Biskoppen: På kirkegårdene mødes vi om tro, historie og fællesskab
Peter Birch fremhæver i sin hilsen de mange muligheder, kirkegårdene i Helsingør Stift giver brugerne. Læs med herunder.
Af Peter Birch
Kirkegårdene er ikke bare hjemsted for ritualer og minder, men steder hvor tro, historie og fællesskab mødes. Hver eneste gravsten bærer på en fortælling, og hvert træ, sti og blomsterbed minder os om livets gang og håbets kraft og mulighed. Her kan vi finde trøst og opleve kirkens nærvær midt i hverdagen.
Tal fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter viser, at danskerne ser varetagelse af kirkegårdene som en af folkekirkens vigtigste opgaver. Det er blot én af grundene til, at kirkegårdenes fremtid og udvikling er endog meget vigtig.
Overalt i Helsingør Stift findes ansatte og frivillige, der arbejder for at kirkegårdene skal være til gavn og glæde for så bred en gruppe som muligt. Jeg går altid en tur på kirkegården, når jeg er på kirkebesøg i stiftets sogne. Her glæder jeg mig over at se det store arbejde, der lægges i kirkegårdenes pleje. Det er et engagement, der sikrer, at kirkegårdene fortsat er oaser af skønhed og ro, samtidig med at der gøres en ihærdig indsats for at gøre driften mere grøn, så både klima og biodiversitet bliver tilgodeset.
I dette nyhedsbrev kan du blandt andet komme med en tur til Farum, hvor kirkegårdsleder Brian Worm Jensen fortæller om arbejdet med at gøre kirkegårdene mere bæredygtige og tilpasse dem til nutidens behov. Fra etableringen af en skovkirkegård til det nyeste projekt med en engkirkegård viser Farum Sogn, hvordan vi kan kombinere omsorg for de efterladte med ansvar for naturen og fremtiden. Det er vigtigt, at de forskellige muligheder præsenteres for folk, så vi fortsat kan vedligeholde kirkegårdene som fællessteder.
Sognepræst Henrik Winther Nielsen har for nylig udgivet en meget læseværdig bog om kirkegården som et sted, der forkynder – et sted hvor evangeliets budskab bliver fysisk og nærværende. I dette nyhedsbrev deler han nogle af sine refleksioner om kirkegården som en kristen have. Han opfordrer os til at betragte kirkegården som en formidler af tro, hvor vi gennem symboler og kirkegårdens indretning kan møde evangeliet i eget tempo.
Snart træder vi ind i adventstiden og igen i år markerer vi dens komme med Biskoppens Julekoncert i Helsingør Domkirke lørdag d. 30. november kl. 16.00. Koncerten er for alle, og jeg håber at se mange fra hele stiftet.
Sidst, men ikke mindst: Snart er der skiftedag i menighedsråd. Tak til alle dem, der har lagt tid og indsats i rådene og nu træder ud – og velkommen til alle gen- og nyvalgte.