Ånd er at forstå livet som gave og gåde

Af biskop Peter Skov-Jakobsen

Peter!

Vi lever i opbrud. Sådan er det at være på vej og være menneske. Vi lever som dem, der længes. Vi aner, og vi frygter, og vi øver os i at tage livet til os.

Vi lever med en natlig samtale i erindringen. Jeg tænker på dengang i templet, Jesus talte med Nikodemus. Den samtale blev de aldrig færdige med og nu er vi samtalepartnere. Det er så tit blevet nat. Mørket har ofte sneget sig ind på os. Ikke det mørke, der sænker hvile, men det mørke, der får det værste til at herske over det bedste. Det mørke, som rummer skrækken for livet og opgaverne. Det mørke hvor moralsk og politisk anstændighed forvandler sig til sin modsætning og bliver forfølgelse og råberi. Det mørke hvor mennesker bliver i tvivl om kærlighedens mulighed og befrielse, for man tør ikke elske. Man tør ikke vove sårbarheden, opbruddet, fremtiden. Det mørke, der gør os fremmede over for hinanden, og gør os fortvivlede og sender os i depression, sender os på flugt fra hjemstavn og sprog, gør os fremmede og brutale i omgangen med alt andet levende og giver os et tunnelsyn, der har som overskrift, at vi skal dominere, herske, tilrettelægge. Vi skal måle, og vi skal påvise. Når vi hører telefonens bip eller brum, afbrydes vores tanke med et: “Hvad var det det?”, “Hvad skal jeg nå?” Og det hænger over os, at vi måske er ved at sætte noget over styr og ved at gå glip af noget. Vi er ved at blive fremmede og hjemløse. Flygtigheden sender os i alle retninger, og tanken hænger hele tiden ved den sidste oplevelse, for vi kan ikke nå at få os med.

Og så er der noget helt andet, som jeg tror, vi bliver nødt til at tale med hinanden om i de kommende år: den forbandede eksakthed! Den der giver os en overbevisning om, at vi bestemmer.

I et tankevækkende interview nævner Ole Jensen den “poetiske livsførelse”. Den tager sit udgangspunkt i, at vi opgiver den tanke, at alting skulle være til for os - at alting står til vores rådighed.

Ole Jensen siger:

“Mennesker elsker det, der ikke er os selv. Naturen kalder vi det. Jeg kalder det en skjult poetisk livsfølelse, der ubevidst åbner for en omsorg for naturen og vores klode.”

Og så er det næsten, som om der bliver henvist til den natlige samtale i sin tid. Den samtale, hvis livgivende konklusion er, at “vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen” (Johannesevangeliet 3,8). Det er Ånden, der er på spil – Helligånden – og den er os ikke fremmed, og derfor siger Ole Jensen yderligere: “det at der er ånd i os, er ikke noget særligt fint. Det er noget, der hører livet til. Det er glæde. Det er at forstå livet som gave og gåde. At livet er noget, vi får skænket som en gave. At alle mennesker holder dybt og elementært af livet, indtil det enten er blevet ødelagt eller gjort til adspredelse.” (Højskolebladet).

Vi lever med en erindring om Kristus, om Jesus fra Nazareth, som hele tiden gik hen over grænser for at møde mennesker. Han åbner hele tiden Guds rige. Han heler mennesker, åbner vores blik for sandheden. Han nedbryder fordomme. Derfor har det altid undret mig, når vi, som tror på ham og er omfattet af fascinationen, han udstråler, at vi taler om, at cirklen kan lukke sig om Ham, og verden kan opdeles skarpt i dem uden for og dem inden for.

Kristus er kendetegnet ved hele tiden at bryde ind i menneskers tilværelse. Stille står han der midt i hverdagen, og vi mærker ham, når et menneske kommer os i møde, lige præcis når vi har brug for det.

Der er så mange knaldende ord og stivbenede sætninger. Mon ikke vi i kirken i de kommende år skal turde tale om den poetiske livsførelse? Mon ikke vi skal fremhæve venskabets dimensioner, når vi taler om Gud? Mon ikke vi skal opgive at dække hinanden og os selv ind med udlægning og forsøge os med oplevelse? I stedet for at forklare skal vi turde gå ind i troens rum og se og høre. Vi skal være åbne over for musikken, kunsten, poesien, håndværket og turde åbne os for tro, som digteren Johannes Jørgensen beskriver den:

“At tro er at løfte sit blik
til de evige stjerner
og håbe mod tvivl og vide mod visdom,
at skjult i de svimlende dybder
våger der én, som vogter og værner.

At tro er at føle en afgrund under sit liv og sit virke – 
af afgrund af mørke, en afgrund af gys,
et dyb af jubel, et dyb af lys – 
og vandre i hverdagens gader
som i en højtidelig kirke.”

Jesus fra Nazareth beder hele tiden mennesker om at elske Gud, verdens ophav, altings begyndelse – og han beder os om at elske og tilgive hinanden. Det er ikke et harmløst budskab. Det er ikke at gøre verden let og overkommelig. Han ved godt, at vi lever med uoverkommelige opgaver, men det er her, at et af kærlighedens mange udtryk, venskabet, skal omsætte sig i tillid.

Tillid er både en relation mellem enkelte mennesker og mellem grupper af mennesker. Jo mere tillid der er i et samfund, jo bedre lever og ånder vi også sammen. Tillid kalder på åbenhed og på sænkede parader. Tillid er ikke noget, man har – den er altid i skabelse og kræver tålmodighed.

Troen er den tillid, der giver os modet til kærligheden, åbenheden og sårbarheden, og den giver os også vreden over uret og umenneskelighed. (Thelle)

I venskabet med Gud kan vi vandre tillidsfuldt ind i det modsætningsfyldte liv, blive skuffede, overraskede og leve med modløshed som troens nærmeste nabo og stille, stædigt og kæmpende holde fast i det enkle, nemlig at i morgen stiger solen igen med sin uforlignelige skønhed over jorden og menneskene, over dem og over os!

Blot til opmuntring og livslyst i de travle hverdage!