Pulje på 17 millioner kroner: Er din kirke kulturarv?
Sidste frist for ansøgninger om restaurering af kirker og gravminder er 1. marts 2015.

Har din lokale kirke kulturhistorisk betydning og bevaringsværdi for eftertiden?
Kender du et særligt gravminde, der kræver en kærlig og professionel hånd?
Søndag den 1. marts er der sidste frist for indsendelse af ansøgninger til Kirkeistandsættelsesordningen i 2015. Ordningen er en pulje på ca. 17 millioner kroner under Kirkeministeriet, der hvert år bliver uddelt til restaurering af kirker og gravminder.
Kriterier for tilskud
For at komme i betragtning til tilskud, skal projektet, ud fra en antikvarisk vurdering, skønnes at være af enten enestående national betydning (ENB) eller enestående lokal betydning (ELB), skriver Kirkeministeriet.
Ministeriet beslutter hvilke projekter der skal tilgodeses, men Nationalmuseet hjælper med at vurdere de enkelte ansøgninger i forhold til kriterierne.
Ansøgningsprocedure
Det er et krav, at projektet er godkendt af relevante myndigheder, og der skal sammen med ansøgningsskemaet indsendes et budget samt dokumentation for ovenstående godkendelse.
Skemaet er udformet som et word-dokument, og kan enten udfyldes elektronisk eller printes og udfyldes i hånden.
Ansøgningen samt relevante bilag sendes elektronisk til km@km.dk.
Skemaer og yderligere information om ordningen kan findes i Økonomihåndbogen på Den Digitale Arbejdsplads (DAP) under Håndbøger, der findes som faneblad i toppen af skærmen.