Ny campuspræst: Bibelen er lidt ligesom musik

Af Benjamin Birk Christophersen

48-årge Solbjørn Weismann er tidligere gymnasielærer, studievejleder og rektor. Helt sikkert gode erfaringer, når hun nu skal dele sin tid mellem Frederiksborg Slotssogn og campusområdet i Hillerød, hvor hun indtager en nyoprettet stilling som campuspræst.

Hvad drømmer du om i din nye stilling?

I min nye stilling som sognepræst, i en så fin kirke som slotskirken, håber jeg at kunne være med til at skabe et nærvær her og nu, både når det handler om gudstjenester, men også ved livets store overgange. Jeg synes det er vigtigt at skabe rum, som ikke ses igennem egen eller andres mobillinse.

I den nyoprettede stilling som campuspræst håber jeg at kunne være med til at skabe plads til fordybelse og inderlighed. Hjælpe med, at unge voksne kan få sat ord på det der glæder og smerter, men også at skabe spas og frirum og måske endda nogle alternative legepladser og fællesskaber.

Hvad er det bedste sted i Bibelen?

Det bedste sted i biblen afhænger helt sikkert af stemning, situation og relation. Det er lidt ligesom med musik. Nogle enkelte stykker/dele kan dog tages frem til enhver lejlighed. Ét af mine favoritsteder er Johannes’ Åbenbaring kapitel 12, som handler om den fødende kvinde og dragen. Det er så voldsomt og så overraskende og jeg bliver fuldstændig suget ind i fortællingen. Og jeg bliver glad over at det har fået plads i Det Nye Testamente. Bredden i teksterne pirrer nysgerrigheden.

Hvornår synes du, det er svært at være kristen?

Jeg synes det er svært at være kristen, når sandheder bliver til sandheden. De kristnes historie, vores kirkes historie og vores fælles tekster har altid været i bevægelse og det har jeg det bedst med. Det er ikke det samme som at sige at der for mig ikke er sandheder. Jeg er blot stor fortaler for nysgerrighed, fælles undringsuniverser og nuancer – flest mulige stemmer i spil. Og så er der selvfølgelig altid nogle rammer, men selv rammer er ikke statiske på ubestemt tid. 

Hvad er kirkens vigtigste opgave i vores tid?

I vores tid har kirken mange vigtige opgaver. Jeg synes, vi som kirke har en stor opgave i at være der for de unge. Men også for mange andre grupper i samfundet. Jeg kunne godt ønske mig mere dialog, også med dem som ikke er vant til at komme i kirken. Og i stedet for at tænke på, at den tærskel det er, at gå ind af kirkedøren skal gøres lavere, så drømmer jeg om at tærsklen bliver mere organisk.

Jeg synes også vi som kirke og menighed har en stor rolle i forhold til at skabe håb. Det har vi alle sammen brug for.

Hvorfor valgte du at blive præst?

Jeg valgte at blive præst fordi jeg i næsten 20 år har arbejdet med undervisning, samtaler og ledelse. Jeg har haft virkelig mange samtaler og når man repræsenter et system, som jeg har gjort i mange år, så har sådan en samtale altid en agenda. Som præst vil jeg gerne samtale med mennesker med mere nærvær og mindre agenda. Og tænk, nu kiggede jeg lige ud af vinduet og lige der kom et pragteksemplar af min yndlingsbil svingende ud fra parkeringspladsen. Den helt gamle model af et folkevognsrugbrød. Så bliver jeg altså glad... Nuet må råde af og til. Nå, men... 

Jeg synes de kirkelige handlinger kan noget helt særligt. Det er ikke kun traditionen og det historiske vingesus som griber os, det er også muligheden for at træde ind i en “anden verden” for en stund. Lade rod og problemer være rod og problemer. Glemme det proaktive drive og blot være og så fejre de store begivenheder, samt være i de smertelige begivenheder, med hjælp fra ritualerne. Det kan noget.

Hvilken bog ligger på dit natbord?

På mit natbord ligger der ingen bøger. For det første ejer jeg ikke et natbord og for det andet ved jeg ikke noget bedre end at blive lullet i søvn af en god oplæserstemme. Men ofte en god krimi, som ikke kræver for meget af mig. Jeg har i en lang periode læst meget faglitteratur og sommerferielæsningen skal derfor være noget hyggeligt. Faktisk kan jeg godt lide billedbøger, de er inspirerende på en måde, som sætter gang i kreativiteten, uanset om det så handler om strik, syning, have eller gamle maleteknikker. 

I sidste uge var jeg på Nivågaardsamlingen og så udstillingen med Alfons Åberg. Det gjorde mig både glad og nostalgisk. Det var jo minder fra min egen barndom med Thomas Winding som oplæser og fra mine børns yngste år. Og så gik jeg sammen med min yngste på 12 en tur i parken bagefter, hvor vi læste og snakkede om alle de hengemte ord der er sat op overalt. Det kan varmt anbefales.