Lise-Lotte Rebel: Evangeliet har altid et ord
Det er vigtigt, at vi giver det trøstende budskab videre, selvom mange af aktiviteterne i kirken er lukket ned, siger biskoppen.
Af Malene Bjerre
Det har været et hektisk døgn for Lise-Lotte Rebel og de andre biskopper, fortæller hun. En stor del af tiden har de tilbragt til Skypemøder for at udforme en vejledning om, hvordan kirkerne skal forholde sig under Corona-pandemien. Men knap var de blevet enige om ordlyden til en udtalelse, før virkeligheden havde overhalet biskopperne og de tiltag, de havde besluttet sig for, ikke længere var tilstrækkelige. Så måtte de tage en ny omgang, fortæller hun.
"Det er jo en meget trist situation, som vi ser på med stor alvor," siger Lise-Lotte Rebel. "Derfor har vi også været nødt til at tage så drastiske skridt som at aflyse gudstjenesterne indtil videre. I den tid vil jeg gerne bede provstier og sogne om at holde godt øje med hjemmeside og nyhedsbreve.
Og så håber jeg, at kirkens forkyndelse kan nå ud på andre måde end den normale i denne svære tid. Evangeliet har et ord i alle livets situationer, også når vi er ængstelige og frygter for det ukendte. Det er vigtigt, at vi giver det trøstende budskab videre. Og jeg ved jo heldigvis, at vi har nogle meget dygtige folk i kirkerne i Helsingør Stift, både ansatte og frivillige, som vil hjælpe med at få det bedste ud af situationen."