Dagbog fra en værdikamp

Af Ole Backer Mogensen, sognepræst i Græsted

Torsdag den 30. november 

Jeg bliver kontaktet af en medarbejder fra Græsted skole, som siger, at hun er ærgerlig over, at vi ikke skal holde julegudstjeneste i år. Kan hun komme forbi på et andet tidspunkt med nogle børn for at høre om jul? Jeg studser over formuleringen, og spørger, hvad hun mener. 

Skolegudstjenesten plejer at ligge næstsidste skoledag kl. 10.00. Jeg regnede med, at alt var som det plejede. Jeg skriver til skolelederen, som vi har et fint forhold til, og spørger om, hun giver en kop kaffe. Jeg vil gerne høre, hvad der sker. 

Søndag den 3. december

1. søndag i advent holder jeg som sædvanlig byens juletræstale. Jeg vil ikke være polemisk, men står med ærgrelsen over, at der ikke skal være skolegudstjeneste. Resten af pladsen ved det ikke. Jeg taler om nødvendigheden af at kunne spejle livet i en større historie – og at den store fortælling er skænket os med juleevangeliet. 

Samme aften får jeg svar fra skolelederen. Hun er sygemeldt og kan ikke se mig, men undskylder, at jeg ikke har fået besked. Ansvaret var hendes. Beslutningen var taget i foråret. Af hensyn til tosprogede elever med fremmed religion, og fordi skolen ikke må forkynde.

Jeg ønsker god bedring og skriver, at jeg måske via et facebook-netværk i byen vil forklare, at det ikke er kirkens ønske at stoppe samarbejdet. Men jeg vil sove på det, og får ikke skrevet noget. 

Lørdag den 9. december

Jeg har friweekend, da tingene begynder at ulme. I begyndelsen af ugen har skolelederen lagt en redegørelse ud på skolens intranet – nu nuanceret med, at fravalget skyldes hensyn til de elever, som ikker er protestanter – og onsdag taler jeg med de første forældre.

Nu bringer en lokal internetavis historien, og mange kommenterer artiklen via Facebook. Jeg vælger, så sobert jeg kan, at redegøre for, hvordan jeg stiller mig til det hele.

Jeg møder tilfældigt formanden for skolesbestyrelsen, som jeg ikke kender. Vi diskuterer længe sagen, og tonen bliver skarp. Samme aften skriver jeg til hende på Messenger og giver en undskyldning for mit temperament – jeg anerkender nogle af hendes pointer, og vi skriver venligt frem og tilbage.

Søndag den 10. december

Jeg får flere henvendelser fra vrede forældre, som vil have mig til at åbne kirken på samme tidspunkt – så vil de boykotte skolen, tage børnene ud og tage dem med i kirken. Jeg takker pænt nej og vil ikke være med til en sådan demonstration.

Jeg møder min kollega og aftaler med ham, at hvis medierne kontakter ham, skal han sende dem videre til mig, så kun en af os udtaler os. Om aftenen skriver skolebestyrelsesformanden, at TV2 News har meldt deres ankomst næste morgen.

Mandag den 11. december

Den første sms tikker ind omkring kl. 6.00. Jeg læser den ikke – jeg har fri og vil sove længe. Da jeg kl. 8 tager min telefon, kan jeg godt se, at jeg hellere må komme i tøjet. Byen er belejret af medierne. TV2 News har forsøgt at få fat på mig flere gange. De beder om et interview på direkte tv.

Jeg får en sms fra mediekonsulenten, som tilfældigvis også er min nabopræst. Vi får talt sammen, og jeg får nogle gode råd, og vi skærper tre vigtige pointer.

Jeg ønsker ikke at skabe splid og vil gerne nedtone dramaet. Jeg går over på skolen for at tale med skolelederen, men det lykkes ikke at mødes. Jeg har også telefonisk kontakt til min nabokollega i Esbønderup. Det gælder også hendes gudstjenester, og vi skal være enige om, hvad vi gør, og hvem som udtaler sig om hvad.

(Artikel fortsætter under billedet)

De lokale hensyn og de principielle spørgsmål

I løbet af de næste timer ankommer TV2 News, DR Nyheder, TV Lorry og TV2 Nyhederne. Alle vil have interviews i kirken. Det ene vil optage en diskussion mellem mig og formanden for skolebestyrelsen (jeg er glad for, at vi fik landet lørdagens diskussion i mindelighed). Derudover ringer P4, Jyllandsposten, Kristeligt Dagblad, BT og et par stykker, som jeg har glemt. P1 Debat ringer for at aftale, at jeg dagen efter medvirker der. 

Jeg forsøger at holde hovedet koldt, og minder mig selv om at lytte og tale med venlighed. Jeg er ikke en part i en konflikt, for konflikten er mere mellem forældre og skoleledelse. 

Der er mange hensyn: Jeg vil nødigt spænde ben for et samarbejde, som ellers er ganske godt. Det er heller ikke kirke-skolesamarbejdet, som er til debat. Hvis jeg sætter hårdt mod hårdt, risikerer jeg at spænde ben f.eks. for samarbejdet omkring konfirmanderne.

Jeg har et hensyn til skolelederen, som er sygemeldt. Jeg ved, at det ikke skyldes konflikten, og at hun har brug for ro. Jeg har et hensyn til en ganske stor forældregruppe, som markerer, hvor meget kirken betyder for dem. Deres vrede og anliggende skal også have en stemme.

Vi er et lille bysamfund, hvor vi i årevis har arbejdet på gode relationer. De skal ikke ødelægges.

Men samtidig er der store, principielle spørgsmål på spil: 

Det handler om kirken over for sekulariseringen, om kirkens rolle i dannelsen, om forkyndelsens plads i kirkens selvforståelse, og, for ganske mange, også om forholdet til islam – hvad er den bedste tilgang til integration? Jeg har mine holdninger til alle disse områder, og vil gerne være tydelig samtidig med, at jeg er nøgtern og diplomatisk.

Vrede telefonopkald

Timerne går – en hvirvelvind passerer forbi. Tanken kom ret hurtigt, at moderne medier også er som gribbe, der flokkes om et bytte, tager deres del og forlader stedet igen.

Hovedet kører hele aftenen – og reaktioner begynder at vælte ind. Langt de fleste er positive. Men jeg modtager også både telefonopkald og mails fra folk, som er indigneret over ting, jeg har sagt: 

Nogle synes, jeg har været for blød og har bøjet knæ for islam. En er fornærmet over, at jeg har kaldt ‘Søren Banjomus’ og ‘Rudolf med den røde tud’ for overfladiske. En er vred over, at jeg som kristen præst vil promovere julen, for julen er ikke en kristen fest, men en hedensk skik. 

Men langt de fleste er glade for, at jeg har lagt stemme til en værdikamp og et anliggende, som er deles af mange i folkekirken. Havde jeg personligt været under anklage, havde jeg nok holdt noget mere lav profil.

Hvordan kommer vi videre?

Bølgerne skvulper videre de næste dage. Da skolen kommer med en udtalelse, som fastholder beslutningen, men nu alene begrunder den i ønsket om at skabe nye traditioner, sender de mig deres udkast, så jeg kan være forberedt til eventuelle spørgsmål fra journalister.   

En gruppe forældre beslutter sig for at tage børnene ud af skolen og lave en alternativ julegudstjeneste på det tidspunkt, vi normalt har holdt tjenesten. Jeg fastholder, at vi ikke kan stå bag en gudstjeneste i skoletiden mod skolens ønske. Men jeg anerkender opbakningen og kirken vil være låst op, for det bliver den hver morgen på hverdage for andagtssøgende og gæster.

Nu handler det om, hvordan vi kommer videre. Vil vi holde en ‘frivillig’ gudstjeneste på et alternativt tidspunkt, som skolebestyrelsen foreslår? Vil vi kunne få børnene i kirke, når først skolen har givet dem fri? Hvad med logistikken – vi skal bruge voksne, som kender børnene til at fragte dem fra kirken? 

Jeg synes selv, det er en ide, vi kan arbejde med på den lange bane. Men ikke i år, for nu vil alt, vi gør, blive en del af en politisk debat. Gudstjenesten vil blive taget til fange af andre dagsordner.

Noget af det svære i denne proces har været, hvor opslugende det hele er, og hvor meget opmærksomhed det har taget fra andre presserende opgaver. Og hele tiden spørgsmålet: Hvordan handle med visdom? Hvordan tale i respekt? Hvad ville kærligheden gøre her?