Alle børn fortjener gode ferieminder
Social ulighed holder ikke sommerferie - og det gør mange børn heller ikke. I hvert fald ikke på den måde, de fleste forstår ordet sommerferie med nye oplevelser og afbræk fra hverdagens trummerum. Som en håndsrækning arrangerer Folkekirkens Feriehjælp derfor sommerferie for 800 danskere, og det kan du læse om her.
Af Rikke Lyskjær-Rudbæk
Skolernes sommerferie er skudt i gang, men det er ikke alle børn, der kan se frem til at pakke badeshorts, klipklappere og solcreme i kufferten og drage mod varmere himmelstrøg eller en tur i sommerhus. Nogle børn frygter i stedet allerede nu spørgsmålet: ”Hvad har du lavet i sommerferien?”, når de i august er tilbage på skolebænken. For sandheden er, at de hverken kan fortælle om badeture ved Vesterhavet eller all inclusive-ferier i Grækenland. De skal nemlig ingenting.
Det skaber social ulighed, og derfor sørger Folkekirkens Feriehjælp igen i år for, at nogle af disse børn kommer på ferie, så de også har noget at fortælle om efter skoleferien. På landsplan sender Folkekirkens Feriehjælp 250 familier – eller i alt 800 personer - på sommerferie, og alene i uge 27 var 33 familier samlet i Helsingør Ferieby, hvoraf mange af familierne kommer fra Helsingør Stift. Folkekirkens Feriehjælp udbydes af Menighedsplejen i Danmark i samarbejde med Arbejdsmarkedets Feriefond.
”Det kan være økonomiske udfordringer, der kan ligge til grund for, at man får tildelt en plads af Folkekirkens Feriehjælp, men der ligger ofte også nogle sociale udfordringer i forlængelse af det. Flere fortæller, at selv om økonomien havde været til det, var de aldrig selv taget i sommerhus, fordi det kan virke uoverskueligt. Men her er der frivillige, der står klar til at gribe en, og som holder øje med, om man er okay,” fortæller Sanne Glerup Damborg, der er tovholder hos Folkekirkens Feriehjælp og diakonikonsulent ved Helsingør Stift.
Stor taknemmelighed
De familier, der får tildelt en plads, er derfor meget taknemmelige for den håndsrækning, de bliver givet, og Sanne Glerup Damborg fortæller, at det gælder både store og små:
”Jeg oplever, at forældrene takker for fællesskabet og for at få muligheden for at give deres børn disse oplevelser. Børnene takker for leg og for at have noget at fortælle, når de kommer tilbage i skolen. Der er en stor identitet i ikke at være det barn, der ikke har lavet noget i ferien.”
Kita var i sidste uge på ferie i Helsingør Ferieby sammen med sin forlovede og sine to børn, og hun bekræfter dette:
”Det er rart at få lov til at komme på ferie. Vi har ikke så mange penge, så der er kun den her mulighed. Vi havde egentlig planer om at tage til Lalandia, men så blev jeg gravid, og så skulle pengene bruges på noget andet.”
Familierne bestemmer selv, hvilke arrangementer de ønsker at deltage i på ferien, men Kita sætter stor pris på, at andre har styr på planlægningen og det praktiske:
”Det er rart, at vi ikke skal tænke på, hvordan vi kommer herop, at vi får kostpenge, og at der er arrangeret ture for os. Vi skal bare tænke på at have det sjovt.”
En anden mor, der ønsker at være anonym, udtrykker også stor taknemmelighed over, at hun og teenagedatteren har fået en håndsrækning fra Folkekirkens Feriehjælp:
”Vi er meget glade for at være med. Hvis vi ikke var kommet med her, havde vi ikke haft andre muligheder,” fortæller hun, og hendes datter supplerer:
”Jeg glæder mig allermest til fredag, for der skal vi alle sammen på asiatisk restaurant.”
Noget at fortælle
En stor del af grunden til, at det kan lade sig gøre at invitere 250 familier på sommerferie, er de frivillige, som landet over knokler både før, under og efter ferierne. Flere af dem bruger deres egen ferie på at give andre og mere udsatte familier en god sommerferie, og mange har været med i flere år. Én af dem er Annette Olesen, der er tilknyttet Dianalund Kirke.
”Jeg er tidligere lærer. Et af de første år, jeg var med til infomøde inden en lejr, sagde en mor til mig: ’Ej, tænk når børnene kommer tilbage i skolen, har de noget at fortælle nu.’ Den sætning brændte længe hos mig, for som lærer har jeg jo mange gange spurgt mine elever, hvad de har lavet i deres ferie,” fortæller Annette Olesen og fortsætter:
”Det er en glæde for mig at kunne være med til at give børn den mulighed for oplevelser. Og så er det i øvrigt vigtigt for mig at pointere, at familierne er på ferie og ikke på lejr. Når børnene kommer tilbage i skole, kan de med rette fortælle deres kammerater, at de har været på ferie med deres familie i Helsingør.”
Annette Olesens negle afslører, at hun har været en tur i neglesalon hos nogle af børnene og de unge. Derudover bød sidste uge i Helsingør Ferieby desuden på træklatring, skattejagt, spillebule og ture til Kronborg og Bakken. Noget var arrangeret af de frivillige, andet af Helsingør Ferieby.
Et netværk derhjemme
Som udgangspunkt er familierne samlet i grupper alt efter, hvilken kirke de er på ferie med. Og det er der især én grund til, fortæller Sanne Glerup Damborg:
”Mange af deltagerne har ikke et særlig stort netværk derhjemme, så det er vigtigt, at de her på ferien får skabt nogle relationer, de kan bygge videre på derhjemme, så der også er nogen at drikke kaffe med, når de kommer hjem.”
Der er derfor også en rød tråd mellem ferierne i sommerlandet og det diakonale arbejde hjemme i sognet:
”Mange kirker vil gerne lave familienetværk for sårbare familier, og i kirken kan man lave rum for inklusion. Men ved at tage familierne med på en uges ferie vinder man, hvad der svarer til to års arbejde. Simpelthen fordi der bliver skabt nogle relationer og en tillid, der kan bygges videre på, når man kommer hjem,” fortæller Sanne Glerup Damborg.
Det bekræfter moren og hendes teenagedatter.
”Vi har fået et fællesskab med nogle af de andre, fordi vi har været afsted før. Det er rart, for det er nemmere at komme hinanden ved, når man kender hinanden lidt.”
FAKTA OM FOLKEKIRKENS FERIEHJÆLP
- Folkekirkens Feriehjælp sender i alt 800 personer, fordelt på 250 familier på sommerferie i år.
- Ferierne foregår flere steder i landet i uge 27, 28 og 32.
- Familier fra 35 sogne i Danmark er på sommerferie. Seks sogne i Helsingør Stift sender familier afsted.