Ny biskop: Hektisk formiddag i Helsingør
Peter Birch tog sejren hjem i første runde af bispevalget. Og der var travlt bag linjerne med at få det hele til at klappe.

Der var gang i kameraerne i Fratergangen (Foto: Malene Bjerre)
Af Malene Bjerre
Det var en hektisk formiddag i Vor Frue Kloster i Helsingør i dag. Første runde af bispevalget skulle afsluttes, og valgbestyrelsen var mødt op på Stiftsadministrationen sammen med Folkekirkens IT og valgsystemudbyderen Assembly Voting.
Fire stemmer tilhørende afdøde eller afgåede stemmeberettigede skulle pilles ud af systemet, og planen for annoncering af resultatet, streaming, pressemeddelelser - og i tilfælde af at der faktisk kom en vinder - buketoverrækkelse skulle finpudses.
De to splinternye computere, der siden valget blev sat i gang den 22. september, har stået forsvarligt låst inde i et pengeskab, blev fundet frem; Folkekirkens IT havde to andre med, og klokken præcis 12.00 loggede de fire valgtilforordnede fra stiftsadministrationen sig ind i valgsystemet.
I mellemtiden var mediekonsulent Sarah Auken gået ned i Laxmandssalen i stueetagen, hvor kandidaterne havde mulighed for at overvære offentliggørelsen sammen med nogle få støtter. Herfra satte hun streamingen i gang fra ti minutter i tolv, og klokken 12 stod hun parat til at gå ind i Tegnersalen for at livesende offentliggørelsen af resultatet. Hun fik god lejlighed til at perfektionere sin evne til at træde vande. Ingen glemmer nu den samlede stemmeprocent (84), det samlede antal stemmeberettigede (1527) og det reelle antal, der har stemt ved valget (1302). For slet ikke at tale om alle datoer og detaljer i proceduren ved den anden runde, som altså nu er aflyst.
Lidt med wifien
Det tog nemlig sin tid med det resultat. Inde i Tegnersalen var der først lige lidt med wifien, så noget med adgangen til systemet, derefter måtte man lige starte forfra – men klokken 12.12 lå resultatet klar. Valgbestyrelsesformand Birthe Larsen kunne annoncere, at Gentofteprovsten Peter Birch var løbet med sejren i første runde. Hele 53 procent af stemmerne havde han fået – mens de tre andre kandidater, Ulla Thorbjørn Hansen, Eva Holmegaard Larsen og Asser Skude, fik henholdsvis 26,4, 17,6 og 3 procent af stemmerne.
Og så blev der for alvor travlt. Mens artikler, opdateringer, nyhedsbrev og pressemeddelelser om stiftets nye biskop blev skudt af til højre og venstre, greb Birthe Larsen blomsterbuketten og skyndte sig sammen med nuværende biskop Lise-Lotte Rebel ned i Laxmandssalen for at sige tillykke til Peter Birch.
”Åh, jeg har det skønt,” svarede Peter Birch, da han blev stillet det obligatoriske spørgsmål: Hvordan har du det lige nu. ”Tusind tak for alle stemmerne og for opbakningen. Det er en stor lettelse med tydelig afgørelse allerede i dag.”
Kort efter blev Peter Birch trukket ud på Fratergangen til et interview med TV 2/Lorry, og Lise-Lotte Rebel, der havde fået givet den nye biskop et kram og sagt tillykke, hastede ud ad døren – på vej til møde i et sogn. Hun har et arbejde, hun skal passe lidt endnu.