Sognepræst efter vellykket stiftskonvent: Måske lurer oprøret lige rundt om hjørnet

Af Andreas Thom, sognepræst i Hørsholm Sogn

En bisættelse var tikket ind mandag kl. 12, så min ankomst til årets stiftskonvent på Grundtvigs Højskole blev noget senere, end det egentlig var meningen. Jeg gik glip af Søren Holst og Peter Lodberg. Til gengæld fik jeg glæden af en fyldt kirke, som sang så taget var ved at løfte sig – tilmed på de tre gange amen efter velsignelsen. Der blev sunget ”Se, nu stiger solen”, ”Du, som har tændt millioner af stjerner”, men også ”Om lidt bli’r her stille”. Troen blev bekendt med fast røst. Kisten var plastret til med utallige tegninger og perleplader. Da kisten var båret ud til bilen gik en stor del af følget efter tur op til kisten bankede på låget og slog korsets tegn. Det tog et stykke tid.

På vej til stiftskonventet, som i år bar titlen ”Den evige protest – kirken mellem oprør og orden”, tænkte jeg på, om jeg egentlig havde været en del af noget værre uorden. Det var jo ikke alt ved bisættelsen, som havde været lige efter bogen. Men måske var det i virkeligheden de små minioprør fra neden, som havde fået ritualbogens vejledende ordning for bisættelser og begravelser til at blomstre og emme af liv.

Louise Højlund drømte om et oprør fra neden i tirsdagens paneldebat mellem hende og Katrine Winkel Holm modereret af Jørgen Demant. Kirken er et gammelt hus, som kræver renovering. Den gamle maling (ritualbogen) gør det svært at ånde, bærende bjælker (bekendelses-skrifterne) er rådne og skal skiftes ud. Især den teologi, som det autoriserede dåbsritual forudsætter, er problematisk med dets vægtlægning på dåbsbarnets udfrielse af satans kløer.

Folket skal have mere at sige, og der skal gives plads til, at vi kan leve Kristuslivet og sammen arbejde på den bedre og mere retfærdig verden, som vi alle sammen drømmer om. (Det forblev dog lidt uklart, hvem folket, og hvad den bedre verden var). Kathrine Winkel Holms svar var koldt og kontant: Dåbsritualet er et spørgsmål om liv og død, og skal ikke forvandles til noget tyndt sjask, og idet hun citerede Søren Ulrik Thomsen: Hvis folket ikke kan komme til kirken med deres synd, så går de et andet sted hen.

Lige forinden havde vi hørt Mads Peter Karlsen fortælle om ”The Elvis of cultural theory”: Slavoj Žižek. Han havde selv undergået udviklingen fra old school ateist til kristen ateist – den eneste sande ateisme, fordi den gør op med forestillingen om den absolutte anden. Žižek advarer imod at udradere de problematiske steder i Bibelen, for det er netop spændingerne, som giver impulser til det sande menneskeliv. I øvrigt ligger oprøret i kristendommens dna. Jesus var det første medlem af kommunistpartiet og kun protestantismen har undgået at stivne i moralisme og/eller totalitarisme. Men, siger Žižek, der er dog et konservativt moment i ethvert oprør, for man drømmer jo om at vende tilbage til det gode, som (måske) engang var. På den måde er revolution og reformation to sider af samme sag.

Vi springer lige tilbage til mandag aften, hvor Anna Malzer, teaterleder på Mungo Park fortalte om sine kvaler med at navigere mellem ’woke’ og ’antiwoke’ strømninger. Teateret skulle for hende være et helligt rum, hvor den absolutte anden ganske vist glimrede ved sit fravær, men hvor en kunstner skulle kunne udtrykke, hvad han eller hun ville uden at være bange for automatreaktioner fra højre og venstre.

Og så frem igen til tirsdag eftermiddag, hvor vi hørte om minioprør ude i folkekirkelivet. Her står især Eva Holmegaard Larsens bidrag tilbage i erindringen med hendes opfordring til at turde at stå stille: I en verden, hvor alting bevæger sig, er det sande oprør fra kirkens side måske ikke at gøre det.

Onsdag formiddag solede vi os i Kristian Leths strålende tilstedeværelse. Protesten og oprøret er i kristendommen blevet noget helligt i sig selv. I dag kan vi næsten tale om en oprørsfetichisme. Enhver ny generation SKAL gøre oprør, synes vi. Vi, den voksne generation abdicerer til fordel for den oprørske ungdom, siger Leth. Den skal redde verden. Men de voksne bør have modet til at være uforstående, så de unge har nogen at spille bold opad og gøre oprør imod.

Biskop Peter Birch afsluttede det vellykkede stiftskonvent ved at omfavne det spirende oprør fra den veloplagte revygruppe med en flaske gin til hver aktør. Og så er jeg tilbage i præstekontoret, hvor alt tilsyneladende ånder fred og ro. Men hvem ved, måske lurer oprøret lige om hjørnet.