Kirken er et sted for håb og trøst

Af Steen Toft Winther

Amalie Nørgaard Rathje tiltræder som sognepræst i Nærum Kirke den 1. maj. Det er 19 år siden, hun blev færdig som teolog, og de første par år arbejdede hun med kommunikation, oversættelse og projektarbejde i virksomheder og selvstændigt. For 12 år siden blev Amalie Nørgaard Rathje præst, og hun har arbejdet på Amager, i Farum og som hospitalspræst i Køge. Privat er hun gift og mor til tre.

Hvilken slags præst vil du gerne være?

Jeg vil gerne være en venlig og dygtig præst. En, der lytter og bliver brugt. Jeg holder af alle kerneopgaverne i præstearbejdet, og jeg glæder mig til at følge mennesker over tid og også engagere mig i lokalsamfundet.

Hvad er efter din mening kirkens opgave i lokalsamfundet?

Kirkens opgave er først og fremmest at være et sted, hvor evangeliet forkyndes og dernæst et fællesskab, som rækker ud over sig selv. Kirken skal være et mødested for alle slags mennesker; et sted for håb og trøst; hvor man kan udvide sin horisont og blive udfordret og favnet på et eksistentielt og åndeligt plan.

Hvad er det bedste sted i Bibelen?

Der, hvor den opstandne møder de modløse disciple efter en forgæves fisketur og siger: Kast nettet ud på den anden side, så skal I få fangst! Og det får de. Der er selvfølgelig mange gode steder i Bibelen! Men dette sted har jeg gemt i mit hjerte, siden en særlig og kær konfirmand bad om det som sit konfirmationsord. Der var så meget håb dér for ham – og for mig.

Hvad gør dig glad?

Resonans … Og en iskold dukkert i vores svenske skovsø.

Hvad er det bedste råd, du har fået?

Giv ikke slyngler lov til at tage modet fra dig.

Hvad ville du gerne være, da du var barn?

Jeg ville være journalist eller tekstforfatter, for jeg kunne godt lide at sidde for mig selv og skrive. Som barn var jeg alt for genert til at forestille mig, at jeg nogensinde kunne blive præst!

Hvilken podcast har du senest hørt?

Jeg har med stor begejstring lige hørt ”Sørine og kærligheden” i toget mellem København og Løgumkloster tur-retur. Sørine Gotfredsens undersøgelser af kærlighedens skikkelser og udfordringer inden sit bryllup bliver til fine, sjælesørgeriske samtaler. Bare der var lidt længere tid til, at hun skulle giftes.