fremmed land, hvor man ikke kender nogen, og at hun her i au pair-caféen har fundet et fællesskab. Der kommer over 30 au pairer til hver café, og det er rart at knytte bånd til andre, som kommer fra samme land og står i samme situation, siger hun.

’Safe space’

”Ingen snak om politik i aften,” griner Jonnah Mai Paltu-Ob, mens hun gør klar til at skære broccoli.

Da stiftets udsendte besøger au pair-caféen, er det forår. Der har lige været præsidentvalg på Filippinerne og man kan mærke, at det er et emne, der har fyldt meget her i Messiaskirken de seneste måneder. 

Men selvom der ikke helt er enighed om, hvem der burde have vundet valget, befinder filippinerne sig her i Messiaskirken i det, de kalder et ’safe space’: Et frirum, hvor de i trygge rammer kan tale om alt mellem himmel og jord.

Et andet og mere nært emne, som hyppigt diskuteres, er selve au pair-arbejdet, og her forsøger de kvinder, som har været au pairer i længere tid, at give de yngre råd og vejledning.

Flere fortæller, at det næsten er terapeutisk at deltage i caféen, fordi de her kan komme ud med frustrationer, de ikke kan snakke med deres værtsfamilier om. Og så tales der også om den diskrimination, nogle oplever i Danmark. Om at blive set som værende mindre værd, om at blive antastet på gaden, om at blive chikaneret i toget af fulde, unge mænd.

”Det kan godt være, vi ser lidt anderledes ud, men vi er jo også mennesker,” siger Naiza Linghon, der tidligere har arbejdet i Mellemøsten og som er til sin tredje au pair-café i aften.

Kendt i hele Norden

Vi er så småt blevet fuldtallige, og spørger man rundt, har de fleste hørt om Messiaskirkens initiativ gennem enten Facebook eller andre filippinere i både Danmark og resten af Norden. Gode au pair-initiativer bliver delt på kryds og tværs af landegrænser, fortæller de.

Men en ting kunne blive bedre, mener Jonnah Mai Paltu-Ob. Hun og mange af de andre kunne godt tænke sig, at der blev holdt nogle gudstjenester på engelsk i Messiaskirken. ”Eller på filippinsk!” er der en, der joker.

For selvom de fleste er katolikker, vil de gerne inkluderes mere i den danske folkekirke. Sprogbarrieren gør bare, at mange af filippinerne i stedet tager til den katolske Sankt Annæ Kirke på Amager om søndagen eller vender sig mod frikirkemiljøet.

Vi beder for dem derhjemme

Inden vi sætter tænderne i chop suey’en, beder Geraldine Cañizares bordbøn. Alle rejser sig, bøjer hovederne og folder hænderne, mens hun takker Gud for maden og beder ham passe på familie og venner hjemme på Filippinerne.

De fleste au pairer har ikke råd til at tage på ferie til Filippinerne, og coronapandemien har gjort det endnu sværere med komplicerede indrejseregler. Mange har ikke set deres familier i årevis, og når deres kontrakt udløber i Danmark, tager de fleste videre til Finland eller Norge.

Au pairerne er over ti tusind kilometer væk hjemmefra, vintrene er mørke og kolde i Danmark, og det blæser hele tiden, men i Messiaskirken har de fundet en lille del af hjem.

Udover at lægge lokaler til au pair-cafeen støtter Messiaskirken også med et økonomisk beløb, der kan købes mad for.

Befolkningssammensætningen i Danmark ændrer sig. Hvordan bliver folkekirken en kirke for hele folket? Kom til konference om den multikulturelle folkekirke.