Fortalt til Malene Bjerre
Jeg er både døbt og konfirmeret. Jeg forholdt mig ikke til, om jeg troede på Gud, dengang jeg skulle konfirmeres – jeg fulgte bare strømmen. Konfirmationsforberedelsen gjorde heller ikke det store indtryk. Et enkelt minde har jeg derfra, nemlig at præsten bandede. ”Hold for fanden jeres kæft,” råbte han til os.
I starten af 20’erne meldte jeg mig ud. Jeg havde en ven, der var inkarneret ateist, og som elskede at diskutere og vidste, præcis hvad der stod i Bibelen. Vi væddede en øl om, hvorvidt jeg turde melde mig ud. Det turde jeg godt.
Da jeg kom ned til kordegnen, spurgte han mig, om jeg var sikker. ”Hvad har du af argumenter imod?” spurgte jeg. Han sagde, at min gravplads ville blive dyrere, og at det ville komme til at stå på min dåbsattest altid. Det havde jeg ingen problemer med.
Så mødte jeg hende, jeg er gift med i dag. Det var en selvfølge, at vi skulle giftes i en kirke, også for mig. Mine børn er også døbt. Indimellem har jeg overvejet, om jeg så ikke burde melde mig ind igen, men det kom jeg fra. Når jeg en enkelt gang kom i en kirke ud over juleaften, følte jeg mig virkelig som gæst. Jeg forstod ikke, hvornår man skulle rejse og sætte sig, og kendte ikke salmerne. Det føltes også stadig mest, som om præsten skældte ud.
Da min ældste datter startede til konfirmationsforberedelse, gik jeg med hende nogle gange. Præsten her var helt anderledes. Hun var dybsindig og interessant, men havde også humor. Jeg fik fornemmelsen af, at jeg faktisk kunne blande mig midt i gudstjenesten, hvis jeg havde lyst. Jeg følte mig velkommen på en ny måde.
Og så gik det op for mig, at det faktisk ikke er til diskussion, om jeg tror på Gud. Hver gang jeg skal ud at flyve, beder jeg en bøn, når vi letter, og siger tak, når vi lander. Kun helt kort, for jeg skal helst ikke forstyrre. Men det giver jo ingen mening, hvis jeg ikke tror på Gud. Så det gør jeg altså. Jeg tror på budskabet, og jeg tror på, at der er noget større end mig. Så syntes jeg også, jeg måtte melde mig ind igen.
I dag kommer jeg i kirken, så tit jeg kan. Jeg oplever et fællesskab sammen med de andre kirkegængere, der betyder noget for mig. Og så har præsten vist, hvor relevant kristendommen er for mit eget liv. Jeg er kommet til at forstå troens sprog bedre, og i dag kender jeg salmerne og kan lide dem – også dem, der ikke sagde mig noget tidligere. Jeg føler, at både Bibelen og salmerne kan spejle mit liv og vise mig forskellige måder at agere på. Men jeg tror ikke, troen på Gud var kommet, hvis jeg ikke var blevet inviteret indenfor på en måde, der var relevant.
