Stille bispevielse
På grund af de stærkt skærpede restriktioner udskydes den store fejring af bispevielsen til juni. Peter Birch tiltræder dog i stillingen som planlagt den 1. februar 2021.
I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at bispevielsen blev udskudt. Men den gennemføres i helt kort version - og fejres til juni.
Restriktioner om øget pladskrav og manglende sang betyder, at det ikke er muligt at gennemføre en meningsfuld bispevielse i forbindelse med den nyvalgte biskop i Helsingør Stift, Peter Birchs tiltrædelse den 1. februar 2021.
Det ligger fast, at Peter Birch starter som biskop som planlagt. Der bliver en mindre ceremoni den 31. januar og en større fejring den 20. juni.
"Vi mangler at få nogle detaljer på plads," siger kontorchef i Helsingør Stift Annette Nordenbæk. "Men det vigtigste for os er at sikre, at bispevielsen sker på forsvarlig vis. Det er ærgerligt, at vi må udskyde, men vi glæder os til en stor og festlig dag, hvor mange kan samles i Helsingør Domkirke, når det bliver muligt. Og vi melder selvfølgelig ud, så snart vi har detaljerne.
Fejring den 20. juni
Selve det formelle omkring bispevielsen gennemføres den 31. januar som planlagt. Der bliver tale om en ganske kort gudstjeneste med få deltagere, hvor selve vielsen finder sted med ordinationstale, iklædelse af kåbe og aflæggelse af løfte. Den 20. juni planlægges der en større gudstjeneste i anledning af bispevielsen. "Der regner vi med, at vi kan fejre bispevielsen ordentligt og gøre den festdag ud af det, som folkekirken og det danske samfund fortjener," siger Annette Nordenbæk.