Biskoppens beretning fra Landemode 2023

Af Peter Birch

Kom og se!

De ord møder vi mange gange i Bibelen. ’Kom og se Guds gerninger’, lyder det fra salmisten. ’Kom og se stedet, hvor han lå’, lyder det fra englen i den tomme grav. Kom og se!

Ordene inviterer os ind i et fællesskab, hvor det forunderlige sker. Ordene udspringer af en vilje til at dele. De har deres rod i, at det, der sker, ikke er mit eller vores, men noget, der omfatter alle og har bud til alle. Her er det slut med klubfølelse, slut med at lukke os af mod de andre. Det er noget helt andet og forvandlende nyt, der er på færde: Kom og se!

Jeg tror, vi alle har prøvet at være på ferie og har oplevet noget, hvor vi har tænkt: "Nu skulle dem derhjemme have været her! Det ville jeg gerne have, at de oplevede." Sådan får vi det, når vi oplever noget, der gør dybt indtryk på os, fylder os med mening, så vi helt uden forbehold ønsker at dele det med andre.

Kom og se! De ord har grundlagt den kristne menighed. Og det er også dem, der fornyer vores menigheder. Vi skal se realiteterne i øjnene, vi skal forholde os til samfundsdebat og livsvilkår i det moderne samfund. Vi skal ikke være verdensfjerne traditionalister. Og vi skal ikke glemme, hvorfor vi er her. Vi er her som kirke, fordi vi har hørt ordene: Kom og se!

En undersøgelse fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter fra 2020 viser, at 77 pct. af befolkningen i løbet af et år er i kontakt med folkekirken. Det er et meget højt tal, der vidner om, at folkekirken i dag har mange døre at gå ind ad. Der er kirkedøren til gudstjenester, andagter og alle de kirkelige handlinger. Der er dørene ind til fællesskaber for forældre med børn til babysalmesang og spaghettigudstjenester, indgange til undervisning, til sorggrupper og til fællesskaber for AA-grupper. Der er studiekredsene og foredragsaftenerne. Der er måltidsfællesskaberne. Og der er det store og frodige musikliv, der udmønter sig i korarbejde og koncerter.

Når så mange mennesker i løbet af et år er i kontakt med folkekirken, så er det takket være alle jer, der i det daglige sørger for, at der i sognene er døre, der åbner til varme fællesskaber, meningsfulde samtaler, dybde og nærvær. Uden jer præster, uden jer i menighedsrådene og alle kirkens medarbejdere, lønnede og frivillige, ville kirkerne hurtigt blive reduceret til fortidslevn, der allerhøjst har historisk interesse. Men der er en dyb mening i, at vores kirker ikke er omfattet af fredningsloven. For det er levende huse og det er fordi, der er mennesker, der har hørt ordene: Kom og se!

Vi skal derfor heller ikke se en modsætning mellem kirkekristendom og kulturkristendom, mellem de trofaste og de lejlighedsvise kirkebrugere. De kulturkristne lever af, at der er kirkekristne, som vedligeholder kirken og troens praksis. Men uden de kulturkristne bliver kirkekristendommen meget let isoleret og løsrevet fra det fælles rum.

Bededag og folkekirkens værdi

Det koster godt og vel 8 mia. om året at drive folkekirken. Det er mange penge! Og det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at 75 pct. af pengene forvaltes af menighedsrådene. Sådan er vores kirkeordning og det er med til at forankre folkekirken, at ansvaret og beslutninger bæres og træffes lokalt.

Når jeg nævner pengene, så er det fordi en af det forgangne års mest turbulente begivenheder, afskaffelsen af Bededag, kom til at handle om penge. Begrundelsen for det ekstraordinære og uhørte indgreb var jo et politisk ønske om at øge arbejdsudbuddet, så vi kan finansiere øgede forsvarsudgifter. En række økonomer, herunder vismanden, stillede spørgsmålstegn ved det regnestykke, men regeringen holdt fast i sit.

Uanset, hvad man mener om selve forslaget – om vi kan undvære Bededag eller ej – blev forløbet en udfordring af forholdet mellem kirke og stat.

Bededag blev sløjfet uden en bred høring eller debat og var dermed et markant brud med den tradition, der har eksisteret siden Grundlovens indførelse i 1849. Grundloven indførte religionsfrihed for alle borgere og etablerede samtidig et særligt forhold mellem staten og folkekirken. Begge dele – både religionsfriheden og folkekirkens særstatus – var udtryk for, at staten som stat fremover ville være sekulær. Folkekirken skulle derfor heller ikke styres, men understøttes af staten (Grundlovens §4).

Men i denne sag blev der styret! Og det spørgsmål, der står tilbage, er om vores politikere forstår, at folkekirkens bidrag til det fælles netop ikke kan gøres op i kroner og ører, men handler om værdi på et dybere plan. Eller anderledes udtrykt: folkekirkens væsentligste bidrag i en krise er ikke at bidrage til øget arbejdsudbud, men at være kirke, holde fast i håbet og styrke fællesskabet – og i øvrigt være en meget aktiv medspiller i at tage imod de ukrainske flygtninge. Her kunne man også nævne indsatsen mod ensomhed, vores bidrag til integration og vores bidrag til den grønne omstilling som vigtige udtryk for den medansvarlige folkekirke.

Lad os håbe, at politikernes blik for, hvad folkekirken er, kan og gør, er klarere i de kommende år – og kommende kriser.

Udfordringer og strategi

I marts indbød jeg og stiftsrådet alle provstiudvalgsmedlemmer i stiftet til en dagskonference om vores udfordringer og muligheder for at handle på nogle af de udviklingstendenser, vi ser for folkekirken nu. Der var meget stor opbakning til konferencen og en villighed til at drøfte udfordringerne. Det blev en konstruktiv samtale om de fokuspunkter, stiftsrådet har udpeget og som kalder på vores fælles indsats, hvis vi vil sikre, at folkekirken også om to og tre årtier er en stærk og relevant ramme om menneskers tro, håb og kærlighed.

Allerede ved sidste års landemode kunne jeg præsentere de fire fokuspunkter, som er blevet et resultat af stiftsrådets arbejde – men lad mig kort repetere dem her:

·      Dåb: teologisk, kommunikativt og kirkeligt

·      Nye beboere

·      Den mobile menighed

·      Særlige grupper

I torsdags indledte jeg sammen med stiftskonsulent Pernille Nærvig Petersen en provstivisitats, som i løbet af det næste halve år vil bringe os rundt til møder med præster, menighedsrådsmedlemmer og provstiudvalgsmedlemmer i alle 13 provstier. Med besøgene vil vi følge op på konferencen i marts og holde fast i fokuspunkterne og samtalen om, hvordan man lokalt kan arbejde med dem. Det kan være forskelligt fra provsti til provsti, hvad man vil prioritere og det skal der naturligvis være plads til. Men de fire fokusområder repræsenterer tendenser og udfordringer, som vi må løfte i fællesskab og på kryds og tværs af de grænser, vi normalt arbejder inden for. Her er der brug for at tænke på tværs, fordi opgaverne ikke holder sig til de kirkelige strukturer, vi normalt opererer indenfor. Men det kræver en grundig lokal samtale om, hvordan vi bedst gør det og hvilke muligheder der er for at sætte ressourcer og handling bag. Besøget i Frederikssund Provsti i torsdags var som sagt det første og meget opmuntrende møde, der gør, at jeg glæder mig endnu mere til at fortsætte samtalen i de øvrige provstier i de kommende måneder.

Vores udgangspunkt er godt: Vi står fortsat stærkt, vi har en høj medlemsprocent og dermed de menneskelige og økonomiske ressourcer, der skal til for at gøre noget. Men det er nu, vi har mulighed for at forme morgendagens og fremtidens folkekirke.

Det konkrete møde med kirken foregår lokalt. Det er, når de nybagte forældre går op ad kirkegulvet med deres barn i armene, at de mærker betydningen af at have et sted, hvor tradition, nutid og fremtidshåb fletter sig sammen. Det er, når den enkelte banker på hos præsten og møder et lyttende og nærværende menneske, at næstekærligheden får krop. Det er, når vi samles i kirken og hører ordet om den kærlighed, der har taget bolig iblandt os, at vi forstår os som altid allerede elsket.

Stiftsrådet har ansat en række dygtige konsulenter, der kan bistå menighedsråd, provstier, præster og andre ansatte med viden, erfaringsdeling og inspiration inden for diakoni, religionspædagogik, kommunikation, liturgi og teologi, kirkens arbejde med ældre. Senest har vi ansat Sanne Damborg fra Menighedsplejen i Danmark i en kvart stilling, der skal arbejde diakonalt bl.a. i forhold til ensomhed. Vi har ansat en dåbskonsulent på 50 pct. i en projektperiode til at arbejde med dåbsteologi og dåbsfremme. Det er Christine Tind Johannesen, der samtidig med at arbejde hos os, også arbejder hos Folkekirkens Uddannelses- og videnscenter.

Konsulenterne tilbyder gratis sparring på deres fagområder og vil meget gerne kontaktes, hvis I har lyst til sparring eller rådgivning lokalt.

Menighedsrådsvalg 2024

Vi går ind i et valgår i folkekirken. Selvom det først er til næste år, vi skal vælge nye menighedsråd, skal vi allerede nu forberede det, så vi sikrer en god rekruttering. Solide og kompetente menighedsråd er afgørende for folkekirkens styrke og lokale forankring. Lokale menighedsråd, der tager ansvar for den lokale kirke og ved, hvad der er brug for, er med til at styrke folkekirken. Ingen andre samfundsinstitutioner i dagens Danmark er så vidt forgrenet som folkekirken. Vi har en stærk og bred basis, hvor mange tager et ansvar og stiller sig til rådighed med tid og kompetencer.

Men menighedsrådene oplever jo også, at byrderne vokser og at det indimellem kan være svært at nå det hele. Og at det indimellem også betyder, at opgaverne vokser én over hovedet og der ikke bliver tid til det væsentligste nemlig at være den menighed, der siger: Kom og se!

For nogle år siden viste en undersøgelse fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, at der faktisk er en stor gruppe mennesker, der er villige til at stille op til menighedsrådet. Over en kvart million svarede ja til det. Så mange har vi jo slet ikke brug for.

Men det gælder jo om at finde dem, der vil og kan - og ofte også opfordre dem. Det bliver en fælles opgave i det kommende års tid at indlede rekrutteringen. Det sker bedst, tror jeg, ved at pege på folkekirkens betydning og på mulighederne for at løfte opgaven.

Her vil jeg pege på nogle få:

1. Ny økonomilov
   Den nye økonomilov er en forenkling af bureaukratiet, når man vil etablere samarbejde.
    
2. Samarbejde på provstiplan
   Samarbejdet på provstiplan udmøntes mange steder i konkrete opgaveløft; fælles regnskabsfunktion, eller ansættelse af fx personalekonsulent, der kan bistå menighedsrådene i HR- og personalespørgsmål.
    
3. Menighedsrådet skal lede, men ikke gøre alt. Giv plads til andre!
   Vi skal opøve vores evne til at engagere mennesker i konkrete projekter eller dele af menighedens liv, som de særligt brænder for.
    
4. Hent hjælp hos stiftets konsulenter og udvalg.
    
5. Stiftsadministrationen gennemfører løbende konsulentrunder og 'gå-hjem-møder', hvor der er mulighed for at hente inspiration og opdateret viden vedrørende  byggesagshåndtering, personalespørgsmål mm.

Nye beboere 

Vores stift er det største af folkekirkens stifter målt på indbyggertallet. Og der sker en fortsat tilflytning – hvad vi, der bor her, jo godt kan forstå.

De nye indbyggere betyder, at der mange steder i stiftet bygges nye store boligområder, hele bydele. Det stiller nye krav om en tilpasning af de eksisterende strukturer, i nogle tilfælde kirkebyggeri og under alle omstændigheder en bevidst overvejelse om, hvordan vi bringer os selv i spil som kirke for de nye beboere. Provsterne, der i det hele taget yder en kæmpe indsats, har også i denne sammenhæng påtaget sig en stor opgave med at kortlægge de kommunale byggeplaner og det værdifulde arbejde vil danne udgangspunkt for en løbende tilpasning af vores ressourcer og vores mulighed for at være til stede, hvor mennesker bor.

Helsingør Stift er også det stift, der har flest migranter, kristne som ikke-kristne. Gruppen af indvandrere og efterkommere af indvandrere udgør næsten 200.000. Det kalder på en indsats fra os. Folkekirken kan – som danskere i øvrigt – opleves som svært tilgængelig. Og det endda for mennesker, der kan have stort behov for et kristent fællesskab i en vanskelig livssituation. Også her repræsenterer ordene ’Kom og se' en opfordring til os om en opgave, der skal løftes, hvis vi ikke vil ende som en etnisk kirke. Stiftsrådet har nedsat et migrantudvalg, der har til formål at understøtte sognenes arbejde med at åbne kirken for migranter og mange steder er der allerede gang i spændende og stærke initiativer. For migranter bor ikke længere ét sted, men er en del af befolkningen i alle sogne.

Demens, unges mistrivsel, grøn omstilling

Andelen af ældre medborgere er voksende. Også det kalder på nytænkning. Vi bliver alle sammen ældre. Mange har et langt livsafsnit foran sig, når de går på pension og det stiller nye krav om meningsfulde fællesskaber og nærvær, om inddragelse og ansvar. Vi skal senere høre Rose Marie Tillisch og Cecilie Dreyer fortælle om et erindringsprojekt for demente og deres pårørende. Her har kirken noget unikt at tilbyde. Ligeledes gøres der et stort stykke arbejde af vores konsulent for ældrearbejdet.

I medierne hører vi mange historier om børns og unges mistrivsel. Mange af os har det måske også personligt tæt inde på livet, når børn eller børnebørn ikke trives. Kirken kan og skal være et modbillede til den præstationskultur, der bl.a. næres af succesfortællinger på sociale medier. Som afdøde Peter Bastian formulerede det: ”Altid allerede elsket”. Kristendommens budskab om, at vi er elsket, at vi har en værdi og en værdighed uafhængigt af vores præstationer og vores succes eller mangel på samme. Dét skal kirken fortælle de unge. ’Kom og se’ – se, hør, vid, at du er altid allerede elsket. Vores pædagogiske konsulent arbejder på det i forhold til konfirmationsforberedelsen. Men vi skal også bruge andre kommunikationsformer til at nå de unge. Bl.a. skal vores nye dåbskonsulent arbejde på, hvordan vi når de unge, der bliver forældre. De udgør den generation, der er født omkring århundredeskiftet og som måske aldrig fik et sprog for tro og tradition og derfor står famlende overfor kirke og kristendom.

Vi har i år slået dørene op til 'Teologi for voksne' – en mulighed for over et treårigt forløb at fordybe sig i de teologiske hovedfag. Det er en glæde, at vi fremover har det som en stående mulighed for alle interesserede. Undervisningen varetages af dygtige faglærere og der er allerede venteliste.

Stiftsinitiativer er liv

Når vi løfter i fællesskab, kan vi løfte mere. Vi kan blive inspireret af hinanden, vi kan hjælpe hinanden, vi kan arbejde sammen. Stiftsrådet indstiftede for mange år siden Stiftsinitiativprisen. Den har til formål at få synliggjort de gode initiativer, som foregår mange steder i stiftet. Mange flotte initiativer har gennem årene fået prisen og det er en stor glæde, at vi i år har fået flere indstillinger end nogensinde. Årets vinder kårer vi senere. Men de mange initiativer vidner om et gåpåmod og et engagement, som vi kan være stolte af. Kirkerne i Helsingør stift løfter på fornemste vis opgaven med at nytænke arbejdet, så vi hele tiden har det centralefor øje: at være kirke og åbne døre til kirkens fællesskab og budskab. ’Kom og se’. En del af initiativerne er blevet omtalt i lokalpressen i forbindelse med indstillingen. Og der kan findes en omtale af alle initiativerne på stiftets hjemmeside. Selvom kun én kan vinde prisen, er der inspiration at hente i dem alle.

Siden sidst

Alle prognoser peger på, at vi i de kommende år får et problem med præstemangel. Antallet af præster, der går på pension, vil i de kommende år overstige antallet af færdige nyuddannede præster – en udvikling, der accelerer fra 2027 og som allerede nu mærkes i nogle stifter, hvor man har svært ved at rekruttere nye præster til de ledige embeder og må ud i genopslag. Her hos os er problemet endnu ikke så stort; det hører fortsat til sjældenhederne, at ledige embeder skal genopslås. Men vi mærker det i form af færre ansøgere og konkurrencen om de færdiguddannede bliver hårdere i de kommende år.

Fra biskopperne side gør vi, hvad der står i vores magt for at råbe politikerne op og gøre dem opmærksom på problemet. Men vi kan også gøre noget selv for at tiltrække ansøgere – og det sker gennem en indsats på flere fronter og lykkes kun, hvis vi arbejder sammen om det. Et godt arbejdsmiljø, en god samarbejdsånd, mulighed for udvikling i embedet – det er nogle af de faktorer, der spiller en rolle, når de unge nyuddannede søger embeder.

I Helsingør Stift gør vi en stor indsats for at udvikle arbejdsmiljøet og sansen for nødvendigheden af et tæt samvirke mellem de folkevalgte og de fødte medlemmer af menighedsrådene. Jeg vil i den sammenhæng endnu engang slå et slag for det dialogværktøj, der er udviklet her i stiftet, Det gode samvirke. Det er et fremragende materiale og det har da også inspireret Landsforeningen og Præsteforeningen til at lave et materiale, der på mange måder ligner. Brug det – og brug det igen, når de nye menighedsråd er valgt som afsæt for en lokal samtale om samarbejdskultur.

Et andet initiativ er etableringen af vores 'Akademi for nyere præster'. Her samler vi præster i et fagligt og kollegialt netværk hvert halve år og drøfter de erfaringer og udfordringer, de møder i deres hverdag. Meget af det, man arbejder med som præst, må man gøre på egen hånd, sådan må det være. Men så meget desto vigtigere er det, at præster kan mødes i et fagligt fællesskab og lære af hinanden og bruge hinanden til at blive endnu bedre til at løfte den opgave, der er deres.

Det er også ideen med embedsbyttet, som vi introducerede i 2022 og som vi fortsætter. Ideen med embedsbyttet er at give mulighed for at præster i en kort periode på 4 eller 6 uger bytter embede og dermed får mulighed for at se sin egen hverdag og praksis i et nyt lys. Når man flytter sig, ændres perspektivet – man ser det velkendte fra en lidt anden vinkel. ’Kom og se’. Det er der udvikling i.

Siden Landemodet i oktober 2022 har der været 25 ansættelser i præsteembeder og 40 konstitutioner. Og vi har kunnet glæde os over, at vi fortsat får dygtige og kvalificerede ansøgere til de ledige embeder. Siden Landemodet sidste år har der været afholdt 5 ordinationer med i alt 11 ordinander.

Lad mig slutte med en stor tak til jer alle. Jeg møder hver dag et smittende engagement, der vidner om, at folkekirken som ramme fyldes ud med indhold og bud til mennesker anno 2023. Der er også bøvl og ting, der ikke kalder på smil, men sådan vil det nok altid være, hvor mennesker går fejl af hinanden. I de situationer er der brug for at bryde de dårlige dynamikker og finde nye veje.

Tak til vores stiftsamtmand Henrik Horster for råd og dåd i årets løb. Tak til provsterne, stiftsrådet og konsulenterne for jeres indsats med at få tingene til at glide, men også få tingene til at udvikle sig. Tak til stiftskontorchef Annette Nordenbæk og alle vores dygtige medarbejdere i stiftsadministrationen. Vi deler hverdag på kontoret og det sætter jeg dagligt pris på – og vi deler ambitionen om at tjene og betjene jer i provstier og sogne med råd og vejledning og med afgørelser i de sager, I sidder med.

Jeg ønsker jer alle Guds velsignelse i det daglige arbejde.