Ensomhedsudfordringen skal løses i fællesskab

Af Sanne Glerup Damborg, diakonikonsulent ved Helsingør Stift

”Man kan vænne sig til at leve med savn, sult, skilsmisse og dødsfald. Men man vænner sig aldrig til at være ensom.”

 Forperson for Folkebevægelsen mod Ensomhed, David Vincent Nielsen tog med denne udtalelse hul på formiddagens tætpakkede program og gav de 70 fremmødte i Grønnevang Kirke en fælles forståelse for, hvad ensomhed er for en størrelse.

Hans oplæg blev fulgt op af Asger Johannsen, udviklingskonsulent i Røde Kors og medstifter af konceptet ”Baba - fordi far er vigtig.” Asger gav et ærligt og genkendeligt indblik i Røde Kors’ organisering af frivillige og fællesskaber. En af hans pointer var, at vi ofte er gode til at lave fællesskaber for og med dem, der ligner os selv. Det er let og hyggeligt. Det er bare ikke altid let og hyggeligt at træde ind i sådan et fællesskab, hvis man ikke er 65 år og hedder Birgitte – upåagtet den gode intention. Asger fortalte om de gode erfaringer fra Baba, hvor præmissen er at få fædre med minoritetsbaggrund i tale om, hvad de har lyst til – og hvilke ressourcer de kan bibringe fællesskabet.

Formiddagens sidste oplægsholder, Hans Ravn Iversen, tidligere lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet, gav os den diakonale tilgang til at skabe kirke med krop ved at referere til alt fra Grundtvig til Hartmut Rosa. ”Vi er kaldet til fællesskabet, og vi er forpligtet på at skabe rummet til det,” lød det.

Alle blev fra start sat på arbejde, og efter hvert oplæg skulle der reflekteres over, hvilken pointe man hver især tog med sig fra oplægget. Pointer, der senere dannede grundlag for fælles proces til at skabe forandringer, der kan modvirke ensomheden lokalt. 

Det gode værtskab

Noget af det, der stod klart efter formiddagens oplæg, var, hvor vigtigt det gode værtskab er for, at det menneske, der kommer til et nyt fællesskab, føler sig velkommen. Derfor blev frokosten introduceret som et eksperiment, hvor alle deltagere på forhånd var blevet blandet i tilfældige grupper og dermed sat i et nyt fællesskab. Alle gik til udfordringen med en positiv indstilling og fik i fællesskab dækket bord, hentet mad og sørget for hinanden.

Efter frokost blev det for alvor tid til at arbejde med, hvordan vi som kirke i samfundet kan arbejde mere konsekvent med ensomhedsudfordringerne. Frokostgrupperne fungerede nu også som arbejdsfællesskaber, og den gode stemning, alle havde arbejdet for under frokosten, bar frugt.

Anika Follmann, projektleder og facilitator fra Filadelfia Uddannelse introducererede de fremmødte til en skarp procesplan, der fik alle til at tænke og handle. Blandt andet blev alle bedt om at reflektere over deres egen rolle som vært ud fra frokostoplevelsen. Og som en deltager sagde:

”Det var sjovt at blive kastet ud i sådan en bordplan. Det var, som om alle gjorde sig lidt mere umage med at være den bedste udgave af sig selv i fællesskabet, fordi vi ikke bare kunne tale med dem, vi plejer. Det gjorde mig opmærksom på, hvor alene man godt kan føle sig ved et bord, og at det også er min opgave at sørge for at inkludere nye i samtalen. Det tager jeg med hjem!”

Sammen står vi stærkest

I grupperne blev der udvekslet idéer og nye tanker om fællesskaber og kirkens muligheder i lokalsamfundet. En pointe, der gik igen i samtlige samtaler, var blikket ud af kirken. Fokusset på, at kirken er en lokal aktør, der kan en masse, men at vi sammen med Ældre Sagen, Røde Kors, kommunen og alle de andre aktører kan så meget mere.

Med henvisning til David Vincent Nielsens og Asger Johannsens oplæg blev der talt om, at vi lokalt skal være med ved civilsamfundsbordet for at byde ind med det, vi kan, men også være gode til at henvise til de tilbud, andre er bedre til at lave end os.

”Sammen mod Ensomhed” var ikke en konference som alle andre. Det var et arbejdsfællesskab, der helt tydeligt bar præg af, at alle fremmødte så ensomhedsudfordringen som en fælles opgave. Derfor var der også til slut mulighed for at samles med andre deltagere fra eget sogn og lave en reel handleplan i forhold til lokal forandring hjemme i sognet.  

Flere af de lokale handleplaner havde, da dagen sluttede, som vigtigste fokus at sørge for at skabe møder mellem lokale aktører og spille kirken ind på ”fællesskabs-førsteholdet”, som en så fint udtrykte det.

Handling bag ordene

Deltagernes ihærdighed i processen var imponerende, og det bliver virkelig spændende at følge med i, hvad bare små justeringer kan gøre.

For fjorten dage siden stod vi på Christiansborg til ”Topmøde om Diakoni” med kirkeminister Morten Dahlin. Den mest fremtrædende pointe var her: ”Vær stolt af det, de diakonale fællesskaber kan, og pral med det. Råb op lokalt og sæt jer med ved bordet med civilsamfund og kommune.”

Efter i torsdags kan jeg med stolthed sige, at i Helsingør Stift taler vi ikke bare om forandring – vi handler også. Med samarbejdsplatforme som for eksempel ”Folkebevægelsen mod Ensomhed” sætter vi os ved bordet og giver de diakonale fællesskaber en stemme. Vi arbejder på at skabe en model for lokale samarbejder mellem kirke og kommune, og vi tager samfundsansvaret seriøst, når vi går #sammenmodensomhed.

En lang og udbytterig dag sluttede i kirkerummet med en gudstjeneste af biskop Peter Birch. Et øjeblik til stilhed og indadvendthed efter en dag i højt tempo var på sin plads. Og lige der, midt i ”Spænd over os dit himmelsejl” var det også muligt at føle sig alene, ikke ensom, men tryg alene i et fællesskab der er større end dig og mig…

Voxpop

Hvad er det vigtigste budskab, du tager med herfra i dag?