Gravere: Omsorg er vigtig del af vores arbejde – og det tager tid

Af Benjamin Birk Christophersen

Der er plads til at føle sig lille på en kirkegård. Der er højt til loftet og luft til siderne.

”Jeg kunne ikke forstille mig noget bedre sted at have en samtale med sørgende end på en kirkegård, hvor fuglene synger, solen skinner eller sneen daler,” sagde sorgkonsulent Eva Christoffersen.

Sådan er der tilsyneladende også mange andre mennesker, der har det. Og det oplever stiftets kirkegårdspersonale, når de møder besøgende i deres dagligdag mellem buksbomhække, gravsten og stauder.

Det blev tydeligt, da 80 kirkegårdsmedarbejdere d. 2. marts var til til kursus om diakoni og omsorg på kirkegården i Græse Kirkelade. Her gav mange udtryk for, at de ser det som en vigtig del af deres arbejde, at være noget for dem, der kommer på kirkegårdene.

Men er folkekirkens sorgarbejde ikke noget, der foregår i sorggrupper, ved begravelsessamtaler og sjælesorg? Jo, men ikke udelukkende.

Folkekirkens sorgarbejde er et tværfagligt samarbejde, der går på tværs af alle kirkens medarbejdere i mødet med sørgende. Det var en af hovedpointerne fra dagen i Græse.

På kirkegården skal man nemlig ikke have en aftale eller ringe til en præst for at få lov til at komme. Og her er det kirkegårdspersonalet, der er folkekirkens repræsentanter.

Er der tid til samtalerne?

”Det betyder noget at komme ind på en kirkegård, hvor man bliver set. Det gør I allerede og I er gode til det," sagde kirkegårdsleder i Rødovre Charlotte Nordman til sine kollegaer i stiftet. "Men det har i årtier været en udfordring at give plads til de bløde værdier.”

Og her trykker hun måske på et ømt punkt. Det er nemlig yderst sjældent, at omsorg for sørgende er en del af stillingsbeskrivelserne for kirkegårdens personale. 

Det er en udfordring for personalet, der gerne bruger lidt af deres tid på at tale med gravstedsbesøgende, når de møder dem på kirkegården. 

”Mennesket må altid være vigtigere end mælkebøtten. Og det må menighedsrådene også være opmærksomme på,” lyder det fra mangeårig graver på Tikøb Kirkegård Denis Hansen. Han peger på, at kirkegårdspersonalet har brug for opbakning til den opgave, det er at tage sig af de mennesker, der kommer på kirkegården.

”Vi burde måske have inviteret menighedsrådsmedlemmerne også,” lyder det fra en deltager, og henviser til menighedsrådene som rammesættere. Det er dem, der udstikker arbejdsopgaverne, og dem der formelt set bestemmer om graveren skal bruge tid på at være til rådighed for sørgende.

Det store spørgsmål er om det rent faktisk er en del af graverens arbejde at snakke med de mennesker, der besøger kirkegården. Er der plads til omsorg mellem hækklipning, blomsterplantning, grandækning og græsslåning?

Mening og arbejdsglæde

Det er ikke kun for kirkegårdens besøgende, at kontakten er afgørende. Den giver også arbejdsglæde til kirkegårdens personale, der ser det som meningsfuldt, at være noget for de mennesker, der kommer på kirkegården.

”Det betyder da også noget for arbejdsglæden, at man snakker med dem, der kommer på kirkegården,” lyder det fra Joachim Lundberg Hildestad, der i januar begyndte som graver i Skævinge Sogn. ”Det giver et smil på læben, når man får en kommentar for at have gjort et godt stykke arbejde i forbindelse med en begravelse.” 

Dagen i Græse Kirkelade viser, at omsorg og diakoni er en reel opgave på kirkegården, der allerede i dag løses af personalet. Men det blev også tydeligt, at der kan gøres endnu mere for at få de bedst mulige rammer for folkekirkens fælles sorgarbejde. 

Grundet stor efterspørgsel udbydes kurset igen d. 2. november i Græse Kirkelade, hvor også menighedsrådsmedlemmer og præster er meget velkomne. Kontakt: Thyge Enevoldsen, Diakonikonsulent i Helsingør Stift ten@km.dk