Ny præst i Karlebo: Stop med at spørge, hvordan vi gør kirken relevant

Af Steen Toft Winther

Karlebo Sogns nye præst Christian Hyttel har fået den kristne tro ind med modermælken. Som lille tog hans forældre ham i kirke og i søndagsskole, og han kom også i børneklub og på søndagsskolelejre i Indre Missions regi. 

Han er 51 år gammel og sammen med sin kone Anja har han fem børn i alderen 14 til 25. 

I sine 20 år som præst har Christian Hyttel arbejdet i landsognet Olsker på Bornholm og i Stormarks Sogn i Nakskov. 

Han tiltræder som præst i Karlebo Sogn den 1. december.

Hvilken slags præst vil du gerne være?

Igennem livet og præstegerningen har jeg opdaget, at jeg først og fremmest som præst ønsker at være et menneske blandt mennesker. 

Jeg kommer ikke bedrevidende, belærende og med de rette løsninger – og slet ikke de nemme løsninger. Men når jeg som præst viser, at jeg er et menneske, at jeg er til stede, at præst ikke er en påtaget rolle, men at det er mig, så oplever jeg lydhørhed, fortrolighed og at der opstår et rum, hvor vi kan dele evangeliets sandhed, glæde og håb. 

Jeg vil gerne tale om Jesus. Men først må vi have et fælles udgangspunkt at tale ud fra.

Hvad er efter din mening kirkens opgave i lokalsamfundet?

Vi må ikke undervurdere betydningen af, at kirken er synlig. 

At kirkebygningen helt konkret ses og klokkerne høres, medvirker til at skærpe vores bevidsthed om den enorme betydning, den kristne tro og tradition har haft i vores land. Kirken er et fællesskab, og det er der brug for i en tid, hvor individualismen blomstrer. Vi skal være et fællesskab, hvor vi alle kan være som dem, vi nu er hver især. 

Og så skal vi lade være med at spørge, hvordan vi gør kirken relevant, eller hvordan vi gør evangeliet relevant. Lad os i stedet spørge hinanden, hvordan vi forkynder evangeliet sandt, og hvordan vi taler sandt om mennesker og Gud – i vores lokalsamfund. 

Dertil skal vi naturligvis bruge alle vores evner og al vor opfindsomhed.

Hvad er det bedste sted i Bibelen?

Strid troens gode strid - grib det evige liv, som du er kaldet til (1. Tim. 6,12). 

Det vers står i min gamle konfirmationssalmebog. Jeg synes, det er så fin en ledetråd i livet. Der er noget, jeg kun kan gribe og gribe ud efter; det, Gud giver og har bestemt for mig. Men jeg kan kun gribe det ved at tage kampen op og stride. Jeg kan ikke bare sidde og tro, at det falder ned i hænderne på mig.

Hvad gør dig glad?

Meget. At møde gode og hjælpsomme mennesker. At mærke min hustru og børns kærlighed. At se mine børnebørn. At opleve naturen. Jeg har først sent i livet lært, at det er i orden at føle glæde, også når meget giver grund til ikke at glæde sig. Man kommer langt ved at glæde sig over små ting.

Hvad er det bedste råd, du har fået?

Det ved jeg faktisk ikke. Men jeg ville da ønske, at nogen havde sagt til mig, at jeg ikke skulle være så bange for at sige, hvad jeg mener, og at jeg frimodigt skulle stå ved det, jeg føler og tænker.

Hvad ville du gerne være, da du var barn?

Sjovt nok ville jeg gerne være præst. 

Jeg blev bevidst om det, da jeg gik til konfirmationsforberedelse, og min egen præst gav mig Det Nye Testamente på græsk i gave. Min mor siger, at jeg bare var 11 år gammel, da jeg begyndte at tale om at blive præst. Det har aldrig været en drøm. Jeg vidste bare, at jeg skulle være præst.

Hvilken bog ligger på dit natbord?

Hvad enten jeg skal læse eller se film, så er min yndlingsgenre det historisk-fiktive. Ken Folletts århundrede trilogi om verdenskrigene samt den kolde krig og hans Kingsbridge trilogi hører til blandt favoritterne. Og så er jeg lettere forfalden til The Godfather i særdeleshed og krimier i almindelighed. 

Jeg behøver vel ikke sige, at Bibelen er en helt uundværlig bog – hver dag.