Retorikere: Juleaftens prædiken er et tiltrængt pusterum

Af Benjamin Birk Christophersen

Måske du kender oplevelsen af, at præsten siger nogenlunde det samme hvert år til jul. Men skal man tro en ny retorisk undersøgelse af juleaftensprædikener, så er præsterne gode til at skabe et særligt refleksionsrum.

Retorikerne Kasper Skov Nørmark og Marie Appel, der har skrevet speciale om juleaftensprædikener i Helsingør Stift og Københavns Stift, peger på, at juleaftensgudstjenesten giver en særlig mulighed for præsterne. En chance som præsterne i høj grad griber.

Specialet blev født ud af en undren over, at juleprædikenen ikke var blevet fagligt undersøgt i nævneværdigt grad, og det de trods alt fandt, var i overvejende grad kritisk.

”Juleprædikenen havde ikke det bedste ry – vi fandt en artikel i Kristeligt Dagblad fra 2005, hvor en professor kritiserede juleprædikengenren for at være flad og uden indhold,” siger Marie Appel.

Men hvad kan prædikenen og gudstjenesten juleaften, siden hver fjerde går i kirke? 

Julegudstjenesten er unik

”Den retoriske situation er anderledes end på en almindelig søndag. Det er mindre kirkevante gæster, kirkerummet er særligt udsmykket, og vi synger salmer som alle kender. Og så kender de fleste juleevangeliet nogenlunde”, siger Marie Appel.

”Det er med til at skabe en samhørighed. Salmerne og juleevangeliet er meget forankrede ting i de danske traditioner,” uddyber Kasper Skov Nørmark.

Og præsterne taler gerne ind i både tradition og fælleskabsfølelse. De bruger i høj grad fortællende greb, hvor de tager udgangspunkt i dem selv eller let relaterbare hverdagssituationer, når de står på prædikestolen:

”Præsterne taler i øjenhøjde ved at bruge egne erfaringer. Det kan være en tur i Den gamle by eller en anden personlig fortælling. Det fungerer godt, når man refererer til noget som alle kan forstå,” siger Marie Appel.

Samtid over bibeltid

Når de let genkendelige fortællinger træder frem er der noget andet, der får en mindre plads. 

”Det religiøse træder i baggrunden til fordel for at skabe samhørighed mellem kirkegængere og præsten, og et rum for refleksion over værdier og samtiden,” siger Marie Appel og Kasper Skov Nørmark supplerer:

”Præsten skal balancere mellem, at mange kirkegængere nok mest kender til juleevangeliet, og så vigtigheden af det religiøse i formidlingen. Her bruger præsterne typisk samtidens tendenser og relaterer dem til juleevangeliet fremfor at referere til andre bibelske tekster.”

Præsterne gør det godt

Skal man tro Kasper Skov Nørmark og Marie Appels undersøgelse, så står det bedre til for juleprædikenerne end tilfældet tilsyneladende var i 2005, hvor dr.theol. Svend Bjerg og retorikprofessor Christian Kock rettede skarp kritik mod prædikenniveauet juleaften.

De to retorikere peger på, at præsterne i høj grad formår at tale vedkommende og skabe rum for personlig refleksion her 15 år efter den kradse kritik.

”Noget der virker godt, er når præsten ikke giver ét facit, men lægger det op til kirkegængeren at reflektere selvstændigt. Så er der mulighed for at forskellige kirkegængere får forskellige ting med derfra,” lyder det fra Kasper Skov Nørmark.

Og spørger man om der er noget at komme i efter i kirken juleaften, så er svaret et entydigt ja. Blandt andet fordi julegudstjenesten giver noget som er endog meget efterspurgt i tiden:

”Det er et pusterum, hvor man bliver revet ud af hverdagen, og hvor man kommer ind i et rum med andre kirkegængere, og får lov til at reflektere. Mange mennesker kan relatere til de personlige fortællinger som præsten tager op, og det skaber en samhørighed,” siger Marie Appel