”Kristendommen er en kropslig historie”

Jakob Ulrik Hansen er 52 år. Fra januar er han ansat som sognepræst i Skt. Olai Kirke i Helsingør. Han er dog ikke ny i stiftet, tidligere har han været ansat i Stengård Kirke i Kongens Lyngby og før det i Udby og Hørby Kirker i Roskilde Stift. Han er gift med Hanne Bang, der er sygehuspræst på Gentofte Hospital og sognepræst i Gentofte Kirke. Sammen har de to sønner på 23 og 18 år.

Hvilken slags præst vil du gerne være i den lokale kirke?

Guds fortælling og Helligånden er ånd og luftbåren; og hvis kristendommen skal være synlig i verden, må vi sammen lægge krop til kristendommens fortælling. For i grunden er kristendommen en meget kropslig historie: Om ordet, der blev kød, og om, at vi nu skal være den fælles og synlig krop i verden, som bærer fortælling videre. Den lokale kirkes opgave er derfor at være det synlige fællesskab, som med ord og hænder forkynder tro, håb og kærlighed.

Hvad er din yndlingssalme?

Tanken om den luftige ånd, som bliver synlig kan også findes i Grundtvigs forunderlige pinse salme I al sin glans nu stråler solen. Salmens tre første strofer beskriver Åndens tilstedeværelse i den danske sommernatur, hvor paradis er genåbnet med Åndens udgydelse i pinsen. Ånden, som først blev registreret i naturen, får nu også sin virkning i menighedens gudstjeneste. Med Åndens opvarmning smelter alle modersmål sammen i det ’evige Halleluja’. Menigheden er til slut nu i den enbårnes herlighed. Det er kristendommens forunderlige budskab.

Hvad er det bedste råd, du har fået?

Jeg blev ordineret af Biskop Jan Lindhardt, og en gang sagde han til nogle af os nyansatte præster i stiftet: ”I skal bare tro på jer selv. Stole på de gode idéer, I får!” Herefter tog han brillerne af, for at se rigtigt på os og tilføjede: ”… det gælder i hvert fald mange af jer!” Gennem Jan Lindhards ironiske udsagn, lærte jeg, at frimodighed ikke er noget man får, men noget man selv må påtage sig.

Hvilken bog ligger på dit natbord?

Litteraturen er fyldt med eksempler på, hvordan mennesker udtrykker og udlever tro, håb og kærlighed. Det er altid inspirerende læsning. Men der er lige så mange eksempler på, hvor besværligt det kan være at finde håbet og kærligheden. Jeg har netop læst Henrik Pontoppidans De Dødes Rige. Det er en fortælling om, hvor svært det er at være det menneske, som den anden kan rejse sig ved, så livet kan lykkes. Og i den sammenhæng får også kirken en hård kritik.