Muslimer og kristne i samtale om køn og religion
På årets KMS-konference, Kristent-Muslimsk Samtaleforum, d. 10.-11. november i Hvidovre var temaet køn, religion og spiritualitet. Jan Sievert Asmussen og Lene Skovmark Kofoed, begge fra Helsingør Stift og medlemmer af Migrantudvalget, deltog i konferencen. Læs her hvilke indtryk de tog med sig hjem.

“I år har netværket eksisteret i 18 år, og det føles vigtigere end nogensinde, at vi mødes på tværs af lighed og forskellighed i vores samfund – både om det vi er enige og det vi er uenige om”, fortæller Ane Kirstine Brandt fra Folkekirke og Religionsmøde. (foto: Sille Arendt)
Af Sille Arendt
Det store rum ved Dansk-Muslims Union summede af gensynsglæde da muslimer og kristne fra hele landet havde taget turen til Hvidovre for at deltage i KMS’s årlige konference. Temaet i år var ‘Køn, religion og spiritualitet’, med fokus på Abraham og Maria.
Kristent-Muslimsk Samtaleforum (KMS) blev etableret under karikaturkrisen i 2006. Kristne og muslimske ledere i Danmark så dengang et fælles behov for at danne netværk med hinanden og skabe et rum med god tid til samtale. Gennem årene har de årlige konferencer medført både kendskab og venskab på tværs af tro.
“I år har netværket eksisteret i 18 år, og det føles vigtigere end nogensinde, at vi mødes på tværs af lighed og forskellighed i vores samfund – både om det vi er enige og det vi er uenige om”, siger Ane Kirstine Brandt, som er generalsekretær i Folkekirke og Religionsmøde, som yder sekretariatsbistand til konferencen.
Kønsroller i Bibelen
Hvad kan Maria/Maryam og Abraham/Ibrahim i henholdsvis Bibelen og Koranen fortælle os om kønsroller i dag? Hvad betyder det, at en patriark spiller en vægtig rolle i både kristen og islamisk tradition? Det var nogle af de spørgsmål, som debatpanelet diskuterede med de 80 deltagere.
Panelet var sammensat, så det gav plads til forskellige stemmer og synsvinkler i samfundet og bestod af priorinde og sekretær for den nordiske katolske bispekonference Søster Anna Mirijam Kaschner, ph.d.-studerende ved Uppsala Universitet Hasib Nasiri, mufti og kandidat i islamiske studier Imran bin Munir Husayn, præst og ph.d. Marianne Aagaard Skovmand, lektor i Det Gamle Testamente på Københavns Universitet Søren Holst og religiøs underviser og podcastvært Zainab Nasrati.
“Det var meget inspirerende at være med, og det gjorde stort indtryk at høre reflekterede oplæg fra muslimer, katolikker og protestanter. Særligt i lyset af de aktuelle konflikter i verden er det vigtigt at insistere på samtalen. Det giver håb om, at det vil sprede sig til resten af samfundet,” fortæller sognepræst i Strandmarkskirken og medlem af Helsingør Stifts Migrantudvalg Lene Skovmark Kofoed, og fortsætter,
“For mig var det interessant at høre, at muslimer betragter Abraham som profet, hvis opgave er at bringe viden om det usete til menneskeheden. Og at få at vide, at Muhammed, ligesom Jesus, fremhævede kvinderne og deres roller, dermed var de begge forud for deres tid.”
Jan Sievert Asmussen, som er sognepræst i Farum Kirke og medlem af Helsingør Stifts Migrantudvalg bed mærke i oplægget af religionssociolog Brian Arly Jacobsen, som fortalte at han ud fra sin forskning kan dokumentere, at kvinder verden over opfatter sig som mere religiøse end mænd - dette gælder i Danmark både for muslimske samfund som for folkekirken.
Pilgrimsvandringen er konferencens ånd
Konferencens sidste og årligt tilbagevendende punkt var en ”pilgrimsvandring” til den muslimske begravelsesplads i Brøndby, hvor der aktuelt er 2500 grave i brug på et areal, der er udlagt til 6000 grave. Gravpladsen drives af 23 muslimske foreninger og er den første af sin art i Danmark.
“For mange muslimske familier er begravelse i Brøndby et bedre alternativ end transport af den døde til en grav i hjemlandet. Gåturen til begravelsespladsen gav anledning til samtaler på kryds og tværs, helt i konferencens ånd,” fortæller Jan Sievert Asmussen.
Enighed og uenighed imellem os
Det var første gang, at temaet køn blev taget op i Kristent-Muslimsk Samtaleforum.
”Med dette tema blev det klart, at akserne for enighed og uenighed ofte går på tværs af de to religiøse grupper. Vi er altid mere end vores religion. Vores holdninger er præget af mange forskellige ting – f.eks. vores kønserfaringer og om vi har et liberalt eller traditionelt forhold til religion. Derfor er det også vigtigt at mødes igen næste år, fordi vi hele tiden skal blive klogere på de forskelle og ligheder, der er imellem os”, siger Sigrid la Cour Sonne, konsulent i Folkekirke & Religionsmøde og faciltator af KMS-konferencen.
Kristent - Muslimsk Samtaleforum
Den årlige konference for kristne og muslimske ledere er hovedaktiviteten i Kristent-Muslimsk Samtaleforum. Igennem årene har KMS også arrangeret en række andre aktiviteter.