Kirkefremmede skal føle sig godt tilpas, mener ny Bagsværdpræst 

Af Benjamin Birk Christophersen

Den 5. januar blev Anasia Sjøstedt-Elnef (35) indsat som præst Bagsværd Kirke. 

Hun kommer fra hendes første embede i et tresogns-landsbypastorat på Østfyn, hvor hun har været de sidste 5 år. Med sig bringer hun sin mand Frederik, og to børn på tre og syv år.

Læs med herunder og lær Anasia Sjøstedt-Elnef bedre at kende.

"Jeg kommer med en lidt anderledes baggrund end de fleste andre præster, da jeg er opvokset i en ghetto, og kommer fra en familie, som har en lang tradition for vold, misbrug og kriminalitet. Jeg har derfor altid været sådan en, som stak lidt ud; jeg er den første i min familie med en gymnasial uddannelse, og den eneste som elsker skønlitteratur højere end dyre biler," skriver Anasia Sjøstedt-Elnef.

Hvordan vil du beskrive dig selv som præst?

"Som præst er jeg præget af min opvækst. Jeg tænker meget over, hvordan den kirkefremmede oplever mødet med kirken, og ritualerne, fordi jeg selv var kirkefremmed, helt indtil jeg selv blev præst. Det er vigtigt for mig, at alle føler sig set og mødt i kirken, og at alle kan være med til en gudstjeneste uden at føle sig forkerte."

Hvad er det bedste sted i Bibelen - hvorfor? 

"Personligt kan jeg altid finde inspiration i Romerbrevet, som i sin helhed er helt fantastisk. Men skal jeg genfortælle bibelhistorier til andre, så hiver jeg gerne fat i Sakæus eller kvinden ved Sykars brønd. De fortællinger, hvor et menneske bliver set af Gud uden fordømmelse, og hvor Hans kærlighed, skaber forandring i dem, oplever jeg kan noget helt særligt."

Hvornår synes du, det er svært at være kristen? 

"Jeg oplever, at det kan være svært at være kristen i mødet med andres fordomme. Jeg er et menneske, som er nysgerrig på andres tro, og som ikke pådutter andre mine tanker kristendommen, hvis de ikke selv har bedt mig om den. Jeg plejer at sige, ”at jeg kun prædiker for den menighed, som har kaldt mig”, for jeg er ikke præst til en familiefest eller en venindes housewarming. Alligevel kan jeg opleve pludselig at skulle være troens forsvarer midt under kanapéerne, hvis en på krigsstien hører, hvad mit arbejde er. Og dér kan jeg savne at få lov til at have en tro, som er personlig og privat, og ikke at skulle afkræves at skulle stå på mål for både kirken i sin helhed, og min personlige tro."

Hvad er kirkens vigtigste opgave i vores tid?

"Jeg tror, at kirkens vigtigste opgave i dag er at gøre opmærksom på, hvem og hvad vi er. For de fordomme, jeg møder, kommer af uvidenhed. Vi kan byde på så meget, som så få kender til. Og vi er relevante for så mange, som ikke tror at vi er noget for dem, fordi de ikke ved, hvad det er vi tilbyder."

Hvorfor valgte du at blive præst? 

"Som så mange andre ville jeg egentlig slet ikke være præst. Jeg brugte hele min studietid på at finde en måde, hvorpå jeg kunne læse teologi og ikke blive præst. Jeg tog også kun på pastoralseminariet for at få bekræftet, at det ikke var noget for mig. Men da jeg så havde min første gudstjeneste, så faldt det hele på plads. Jeg følte før da, at min tro ikke var stor nok, og at min person ikke kunne bære det. Men jeg oplevede, da jeg stod midt i det, at ritualerne bar mig, og at det ikke var mig og min tro det handlede om, men menigheden og deres. Jeg oplever det at blive budt ind i familier midt i deres liv største glæde, og dybeste sorg, som en stor og smuk gave, og at få lov til at være der for dem i det, som et stort privilegie. I dag kunne jeg slet ikke forestille mig at være noget andet end præst."

Hvilken bog ligger på dit natbord og har du en teologisk mærkesag?  

"Jeg er lige nu i gang med at læse Morgenstjernen af Karl Ove Knausgaard. I den dukker der pludselig en ny stjerne op på himlen, og man møder flere forskellige menneskers forestillinger om, hvad det betyder. Der findes nogle oplagte tanker om advent der; selvom romanen er temmelig mørk. Efter den glæder jeg mig til at læse Lars Sandbecks ”Når kærligheden dømmer”, for hvis jeg skal have en særlig mærkesag, som præst så må det være den universelle frelse, og det er altid skønt at høre andres kvalificerede tanker om den sag.

Det kunne måske stritte i mange retninger, men det hele hænger nok sammen på en eller anden måde; Pigen fra det svære hjem, som blev kvinden og præsten der må tro på, at Gud elsker os alle så meget, at han lod sin søn dømme os alle til frelse, hver og én. Selv dem, der har så lange straffeattester, som de fleste har, der hvor jeg kommer fra.

Dét glædelige budskab glæder jeg mig til at prædike for min kommende menighed i Bagsværd – både for dem, som bor i Værebroparken, og dem som har store huse ved søen – for vi har alle lige meget brug for Guds kærlighed og nåde."