Ny rapport: Her er udfordringerne for landsogne
Landsogne bør samarbejde om gudstjenester og arrangementer for at opretholde tilslutning, mener provst på baggrund af ny rapport.
I landsogne er det dyrere at afholde gudstjeneste. Aktiviteter koster det samme, men der er færre til at betale kirkeskat, og det kan derfor være svært at leve op til forventninger om et bredt udsnit af aktiviteter.
Det viser en ny rapport om folkekirken på landet.
Rapporten påpeger, at der i gennemsnit afholdes fire gange så mange gudstjenester per 1.000 indbyggere i landsogne sammenlignet med byerne.
“Det er en fin afdækning af, hvordan forholdene er, og som vi så kan handle på,” siger Inge Bastkær Rasmussen, provst i Frederikssund, der indeholder nogle af de typer landsogne, der bliver omtalt i rapporten ‘Forskellige forhold for folkekirken på landet’.
Reducere antal gudstjenester?
Provsten kan nikke genkendende til flere af de udfordringer, rapporten påpeger:
- Landsogne er udfordret af skolelukninger og udflytning fra land til by.
- Færre indbyggere gør det dyrere at afholde gudstjenester.
- De aktiviteter, borgerne efterspørger, kan ofte ikke tilbydes på grund af dårlig økonomi.
Rapportens forfatter påpeger, at det på baggrund af resultaterne ville være naturligt at vedtage en reducering af antallet af gudstjenester. Men også, at dette formentlig vil betyde en nedgang i kirkegangsprocenten.
Rapporten afdækker blandt andet, hvilke typer landsogne, der findes, og hvilke udfordringer, de hver især står for.
Dermed styrker rapporten det grundlag, man fremover kan distutere landsognes fremtid ud fra, udtaler formanden for Landsforeningen af menighedsråd, Søren Abildgaard:
“Med den nye viden fra rapporten ”Forskellige vilkår for folkekirken på landet” får vi fast grund under fødderne, når vi i folkekirken diskuterer kirken på landet. Undersøgelsen konkluderer, at kirkerne uden for byerne er ganske forskellige, og sammenholdt med den nye viden om kirkegangen i forhold til byerne, kan de lokale drøftelser om prioriteringerne ske på et meget bedre grundlag."
Efterlyser samarbejde
Rapporten er en analyse af forholdene for landsogne, der skal tjene som grundlag for udarbejdelse af konkrete forslag til fremgang i landsognenes økonomi og tilslutning. Inge Bastkær Rasmussen har dog længe været fortaler for, at landsognene blev bedre til at samarbejde.
“Sognegrænser hører fortiden til. Selvfølgelig kan man føle, man hører til et sted, men vejen frem for landsognene er at samarbejde om gudstjenester og arrangementer. Som det er nu, bruger vi ikke pengene ordentligt. I stedet kunne vi højne kvaliteten og dele glæden ved at lave ting sammen,” siger hun.
Foredrag mellem fem sogne
Provsten fra Frederikssund fremhæver et lokalt samarbejde mellem fem sogne i provstiet. I sognene Ølstykke, Stenløse, Slangerup, og Veksø afholder man foredragsaftenener på skift, og får dermed spredt sognebørn over grænserne.
“Så lægger alle pludselig mærke til, hvad der foregår i nabosognet,” siger Inge Bastkær og understreger, at forandringer kræver handling i menighedsrådene.
“Det er ikke noget problem at få landsogne til at samarbejde der, hvor de kan spare penge - om bogføring og om kirkegårde. Men når det kommer til for eksempel gudstjenester, har de en tendens til at lukke sig om sig selv. Hvis det skal ændre sig, skal det komme nedefra hoa sognene selv. Det er vigtigt, at det sker.”
Opfordring til involvering
Først og fremmest bør menighedsråd arbejde tæt sammen med lokale borgere, konkluderer rapporten. Forfatterne understreger, at det for indbyggere i landsogne kan virke provokerene, at kirken fortsat har en økonomisk balast, mens foreninger, skoler og biblioteker lukker ned.
Derfor bør kirken involvere borgerne, så de penge, der er til rådighed, bliver brugt efter samtykke med lokale behov.
