Domprovst: Gud og medmennesket, de to hænger sammen

Af domprovst Eva Tøjner Götke

Bibeltekster: 1.Kor. 1, 4-8/ Matt.22,34-46 (det dobbelte kærlighedsbud)

Vi lever i en tid, hvor der er al mulig grund til at bekymre sig.

Det er vi mange, der gør.

Og vi føler pligt til at gøre noget ved alt det, som vi ved, at der skal gøres noget ved.

Klimaet er af gode grunde det store tema i øjeblikket. Men der er også mange andre ting, som vi ved, at vi hver især burde handle på. Også indenfor vores egen verden, i folkekirken.

Det er godt med samvittighed og pligtfølelse.

Vi er luthersk kristne.

Og for Luther var det helt afgørende, at det enkelte menneske har et ansvar og lytter til sin samvittighed.

Men det kan nemt føre til, at vi bliver udmattede. Stressede, overudfordrede, overbekymrede, omsorgstrætte.

Det kan nemt ende med, at du og jeg påtager os et ansvar på områder, som vi reelt ikke har magt over og indflydelse på.

Vi kommer til at føle os utilstrækkelige.

Og det handler vi så på.

Vi skruer op for kravene til os selv.

Det kan vi ikke holde til.

Og så bliver vi syge af det.

Mange får angst. Og den kommer af, at vi ikke kan sætte navn på det, der truer os.

For det er alt og intet.

Derfor vender vi blikket indad, bliver selv-kredsende og grublende. Ensomme.

Det dobbelte kærlighedsbud, som er det helt centrale i kristendommen, viser os bort fra os selv.

Og det gør det på to måder.

Det viser os for det første hen på Gud.

For det andet viser det os hen til vores medmenneske.

Gud skal vi elske - Medmennesket elske som os selv.

At elske Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele sit sind, betyder, at du kan lægge alt det over på Gud, som du ikke selv kan magte.

På den måde bliver du frelst fra den tunge byrde det er at tro, at det hele hviler på dig og at det hele er i dine hænder.

Når dette sker. Finder sted, erfarer vi nåden.

Får vi lov at være i ubekymretheden.

Og i og med det sker, får du kraft og overskud til at gå ud og handle: og elske din næste som dig selv.

Du får kraft på ny.

Du får givet en tro på fremtiden.

Igen.

At Gud er al-mægtig på denne måde, kan vi ikke sige os selv.

Gud som den, der bærer alle vores byrder, og bærer med her i verden, har vi lært at kende gennem Jesus Kristus.

Han er netop Kristus, fordi han er inkarnationen af det største bud i loven. Han viser, hvad det vil sige at elske Gud af hele sit hjerte, af hele sin sjæl og af hele dit sind. Han inkarnerer dette bud. Og derved sætter han det lige med buddet: at elske din næste som dig selv.

De to hænger sammen. Gud og medmennesket.

Han har vist os, at dette gamle bud – det klart største bud i loven – hvem taler om at sætte på prøve her? – at dette gamle bud ikke er endnu et krav, som Gud vil bebyrde mennesket med. Kærligheden som en præstation.

Det har farisæerne gjort det til i deres ihærdige forsøg på at få magten - over Gud og mennesker – og gøre Gud til deres Gud - rullet ind i skriftrullerne.

Jesus udlægger så at sige skriften for dem, ja opfylder den, sådan som den har været til fra begyndelsen: som et helligsted for mennesket, hvor det kan møde sin Gud, den barmhjertige Gud, der vandrer med sit folk, gennem dybe dale, krige, ørkener, sygdom, lidelse. Som bekymrer sig om sit folk. Går foran, går bagved. Og samler op.

Derfor er Jesus Kristus og ikke Davids søn.

Han er Guds søn.

Hans rige er ikke af denne verden - og dog er han i verden.

Som det dobbelte kærlighedsbud - der peger væk fra ham selv - hen på Gud. Der peger væk fra os selv og hen på Gud og vores næste.

Han udlægger skriften, levendegør den levende Gud, levendegør ordene, bogstaverne, buddene - ved at dele det vilkår at være menneske her i verden. Dele glæden med os, dele sorgen, dødsangsten. Han lider med os, giver varmen, tænder lys i mørket, deler vores afmagt, sidder hos den pårørende til den døende, der ikke kan holde det ud længere, og våger og beder; vækker troen, håbet, åbner vores øjne for det, der var fra begyndelsen - og for hvad, der er i vente.

I ham er I blevet rige på alt! Siger Paulus til menigheden i Korinth. Gud er hos jer. Den gode barmhjertige almægtige Gud er hos jer. Hold sammen. I enighed. Om dette kærlighedsbudskab, som overgår al forstand, al fornuft.

Det er det budskab, vi får forkyndt, når vi er til gudstjeneste. Synger salmer, beder, døber, fejrer nadver, bliver velsignet.

Og der sker noget med os, når det griber os, eller vi gribes af det. Så kan vi slippe vores eget.

Eller rettere: det sker i samme bevægelse: for det er først, når vi tør hengive os til Gud, i vores afmagt lægger vores velbegrundede bekymring over på Gud, at vi bliver frelst fra selv at stå inde for det, der ligger udenfor vores magt.

Og det kan først ske, når vi slipper vores eget. For os stolte mennesker, når vi ligger i magtesløsheden.

Og i og med dette sker, for dig, i dig, - at vi slipper vores eget - så bliver vi sammen til en menighed.

Bliver del af et fællesskab.

Det fællesskab, der er vores frelse, fra ensomhed og selv-kredsen.

Vi er fælles om noget, der er udenfor os selv.

Det skal vi hjælpe hinanden med at minde hinanden om.

Amen.