Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Min julekrybbe: ”Kan man stille en gryde oven i Jesu fødsel?”

Julekrybber kan have mange udformninger – og det har de hjemme hos Pernille Schiøtz Rudbeck. Blandt andet er hun indehaver af en helt særlig bordskåner-udgave.

" For mig er Jesu fødsel det helt centrale, og mine julekrybber er derfor en slags modreaktion på det andet." Privatfoto

Af Rikke Lyskjær-Rudbæk

Det er lige før, at Pernille Schiøtz Rudbeck kan hive en ny julekrybbe op af nissehuen hver eneste dag fra den første til den 24. december.

I alt 20 julekrybber bliver det til, når hun tæller sammen. Der er den fornemme uro fra Georg Jensen. Playmobil-udgaven på børneværelset. De to i farvet glas fra en kirke i Betlehem. Den fra Søstrene Grene, som startede det hele for tyve år siden. Yndlingskrybben med de hvide figurer fra Willow Tree. Og bordskåneren som Pernille Schiøtz Rudbeck lige skulle overveje en ekstra gang, efter hun fik den:

”Jeg måtte spørge mig selv, om man nu også kunne stille en gryde oven i Jesu fødsel,” griner Pernille Schiøtz Rudbeck og fortsætter:

”Jeg kom frem til, at det alligevel var for mærkeligt og respektløst, så den fungerer bare som pynt.”

Hver især bærer julekrybberne på en historie og en hel masse minder, og det er ikke tilfældigt, at hun i sin tid begyndte at samle på julekrybber:

”Jeg kan godt lide gløgg og julefrokoster, men den verdslige julefejring kan også blive udmattende, når den starter i oktober og mest handler om plasticting og julepop. For mig er Jesu fødsel det helt centrale, og mine julekrybber er derfor en slags modreaktion på det andet. Jeg vil gerne have pynt, der illustrerer det, julen i virkeligheden handler om,” fortæller Pernille Schiøtz Rudbeck.

Sin helt egen julekalender

Netop derfor lavede Pernille Schiøtz Rudbeck for nogle år siden også sin egen julekalender på Facebook, hvor hun hver dag delte et billede af en ny julekrybbe.

”Der var både billeder af mine egne julekrybber og af andres. Folk begyndte simpelthen at sende mig billeder af deres julekrybbe, så de kunne komme med i kalenderen. Jeg startede julekrybbekalenderen i 2015, og den kørte nok i syv år. Det var ret sjovt,” fortæller hun.

For Pernille Schiøtz Rudbeck er det i det hele taget vigtigt at holde fokus på det kristne budskab, og det afspejler sig også i tidspunktet, hun finder julekrybberne frem fra loftet. Første regel er nemlig: Ingen julepynt før sidste weekend i november. Og næste regel: Julen slutter først i januar:  

”For mange slutter julen 2. Juledag, mens kirkens jul jo starter juleaften og varer til Helligtrekonger. Det læner jeg mig opad, så når andre hiver deres julepynt ned, begynder julen først rigtigt for mig. Julekrybberne står derfor fremme indtil Helligtrekonger. Jeg vil nyde julen så længe som muligt.”