Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Yderligere en præst skal vælges til Stiftsrådet

Helsingør Stift afholder udfyldningsvalg for at besætte posten som den tredje repræsentant for stiftets præster i Stiftsrådet.

Det lykkedes ikke ved valget i 2013, så nu gør Helsingør Stift endnu et forsøg. Stiftet afholder valg til en enkelt plads i Stiftsrådet for at afsætte et tredje mandat blandt stiftets præster.

Valget afholdes, fordi kun to sognepræster stillede op og blev valgt i 2013. Bekendtgørelsen om sammensætningen af stiftsråd foreskriver, at det skal bestå af tre repræsentanter for stiftets præster, og derfor er anmodningen om afholdelse af udfyldningsvalg i Helsingør Stift blevet godkendt af Kirkeministeriet.

Alle præster valgbare

Alle præster ansat i stiftet er valgbare. Valgbarhedsbetingelserne skal være opfyldt senest den 13. oktober 2014, kl. 19.00 (ved udløb af fristen for afhjælpning af mangler ved kandidatlisten).

Valgret / stemmeret har alle præster ansat i stiftet.

Hvis en præst ønsker at stille op til Stiftsrådet, skal vedkommende lade sig opstille på en kandidatliste og skriftligt give samtykke til at lade sig opstille på kandidatlisten.

Kandidatlisten skal angive følgende:

Kandidaternes navne, personnummer, bopæl samt kandidaternes hjemsted (pastorat eller andet ansættelsessted)

Om kandidaterne er opstillet sideordnet eller i prioriteret rækkefølge. Hvis kandidaterne er opstillet sideordnet, skal det fremgå af kandidatlisten, om kandidaterne ønskes opført i en bestemt rækkefølge eller alfabetisk på stemmesedlen

Hvis kandidatlisten indeholder mere end et navn, og kandidaterne er opstillet sideordnet, skal det fremgå, hvilke af kandidatlistens kandidater, der skal være repræsentanter til Stiftsrådet og hvilke, der skal være stedfortrædere i en bestemt rækkefølge, hvis afstemningen aflyses

Oplysning om, hvem der er listens kontaktperson - navn, telefonnummer og e-mailadresse.

  •  

En kandidatliste må kun indeholde navne på indtil 6 kandidater. Ingen kan opstilles som kandidat på mere end én liste.

Kandidatlisten skal være valgbestyrelsens sekretariat (stiftsadministrationen) i hænde senest mandag den 6. oktober 2014 kl. 19.00.

Kandidatanmeldelsen skal sendes enten til Helsingør Stiftsadministration, Hestemøllestræde 3 A, 3000 Helsingør,

Via e-post til stiftsadministrationen på adressen kmhel@km.dk eller afleveres personligt til stiftsadministrationen.

Stiftsadministrationens åbningstid er kl. 8.00 - 15.00 mandag - torsdag og kl. 8.00 - 12.30 fredag.

Stiftsadministrationen har den 6. oktober 2014 ekstraordinært åbent til kl. 19.00.