Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Opfordring til forbøn

Danmarks biskopper opfordrer til forbøn og støtte til Folkekirkens Nødhjælps arbejde

I anledning af den nuværende flygtningsituation, opfordrer Folkekirkens Nødhjælp landets biskopper til at anbefale at menighederne samler ind til hjælp til flygtninge ved den kommende søndags højmesse. 

Biskop Lise-Lotte Rebel sender hermed opfordringen videre med denne udtalelse: 

"I denne vanskelige og følelsesladede situation bliver der spurgt efter et ord fra kirken. Her kan kirken, nu som i andre krisesituationer, henvise til forbønnen og til den trøst, som evangeliet rækker os. Og kirken kan opfordre til besindighed og hjælpsomhed inden for lovgivningens rammer, samt til ikke at fælde dom over hinanden, i det vi husker på at vi alle er henvist til Guds nåde og barmhjertighed.

Biskop Elof Westergaard har skrevet nedenstående bøn, som sammenfatter nogle af vore tanker og bønner. Jeg opfordrer præster og menigheder i Helsingør Stift til i deres bønner at bede for alle forfulgte og lidende, samt om visdom og klarsyn hos alle myndigheder og enkeltpersoner, der bærer et ansvar, og som skal finde løsninger i en situation, som kan forekomme uoverskuelig."

Kirkebøn

Barmhjertige Gud

Du er vores tilflugt og styrke,

altid en hjælp i nød og ulykke.

Vi beder for de mange, der er på flugt.

Deres øjne beretter om faldne byer og hjem i ruiner.

At de står her hos os, fortæller om huse langt væk,

som nu er tomme og forladte.

Enhver flygtning bærer på et savn,

og går en usikker fremtid i møde.

Gud hjælp os med at møde dem med venlighed.

Lad os sammen glæde os over,

at de er reddet ud af krigens vold.

Vær med vores politikere, politiet og alle, der har et ansvar for at tage hånd om den svære situation,

hvor så mange flygtninge krydser vores grænser.

Styrk dem i deres arbejde med at tage vare på vores land og at værne om den, som er svag.

Hjælp os, så vi ikke står stumme overfor verdens lidelse,

når den møder os i et andet menneske.

Dæmp vores fordomme, både mod de fremmede og mod dem, vi er uenige med.

Lad dit ansigt lyse over os, så vi får øjne til at se disse flygtninge som søstre og brødre

Gud, læg din hånd på os, så vi åbner vores hænder,

og hjælper flygtningene med at finde et hjem

til ulykken er drevet over.

Gud, du er vores tilflugt og styrke. Vær os alle nådig.

 

Elof Westergaard