Ny salmebog vil "gribe os om hjertet"
Salmer skal tale til os om livet og Gud. Og hvordan gør de det i vores tid. Det giver sognepræst Mette Dansøn og organist Morten Poulsen deres bud på i salmebogen "Grib os om hjertet", der udkommer med 53 nye salmer til august.

Mette Dansøn og Morten Poulsen ved altret i Vestervang Kirke med bagsiden af kirkens Kristus figur, som også dekorerer bagsiden af salmebogen. Foto: Sille Arendt
Af Benjamin Birk Christophersen
“En vellykket salme tager kirkegængeren ofte med sig som en tone, der nynnes resten af dagen, og kan således inspirere til samvær med andre,” siger sognepræst Mette Dansøn, der sammen med organist Morten Poulsen er aktuel med salmebogen Grib os om hjertet.
Mette Dansøn og Morten Poulsen er kolleger i Vestervang Kirke i Helsingør gennem de sidste 12 år og har de senere år fået et nært og kreativt samarbejde om at lave nye salmer sammen.
Morten Poulsen og Mette Dansøn vil gerne bruge ord som det moderne menneske kender fra sit daglige sprog, og musik man genkender fra radioen, men samtidig være tro mod den kirkelige tradition.
“Tænk, hvis Gud kunne få os til at blive grebet af det, der griber ham,” skriver Mette Dansøn i forordet til salmebogen.
Salmer til forskellige situationer
Mette Dansøn fortæller, at salmebogen springer ud fra et behov om at skrive salmer som hun selv har manglet i forskellige situationer: en dåbssalme, der kan synges hele året, en til vielser af par med samme køn, en salme til børnebisættelser, en konfirmationssalme, en til FDF, en salme om klimaet og en om mødet med den fremmede.
Nogle af salmerne har ligget ufærdige i skuffen nogen tid, men en studieorlov i efteråret 2022 gav Mette mulighed for at få gennemskrevet noterne, så de kunne blive til færdige salmer. Og så kom der mange nye til under orlov.
“Morten har været god til at fortælle, hvad der skulle ændres, så der er blevet forhandlet, indtil teologi og versefødder passede sammen,” siger Mette Dansøn og fortsætter: ”og så er næsten alle salmerne er skrevet på skyggemelodier.”
Det betyder, at salmerne har to melodier. Én der allerede findes i koralbogen og en ny.
”Gevinsten er, at der nu er salmer i Den Danske Salmebog, der kan synges på de nye melodier. Et eksempel kunne være bossa nova-melodien til nr. 28 i Grib os om Hjertet, der nu kan bruges til salmerne »Himlene Herre« og »Vintræ og grene«,” siger Morten Poulsen.
Bred melodisk inspiration og syngbart toneleje
Melodierne er komponeret med inspiration fra mange kanter. Fra jazz til pop og fra rock til musicalballader, ligesom der også er blevet plads til traditionelle viseformer og egentlige koralsatser.
”Forhåbentlig kan folk finde nogle træk og takter, der vækker genkendelse og glæde,” siger Morten Poulsen.
Udover genkendelighed har Morten Poulsen også gjort noget for at flest muligt skal kunne synge med på salmerne:
“En hyppigt tilbagevendende diskussion i salmemelodier er tonelejet, som mange, også blandt kirkevante, synes generelt ligger for højt. Så for at komme denne diskussion i forkøbet og de sangglade i møde, besluttede jeg, at tænke en lidt lavere tonehøjde ind helt fra starten. Og selvom jeg måske får enkelte korsopraner på nakken, synes jeg ikke det gør noget, at en melodi er skrevet til også at benytte det lidt dybere leje,” siger Morten Poulsen.
”Vi håber, at salmebogen vil gribe andre om hjertet, som den har grebet os. Og måske kan vi inspirere andre til at lave salmer,” afslutter Mette Dansøn.
Grib os om hjertet udkommer som en lille salmebog den 20. august sammen med en korbog med SATB-arrangementer af en håndfuld af salmerne. Desuden kommer en stor udgave af bogen med spiralryg for organister og svagtseende.