Biskop efter tre års krig i Ukraine: Vi tror på fredens Gud

Fredsgudstjeneste, 24. februar 2025, Holmens Kirke (3-årsdagen for den russiske invasion af Ukraine)

Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst (Johs 14, 27).

Det menneskelige samfund bygger på ord. Vi er afhængige af, at vi deler en fælles forståelse af de ord, vi bruger for at nå hinanden. Det er ikke det samme som enighed. Uenigheden, dialogen og den politiske samtale er det frie samfunds åndedræt. Men vi er afhængige af, at ord holder, hvad de lover og at ord holdes. Det er fundamentet. Uden det bliver åndedrættet og den fælles samtale kvalt.

Den russiske invasion af Ukraine, som blev indledt i dag for 3 år siden, blev fra russisk side i begyndelsen kaldt ’en særlig militær operation’. Men for den ukrainske befolkning har det fra den første dag været en ødelæggende krig. Den er sågar blevet kaldt ’hellig krig’ i et skamløst forsøg på at legitimere volden og aggressionen i en højere sags tjeneste. Men det er misbrug af Guds navn – for Gud, den hellige, byder os at vælge livet og sandheden og elske vores næste som os selv.

Vi samles til gudstjeneste på dagen, hvor den ukrainske befolkning nu i tre år har måttet lide og kæmpe for at forsvare deres liv og land mod død og destruktion.

Vi vil ikke glemme de lidelser, den ukrainske befolkning har gennemlevet og fortsat gennemlever. Vi vil ikke glemme de ofre, de har ydet for at holde fast i retten til et liv i fred og frihed. Vi vil ikke glemme deres kamp for selvbestemmelse og deres modstand mod, at rå magt skal definere et folks skæbne og et samfunds udvikling.

Krig er et sammenbrud af politik og menneskelighed. I krigen drukner ordene i vold eller får fordrejede og groteske former. Men netop her, ind i denne kaotiske situation, hvor ufred og menneskeforagt råder, lyder ordene:

Min fred giver jeg jer. Som en resonans fra en anden verden, lyder det ind i vores verden, at der skænkes os en fred, der ikke sikres med bøllemetoder eller våbenmagt. En fred, der ikke kun handler om fravær af krig, men derimod om en fred, der har sit udspring i Guds vilje.

Det er Gud selv, der taler ordene og vil have os til at se, at vi ikke lever i en gudsforladt verden, men i en verden, båret af Hans ord: ’Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst’. Gud er ikke færdig med verden; som skaber arbejder Han fortsat på den, i Jesus Kristus lider Guds selv med den og i sin Ånd virker Gud i os for at forvandle uro og lidelse til velsignelse og nyt mod.

Våbnene kommer vi ikke udenom. Men vi skal gøre os klart, at sand fred, Guds fred, ikke sikres af en hverken mur eller bag et geværløb. Den fred, Kristus taler om og lover os, går på tværs af nationer, alliancer, klasser og sprog. De er alle sammen udtryk for bindinger og er som sådan gyldige og alt andet end ligegyldige. Det ser vi nu. Men de er ikke endegyldige. For bag muren findes der mennesker, der som vi er Guds mennesker – for enden af geværløbet står det lidende medmenneske.

Vi kan og må aldrig gøre os immune over for denne verdens lidelser. Den fred, Gud lover os, er en fred, der kæmper for fred, længes efter forsoning, og i sig bærer håbet om, at retfærdighed og fred sætter sig igennem.

Vi tror på fredens Gud og på, at Guds ord holder, hvad det lover. Det gør vi i tillid til, at Gud taler sandt, når Han siger: Min fred giver jeg jer. Det er et ord og en fred, der ikke lader sig knægte af denne verdens magtfulde, og som ingen alliance, stærk eller svag, kan løbe over ende. Den har sin grund og rod i Guds evige kærlighed, i en vilje, der taler til menneskehjerter og som ikke sparer sig selv, men går korsets og lidelsens vej.

Det er ikke os, der gør Guds navn stort. Det er alene Gud selv, der kan vise sig som den levende, nærværende, retfærdige og nådige Gud. Det sker, når vi udtaler Hans navn netop som et navn og ikke som en forklaringsmodel, der skal reparere hullerne i vores ramponerede virkelighed eller blåstemple vores handlinger som nogle, Gud har ønsket. Derfor beder vi dagligt: Helliget blive Dit navn! Den bøn, har vi og hele verden brug for.

Intet er i dag vigtigere end at forkynde Guds fred, intet er mere påtrængende end at give stemme til ordene om, at Gud skænker os sin fred – på tværs af skel, på tværs af stolthed og alliancer, på tværs af fjendebilleder og had.

Det betyder ikke, at troen reduceres til inderlighed og at vi blot kan sætte os med hænderne i skødet og vente på, at Gud lader sin vilje ske.

Det ville være en fornægtelse af verden, som er Guds. For således elskede Gud verden, at Han gav sin enbårne søn. Gud elsker verden – og har i sin Søn budt os at elske vores næste som os selv. Vi er sat i verden og intet i Guds ord kan begrunde, at vi lader hånt om verden og dens skæbne.

Det er ikke sådan, at troen giver os garantier eller håndfaste anvisninger på, hvordan vi handler rigtigt. Men troen er den ånd, vi handler i og som bevæger os. Derfor beder vi Komme Dit rige! Vi beder om ånd, vi beder om hjælp, vi beder om at vi må blive befriet fra selvtilstrækkelighedens og selvoptagethedens magt, fra voldens magt og magtens vold.

Hvor Kristus er, der er Guds rige; større end alle riger, stærkere end alle magter og sandere end al menneskelig ære.

Må Hans fred være med os alle!

Amen.