Jubilæumsudstilling skaber fortsat samtale og refleksion
Det er 75 år siden de første kvindelige præster blev ordineret og "embedet blev helt," som Peter Birch formulerede det. Jubilæet har været en anledning til at tale om præsterollen anno 2023. Derfor har vi spurgt tre præster om at dele deres refleksioner.

Helle Viuf, Sophie Juel og Asta Gyldenkærne har alle tre stiftet bekendtskab med Sille Arendts portrætudstilling.
Af Benjamin Birk Christophersen
I april markerede Helsingør Stift 75-året for ordinationen af de første kvindelige præster med en portrætudstilling i Helsingør Domkirke. Fotograf Sille Arendt producerede udstillingen, hvor 19 af stiftets præster blev portrætteret sammen med en genstand af særlig betydning for dem. Siden har portrætterne været udstillet i Vejleå Kirke, Frederiksværk Kirke og Frederikssund Kirke.
Portrætudstillingen har skabt et rum for refleksion og samtale. Derfor har vi spurgt tre præster om at dele deres tanker om jubilæet og udstillingen. Læs med herunder.
Læs også biskop Peter Birchs hilsen i forbindelse med jubilæet: 75-årsjubilæum for det hele embede
Sophie Juel: Hvordan er det gået os og hvordan skal det gå de næste?

Sophie Juel er provst i Frederiksværk Provsti. Hun er desuden en af de portrætterede præster (foto: Sille Arendt).
”75-året har været anledning til at stoppe op og se tilbage og til siden. En særlig opmærksomhed omkring dem, der har gået før os – den række man er trådt ind i og efter, dem jeg går sammen med, som fagfæller og kolleger nu, og selvfølgelig også tanker om dem der skal komme efter os, de nye teologer og præster. Hvordan er det gået os og hvordan skal det gå dem?
At takke ja til at medvirke i udstillingen, har givet et år med mange gode oplevelser, interessante samtaler og meget stof til eftertanke. For eksempel hvordan kolleger og jeg selv reflekterer - eller IKKE reflekterer - over vores køn som præster. I forbindelse med at udstillingen kom ud i sognene, bl.a. i Frederiksværk-Vinderød Sogn, har det været spændende at høre hvad menighed og sognebørn egentlig tænker over i forhold til præstens køn.
Og så gav det at medvirke i udstillingen også anledning til at helt lavpraktiske spørgsmål meldte sig:
Hvilket noget tøj tager man nu på når man skal fotograferes i ”civil”? Hvilken genstand skulle man nu medbringe til fotografering?
Det interessante, og det er vel det som kunst kan og skal, er selvfølgelig at disse lavpraktiske spørgsmål satte tanker i gang: Hvad er det egentlig for en præst jeg går rundt og er til hverdag. Som præst er man vant til at have mange ord – jeg har flere end de fleste – hvad er man så når man ikke må udtrykke sig verbalt eller på skrift?"
Læs også Sophie Juels tale ved ferniseringen: Måske skal vi tale om ”Hvad ville Jesus have sagt”?
Asta Gyldenkærne: Kvindelige præsters tilstedeværelse har ændret folkekirken.

Asta Gyldenkærne (th.) er sognepræst ved Kirkerne i Ishøj, hvor udstillingen har været opstillet i efteråret. Her sammen med fotograf Sille Arendt ved åbning af udstillingen i Vejleå Kirke.
”For mig har der været noget tankevækkende i, at 75 -års jubilæet for ordinationen af de første kvindelige præster har fyldt så meget i år, når 50–års jubilæet nærmest ikke blev markeret. Jeg har været præst så længe, at jeg også var præst dengang i 50-året – i 1998. Dengang blev der ikke gjort meget ud af jubilæet. En bogudgivelse kom der, men ellers ikke meget mere. Jeg har ikke forklaringen på det, men måske hænger den større fejring og markering sammen med, at der nu er gået så mange år, så det måske er blevet tydeligere, at kvindelige præsters tilstedeværelse har ændret noget i folkekirken? At det var med til at forandre folkekirken, så den blev til noget andet end den havde været tidligere? Eller måske hænger det sammen med, at der i disse år bliver talt meget mere om identitet og køn end bare for ganske få år siden, og det er noget, der har det med at komme i bølger? Den seneste bølge var i 1960érne og 70érne, og nu er det så her igen – bare i en ny form.
Jeg har ikke svarene på det. Men det vi andre ikke kan svare på, det er der ofte nogle kunstnere, der kan åbne en flig for og give os en indsigt i. Og det synes jeg, at Sille Arendt har gjort med sine portrætter af de 19 præster.
Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen lod i sin tid inde i Københavns Domkirke de tolv apostle stå med hver deres attribut. Peter med nøglerne, Andreas med korset og Paulus med sværdet, og sådan står kvinderne også på fotografierne med hver deres genstand, som de har en historie med. En historie om tro. Den baggrund som de er fotograferet med, er fra et gammelt kloster, hvilket også er med til at trække lange tråde tilbage i kirkens historie. Portrætterne er således både nutidige og sat ind i en lang historisk kirkelig tradition. Som en fin påmindelse om, at kvindernes historie i kirken ikke er af nyere dato. For kvinderne var med fra apostlenes dage. De var med i de første menigheder.”
Helle Viuf: Lad os turde tage fat på problemerne.

Helle Viuf er sognepræst i Herstedvester Sogn og skriver om den oplevelse hun havde, da hun tog til ferniseringen i Skt. Olai i april (foto: Sille Arendt).
”Da jeg træder ind i rummet, bliver jeg ramt. Ikke bare ramt, men dybt berørt. Jeg træder ind midt i de mandshøje portrætter af 19 meget farverige kvindelige præster. Samtidigt med at jeg overvældes af synet, overvælder fortiden mig i form af en grådlabil taknemmelighed: Tak til jer, der tog kampen dengang i 40’erne, så Øllgaard kunne ordinere Ruth, Johanne og Edith.
Biskop Peter Birch talte meget fint om at med deres ordination blev embedet helt, sådan som det skulle være, da evangeliet er lagt i menneskehænder og ikke blot i mandehænder.
Fortiden rullede ind fra fjerne kyster under fremtidens horisont, for fortiden ramte mig samtidigt med fremtidens udfordring. Midt i min taknemmelighed over de kampe der var taget - mig til gavn - iblandede sig også en sorg; kirkesorg. Der er stadigvæk forhold, der skal bedres markant.
Mon ikke vi kan drømme om, håbe på og fortsætte med at kæmpe for, at det fremover alene skal handle om kvalifikationer ved ansættelse og ikke køn, ikke social status, ikke seksuel orientering eller mange af de andre båse, vi har travlt med at putte os selv og hinanden i.
Nu går vi ind i 2024 og hvad tager jeg med mig? Jeg har bestemt et stort håb med mig om at vi fortsat tør tage fat, der hvor der er problemer at tage fat på i folkekirken.”