Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Første indsamling for diakonalt arbejde

Kirkens Korshær afholder Danmarks første indsamling for diakoni og fattigdom den 27. november 2016.

Kirkens Korshær afholder første landsindsamling for diakoni. Foto: Massimo Fiorentino

Af Martha Madsen, Kirkens Korshær

Søndag den 27. november afholdes den første landsindsamling til fordel for diakonalt arbejde i Danmark. Kirkens Korshær står bag indsamlingen med overskriften: Danmark mod fattigdom. 

Landsindsamlingen i Helsingør Stift

I Helsingør Stift driver Kirkens Korshær blandt andet herberget og varmestuen Stubben. Leder Anette Lauritsen siger:

”Det betyder meget for os at få den lokale opbakning, da vi gennem årene har oplevet, at de økonomiske muligheder bliver vanskeligere og vanskeligere, selvom vi oplever, at flere og flere bruger vores tilbud."

"Alene siden medio august har vi fået 25 nye brugere i varmestuen og ca. 100 henvendelser gennem året om plads på herberget. Og da vi ingen udskiftning har haft de seneste flere år, betyder det, at de 100 må gå med uforrettet sag og stadig forblive hjemløse. Trods velstand og gode kår i Helsingør.”

Mange muligheder for hjælp

Der er mange muligheder for at samle ind i Helsingør Stift, fra blandt andet suppekøkkenet i Kgs. Lyngby over genbrugsbutikkerne i Hillerød og Ballerup til Stubben i Helsingør by.

De ansatte og frivillige i Kirkens Korshærs varmestuer og væresteder møder hver dag mennesker, som har brug for hjælp.

Nogle er sultne, nogle har ikke et sted at sove om natten, nogle har hverken adgang til bad eller rent tøj. 

Fattigdom vokser

Landsindsamlingen er nødvendig, fordi langt flere mennesker end tidligere ikke kan få enderne til at mødes. Der findes fattigdom i Danmark - og den vokser. Det har flere undersøgelser konstateret, og Kirkens Korshær ser det hver dag.   
Indsamlingen går til Kirkens Korshærs arbejde i blandt andet varmestuer, herberger og familiestøttende arbejde. Hos den 104 år gamle organisation håber man på, at mange danskere, også dem uden tilknytning til Kirkens Korshær, vil melde sig som indsamlere. 

”Vi tror på, at et stort flertal af danskerne ønsker, at deres naboer ikke skal leve i fattigdom,” siger Helle Christiansen, chef for Kirkens Korshær.   

Du kan finde et indsamlingssted nær dig og læse mere om landsindsamlingen her www.danmarkmodfattigdom.dk