Biskoppen: Befrielsens lys minder om et større lys
Selvom coronaepidemien lægger begrænsninger på vores fælles liv og fejringer, skal lysene alligevel tændes og bære vidnesbyrd om den frihed, vi nyder i vores land, og det håb, vi nærer om igen at kunne samles frit.
Lise-Lotte Rebel tænder lys i stuen. (Foto: Bent Flemming Nielsen)
KLUMME: Fra min barndom husker jeg den smukke skik med at tænde stearinlys og sætte dem i vinduerne den 4. maj om aftenen. Som et tegn på glæde over den befrielse, der kom til Danmark i 1945, da den tyske besættelsesmagt kapitulerede.
Det var en særlig højtid at tænde lyset og med andagtsfuld stilhed placere det i vindueskarmen. Lyset, der kyser mørket bort og viser frem mod befrielse og glæde. Og den smukke skik har fulgt mig gennem årene. I år skulle befrielsen have været fejret med stor festivitas, idet det er 75 år siden besættelsen hørte op. Det kan så ikke lade sig gøre. Men selvom coronaepidemien lægger begrænsninger på vores fælles liv og fejringer, skal lysene alligevel tændes og bære vidnesbyrd om den frihed, vi nyder i vores land, og det håb, vi nærer om igen at kunne samles frit.
Vi sidder hver for sig med et stort savn. For mange ældre er det savnet af den familie, der ikke har kunnet besøge dem i de sidste par måneder, for nogle er det savnet af det daglige arbejde og mødet med kolleger, for børnene og de unge er det savnet af kammerater og fritidsaktiviteter.
Men det er også savnet efter igen at komme sammen til gudstjeneste og synge påskens og pinsens store glæde ud. Det er svært at sidde hver for sig, når nu kristentroen bedst leves ud sammen med andre. Vi skal samles for at høre det ord sagt til os, som ingen af os kan sige sig selv. Kristi ord, der kan tale og bære, både når livet er stort og smukt, og når det er tungt og mørkt.
Ved kirkens gudstjenester har der til alle tider været tændt lys. Ofte masser af lys, hvis man da havde råd til det.
Når vi tænder lys i vinduerne ved befrielsen, så er det naturligvis denne særlige dag, der står i centrum. Men lyset minder os også om et endnu større lys. Det lys, der fortælles om allerede på Bibelens første sider, da Gud i sin skabelse satte skel mellem lys og mørke, og Gud sagde: ”Der blive lys”. Og det minder os om det lys, der er i Jesu ord, når han siger: ”Jeg er verdens lys”. Kristendommen fornægter ikke det mørke, der er i verden og også inden i os selv. Men det er her i mørket, Gud tænder sit lys. Ja, en gudstjeneste er en opstand mod mørket.
Lad blot de tusind små lys i vinduerne og i vore hjerter minde os om alt dette, så at håbet må næres og vokse.
Lise-Lotte Rebel
