Sognepræst: Vi skal se lyset i hinanden

Antje Eichel er 55 år gammel og ansat ved Strandmarkskirken i Hvidovre som sognepræst. Hun har været lærer gennem 20 år på N. Zahles Gymnasieskole.

"Jeg er vokset op med klassisk musik, som min mor spillede meget højt og hele tiden på sit anlæg i mit barndomshjem, men pudsigt nok elsker reggaemusik. Helt fra jeg var 15 år gammel og hørte genren første gang, rørte den dybe bas og det legendariske ”one drop”-beat mit hjerte, og det blev til en livslang kærlighed til denne musik. Jeg har siden mine helt unge år sunget i forskellige danske reggaebands og har et pigereggaeband, ”Moonshine Movers”, sammen med en veninde. Den originale reggaegenre er en dybt spirituel genre, og rigtig mange sange er dedikeret til Gud. Teksternes budskaber er hentet fra Bibelen, og jeg synes, det er genialt, at man i reggae kan synge til og for Bibelens Gud, og stadig er det en musikgenre, der er blevet spredt til alle verdens hjørner og favnes af alle slags mennesker med forskellige religiøse anskuelser. Det er denne åndelighed i musikken, der ledte mig til mit religiøse ståsted i livet."

Hvordan vil du gerne være som præst?

Jeg vil gerne være med til at samle og forene folk. Folkekirken er et rigtig fint sted at komme, fordi den tilbyder en pause i hverdagen. Ikke nødvendigvis en tavs pause – men et øjeblik, hvor man giver sig selv ro til at føle Guds nærvær. Luther holdt meget af den slags korsang, hvor stemmerne fletter sig ind i hinanden og giver et tæt lydbillede, men han mente også, at man skulle lægge mærke til pauserne i musikken. Pauserne giver eftertænksomhed og ro. Jeg tror, den forkyndelse, der ligger i kirkens ritualer, er meget vigtig i et samfund, hvor mange grænser er ophævet. Mennesker i det moderne samfund kan få oplevelsen af at leve i kakofoni, for der er så mange ting at tage stilling til, så mange veje at gå, og individualismen bliver hyldet over alt andet. Men hvor er sammenholdet? Kirken kan, mener jeg, tilbyde samklang, for ritualerne er noget, der binder os sammen.

Hvad er det bedste sted i Bibelen - hvorfor?

Der er mange gode steder i Bibelen. Jeg kan især lide de steder, som giver os noget at tænke over. Noget, som ikke er lige let at forstå, men som kræver granskning og dog alligevel giver os indblik i en højere mening. Jeg holder af Højsangen med dens finurlige, saftige og kryptiske kærlighedssprog, hvor den elskede har øjne som duer, hals som Davidstårnet og tænder som nyklippede får. Jeg bliver draget af Ezekiels kaldelse til profet i Ezekiels Bog, kapitel 1. Denne vilde beskrivelse, hvor Ezekiel møder Gud. Mødet er fantastisk, storslået og skræmmende, og vi ser Guds herlighed og almagt, og mennesket overvældes af det ufattelige. Jeg synes, Markusevangeliet kapitel 11, vers 12 – 26, er fantastisk. Jesus er sulten og finder ikke figner på figentræet, fordi det ikke er sæson for figner, hvorefter han forbander træet og ”hangry” går ind i Jerusalem og rydder tempelpladsen for snydepelse og fupmagere, som besudler det hellige tempel med deres handel. Lignelsen er absurd, men også vidunderlig forståelig på samme tid. Jeg falder til ro i Johannesevangeliet, der i kapitel 1 med sin fine og poetiske tematik, sætter mørket op mod lyset, det lys, der er alle menneskers håb, det lys, der skinner i mørket og ”mørket greb det ikke.” Bibelen er magisk, mystisk og på samme tid meget nærværende.

· Hvornår synes du, det er svært at være kristen?

Jeg synes egentlig ikke, det er svært at være kristen. Der er i kristendommen en både en frihed og en bundethed, som ikke er at finde andre steder. Det handler om ”frihed under ansvar”, præcis sådan som det står i vores grundlov. Kristendommen er sund i en tid, hvor det hele handler om ”mig”. Egoet fylder som aldrig før, og kristendommen tvinger os til at se væk fra os selv, at se opad og ind i næsten, for det er i næstekærligheden, at Guds kærlighed virker. Mange mennesker i dag tror ikke, at de har brug for at tro. Men troen og behovet for at have tillid til noget, der er større end én selv, er der, og det viser sig både i de stille stunder, de svære tider og også i de øjeblikke, hvor vi er lykkeligst. Gud er med os hele vejen – det glemmer vi nogle gange at bemærke. 

· Hvad er kirkens vigtigste opgave i vores tid?

At give håb og at tilbyde et sted, hvor mennesker kan mødes og være - bare at være sig selv. Det vigtigste budskab, Folkekirken kan byde på, er, at mennesket altid er elsket, og at det nytter noget at elske hinanden. Jeg har det svært med fanatisme af enhver art. Fanatisme er statisk, og livet er dynamisk. Vi bruger mere tid på at slå hinanden i hovedet med, hvordan vi synes, at vores næste skal være, og dette er ofte bundet op på rigide forestillinger. I stedet burde vi se lyset i hinanden og glædes ved livets mangfoldighed. Kirken skal være et sted, hvorfra lyset sendes ud. Alle skal kunne føle sig velkomne i kirken og finde fællesskab. Vi skal ikke gøre menneskets årsager til Guds årsager. Gud er kærlighed – det er det kristne hovedbudskab. 

· Hvorfor valgte du at blive præst?

Jeg valgte at blive præst for at gøre en forskel. Det lyder som en forkalket og slidt kliché, men jeg mener faktisk, at det er vigtigt at ville gøre en forskel. Forskellen, jeg så kastede mig ud i, var at værne om og udbrede åndelighed, og jeg har med stor ydmyghed taget imod opgaven. Det var et stort øjeblik at blive ordineret, og med biskoppens velsignelse og Guds agtelse i ryggen at kunne: ”beflitte mig på at forkynde Guds ord rent og purt”, som der står i præsteløftet. Ord er magt, vi skal passe på, hvordan vi anvender dem. At forkynde rent og purt mener jeg, handler om at formidle Guds skaberværk til hinanden. Gud skabte lys i mørket. Derfor skal vi skabe lys hos og for hinanden.

Har du en teologisk mærkesag?

At de unge kommer mere i kirken, og at de får et forhold til det at være et ”åndeligt” menneske. Det kan være svært for unge mennesker at forholde sig til gudstjenester og til de øvrige aktiviteter, der foregår. Der er en stærk kerne af modne mennesker, der benytter sig af kirkens tilbud, men det kunne være fantastisk, hvis flere unge fandt et tilhørsforhold til kirken ud over konfirmationsalderen. Selvom der er ”minikonfirmandtilbud” i mange kirker, er der stadig et stort spring fra dåbshandling til konfirmationsforberedelse. Jeg tror, der ligger et kæmpe arbejde for Folkekirken i at få de unge til at vælge kirkelige aktiviteter til. Det kunne være en god ide at sætte konfirmationsalderen ned til omkring 12 år, selvom traditionen siger 14 år. Så ville det være en anden og måske mere modtagelig gruppe, kirken skulle arbejde med. De unge har så mange andre ting, der fylder lige netop i de tidlige teenageår. Arbejdet ville lønne sig på en mere frugtbar måde end i dag, hvis man konfirmerede dem i en yngre alder.

Hvilken bog ligger på dit natbord?

Der ligger mange bøger over det hele hjemme hos mig. Jeg har altid gang i mange projekter og dermed også bøger. Jeg læser gerne flere bøger på én gang, og synes det er svært at holde fokus til bare én bog ad gangen. Min debut som boglæser var Hobbitten og Ringenes Herre, som jeg slugte som barn – og elskede! Lige nu har jeg gang i: Marlon James: ”A Brief History of Seven Killings”, en bog om det politiske liv på Jamaica i 1970’ erne, Sandy Tolan: ”The Lemon Tree”, en bog om Israel-Palæstinaproblematikken med fortællinger fra begge sider af situationen, og Jeppe Åakjærs novellesamling ”Vesterfra og andre fortællinger”, noveller om landbobefolkningen i Midtjylland i starten af 1900–tallet. Jeg holder af godt sprog og gode fortællinger. Livet er i virkeligheden ens for alle. Alle mennesker kommer med deres egne erfaringer, både de gode og de dårlige. Ved at dele disse erfaringer kan vi genkende os selv i hinanden. Genkendelsen skaber bånd og nedbryder fordomme.