Min julekrybbe: Der er altid plads til én mere!
Merethe Deth Knudsen har altid været lidt af en samler. En af hendes store passioner er julekrybber, og hun er altid på jagt efter endnu én til kaminhylden.
Af Rikke Lyskjær-Rudbæk
17. Så mange julekrybber står der på kaminhylden i Merethe Deth Knudsens hjem. Julekrybberne er kommet til lidt efter lidt, og nogle af dem er flere årtier gamle.
”Jeg kan godt lide at samle, og jeg har altid samlet på et eller andet. Blandt andet julekrybber,” lyder det fra Merethe Deth Knudsen, der samtidig fortæller, at hendes interesse er kendt blandt mange, som derfor også tænker på hende, når de støder på en interessant julekrybbe:
”Min seneste julekrybbe er én, min veninde har hæklet til mig. Hun ved, jeg elsker julekrybber, og hendes værk med de tre vise mænd og Jesusbarnet i svøbet er min yndlings. Vores ti børnebørn er også vilde med den, og de yngste af dem får lov at lege med den. Den er virkelig god.”
Hele verden på kaminhylden
Julekrybberne på kaminhylden kommer faktisk fra hele verden, og flere af dem er altså gaver, fortæller Merethe Deth Knudsen:
”Vores præst har givet mig en fra Afrika, der er skåret ud i træ. For 15 år siden var jeg selv i Israel, og der købte jeg én hos en mand i Betlehem, der selv skar dem ud.”
Merethe Deth Knudsen har dog også julekrybber fra meget hjemlige breddegrader:
”Den, det startede med, er én i plastic, som jeg selv købte i Daells Varehus,” erindrer hun.
Jagten fortsætter
Hjemme hos Merethe Deth Knudsen er der ligesom hos mange andre nogle faste ritualer, når det gælder oppyntning. Juletræet pyntes først den 23. december, men resten af huset står juleklart den første december.
”Jeg pynter rigtig meget op til jul. Men det er med alt, hvad der ikke har med nisser at gøre – for eksempel engle og julekrybber. Jeg har altid tænkt, at nisser ikke har noget med min jul at gøre, så efter vores fire drenge er blevet voksne, har jeg skippet nisserne.”
Og selv om kaminhylden er fyldt, har Merethe Deth Knudsen ingen planer om at indstille jagten på sin næste julekrybbe:
”Nej nej, der er ingen grund til at stoppe! Vi har et kæmpestort hus, og alle julekrybber er velkomne hos mig,” fastslår hun.