Fra angst til håb: Konfirmationsforberedelsen blev vendepunktet for Phoebe

Af Pernille Nærvig Petersen og Steen Toft Winther 

De første tegn på angst viste sig, da Phoebe Fuursted Wright som 11-årig stak hånden ned i en plante og stak sig på den. Trods en hævet hånd var planten ganske ufarlig, og hun var ikke kommet til skade. Men tanker om, hvorvidt planten nu var giftig og om hun skulle komme til at dø, havde sat sig. 

Hun fik hjertebanken, blev svimmel, fik tunnelsyn og symptomerne blev flere og værre gennem årene, fortæller Phoebes mor Synnøve Fuursted:

”Lægen satte en masse undersøgelser i gang. Men når den ene ting var undersøgt, så kom det næste ’sygdomstegn’. Da Phoebe var 13 år, blev hun henvist til psykolog på grund af angst.”

Angsten påvirkede både familie, skolegang og det sociale liv. Da den var på sit værste, modtog Synnøve Fuursted op til 30 sms’er og opkald om dagen fra Phoebe om katastrofetanker.

”Det var fire lange og hårde år i helvede, som jeg efterfølgende har kaldt det. Både for Phoebe og for resten af familien”, siger Synnøve Fuursted.

Vendepunktet

Da Phoebe i 7. klasse begyndte til konfirmationsforberedelse hos sognepræst Tina Frank i Silkeborg, skete der noget. Hun fik det lige så stille bedre.

”Vi mødte en præst, som lyttede og så vores datter bag diagnosen. Og en præst, der med det samme sagde, at hun ville gøre alt, hvad hun kunne for at det skulle lykkes, når nu Phoebe selv gerne ville konfirmeres."

På det tidspunkt havde Phoebe ikke været i stand til at være i skole i lang tid. Men hun ville være med til konfirmationsforberedelse. Hun ville gerne være en del af fællesskabet på årgangen, og som hun sagde: ”Jeg vil gerne lære mere om, hvad det er, jeg beder til, når jeg beder”.

Sognepræsten Tina Frank og Synnøve Fuursted lagde sammen nogle sikre rammer for konfirmationsforberedelsen. Lektier blev meldt ud til Synnøve på forhånd, så de ikke kom som en overraskelse, og Phoebe fik hjælp fra tre veninder, der fulgte hende til og fra kirke. Og hvis Phoebe skulle have en pause fra det hele, gik en af veninderne med hende ud fra timerne.

”Konfirmationsforberedelsen var et fællesskab, som Phoebe kunne være en del af. Tina viste tydeligt, at Phoebe måtte være der, som den hun var. Hun var ikke til besvær med de særlige hensyn. Og der var ikke noget pres om at skulle leve op til noget eller skulle være ’rigtig’. Phoebe måtte være sig selv.”

"Udholdende i trængslen"

En af de ting, som optog Phoebe meget, var at finde det helt rigtige konfirmationsord. Hendes valg faldt på Romerbrevet 12:12: ”Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen.”

”Det tog lang tid for Phoebe at vælge sit konfirmationsord. Det var vigtigt for hende, at det indeholdt håbet, og at det også handlede om alt det hårde, som hun gik igennem. Og så skulle bønnen med, for Phoebe har hele vejen igennem bedt om at få det bedre.”

I dag er Phoebe 20 år og læser til kosmetiker i Ålborg. Angsten ligger stadig på lur, men hun har lært at håndtere det, når den melder sig. Og Phoebe ved, at når hun får børn, skal de døbes i den samme dåbskjole, som hun havde på.

Undervejs har Synnøve og Phoebe valgt at være åbne om angsten, for med åbenheden kan man ophæve skammen og ensomheden, som Synnøve siger:

”Der er flere, end man tror, som har angst og lignende lidelser, og det skal ikke være skamfuldt. Når vi fortæller vores historie, viser vi også, at der er et lys for enden af tunnelen. Der er håb.”