Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Gode råd til drop in-vielse

Valentinsdag kan være en god anledning til at tilbyde en uformel drop in-vielse. Her giver præst Bodil Olesen ti gode råd til, hvordan man gennemfører sådan en.

På Kulturnat 2018 i Hornbæk blev ti par viet ved en drop in-vielse (foto: Susanne Buhl)

Af Malene Bjerre

Som de første i landet lod Hornbæk Kirke sig inspirere af drop in-dåbens succes til også at forsøge sig med drop in-vielse. I forbindelsen med kulturnatten i Hornbæk i 2018 tilbød kirken at vie par på stedet, hvis de bare mødte op med id og en prøvelsesattest. I folkekirken.dk’s reportage fra arrangementet fortalte sognepræst Bodil Olesen, hvorfor hun mente, at der er behov for denne type vielser:

”Jeg oplever ofte, at brudepar ønsker et mindre kirkebryllup, fordi de ikke vil holde en stor fest. Derfor bliver en del gift i forbindelse med deres barns dåb. Men med drop in-vielserne kan vi også opfylde det behov, fordi det er mindre formelt end et traditionelt kirkebryllup.”

Og trods det uformelle blev det en fin og overraskende højtidelig aften i Hornbæk Kirke, hvor ti par valgte at lade sig vie.

Om et par uger, den 14. februar, er det valentinsdag, og det kan være en god anledning til at tilbyde drop in-vielse, foreslår Bodil Olesen. Her giver hun ti gode råd til, hvad man skal huske:

  • Afsæt et par timer eller tre på det tidspunkt, det er aftalt at holde drop in-arrangementet.
  • Annoncér i god tid forud for begivenheden, så folk har mulighed for at få en prøvelsesattest. Understreg kraftigt, at uden prøvelsesattest og ID kan man ikke blive viet.
  • Hvis man forventer mange brudepar, bør man indkalde en ekstra kordegn med en kirke-pc, så den administrative del kan afvikles smidigt og hurtigt. Kordegnen behandler sagen og printer en vielsesattest ud, som parret afhenter efter vielsen. Parret får en kuvert med deres navne med til den præst, der skal tale med dem og vie dem. Så kan præsten se deres navne og se, at formalia er i orden.
  • Sørg for, at der er flere præster til stede. Det minimerer ventetiden for brudeparrene og skaber tid til gode samtaler med de enkelte par før vielsen. Samtaler, som bliver meget koncentrerede, fordi I ikke bruger tid på at tale om kirkepynt eller salme- og musikvalg, men kan koncentrere jer om selve vielsen.
  • Hvis man har en stor kirke, kan man tale med brudeparrene rundt omkring i kirken. Medmindre man foretrækker at bruge kontorer, sakristi, venterum o.l., så man kan tale sammen uden at blive forstyrret – eller lyttet til af andre. Nogle gange vil der sidde pårørende eller andre i kirken under vielserne, og mange brudepar har meget personlige historier, som det kun er præsten, der skal høre.
  • Sørg for kaffe/te og småkager til dem, der venter, så der skabes en hyggelig stemning. Få gerne nogle frivillige til at stå for den del af arrangementet.
  • Få frivillige til at stille op som bryllupsvidner, hvis parret ikke selv har vidner med.
  • Giv eventuelt mulighed for tidsbestilling. Så kan kordegnen også lige sikre sig, at det med prøvelsesattesten er i orden. Men det tager lidt af drop in-følelsen.
  • Tal forløbet igennem med kirkens øvrige personale, så alle kan være trygge under afviklingen af arrangementet.
  • Ritualet:
    - Bøn
    - Læsninger
    - Vielsesritual
    - Håndslag
    - Forbøn og fadervor
    - Velsignelse

Bodil Olesen fortæller, at hun plejer at tage ritualet fra den indledende bøn til og med velsignelsen i én køre. Organisten spiller Mendelsohns bryllupsmarch til udgang efter hver vielse.
 

Læs også: Vielse for rullende kamera