Af Lise-Lotte Rebel

Vi er nu kommet til et tidspunkt, som jeg ikke kan sige, at jeg har set frem til, ej heller glædet mig til – og alligevel er jeg fyldt af glæde og taknemmelighed. Da jeg for mere end 42 år siden begyndte min præstetjeneste, lå tanken om afslutningen på den tjeneste helt uden for horisonten. Sådan blev det ved med at være. I årevis, ja, i årtier. Indtil det efterhånden gik op for mig – hvor langsom kan man være til at fatte, når nu man har haft årtier til at indse det? – ja, det begyndte at gå op for mig, at der altså var en dato for sidste holdbarhed, en udløbsdato. Og her står vi så. Selv om jeg fortsætter lidt endnu i embedet, så er markeringen af afslutningen i dag ikke til at komme uden om.

Det første og sidste, der er at sige, er et lille ord på tre bogstaver: Tak. Taknemmeligheden for den store gave, det er at få lov til at være præst, fylder. For også en biskop er en præst, blot med særlige opgaver - i en kirke, i et land, i en sammenhæng, hvor glæderne så langt overskygger alt det knap så glædelige. Taknemmeligheden for at stå i det, reformatorerne kaldte ordets tjeneste, ministerium verbi dei på latin, det er, hvad der står tilbage. Det er også, hvad jeg gennem årene efter bedste evne har søgt at minde både yngre og ældre præster om: glæden ved embedet, glæden ved tjenesten for det ord, vi er sat til at bære ud.

Tak til jer alle for denne fine dag. Lad os ikke synke ned i mismod på grund af alle de mange ting i tiden, der så nemt kommer til at tage overhånd. Men lad os glæde os sammen. Tak for de smukke taler!

Der er så mange fester, gudstjenester og møder, jeg kan genkalde for mit indre blik. Kirkeindvielser, jubilæer, foredrag, ordinære gudstjenester søndag formiddag, møder med præster og menighedsråd. Ganske særligt har jeg nydt samtalen med de unge og undertiden også ældre ansøgere til embeder i stiftet. Samt ordinationsgudstjenesterne, som har været en helt særlig fest. Jeg har fået lov til at ordinere 325 nye præster til stiftet i mine 25 år. Tankerne går også til de store landemoder med deltagere fra hele stiftet, hvor vi først mødtes i kirken til en festlig gudstjeneste og dernæst til samvær med frokost og taler. Det var så godt at mødes med jer og lige veksle et par ord. Tak for jeres trofasthed!

Og så har der også været alle de almindelige hverdage, som der nu engang er flest af. Dagene på kontoret, samtaler og møder med stiftspersonalet, møder med menighedsråd i så mange forskellige sammenhænge og med mange anledninger. En glæde at mødes med menighedsråd og præster om det, der giver livet tyngde og indhold.

Og jo, der har også været meningsudvekslinger, som af og til kunne komme op på den høje klinge. Men – set fra min side – altid i gensidig tillid. Og ikke mindst: Det er alt sammen tegn på liv. Hellere dampe end støve, som jeg vist har sagt et par gange. Da en repræsentant for arbejdsmiljøet for første gang var på besøg (han skulle lære os om ansvaret for det nære arbejdsmiljø), så spurgte han forbavset: ”Jamen hvor er alle de 320 præster,” mens han kiggede sig rundt i kontorbygningen? ”De er ude at passe deres embeder,” måtte jeg svare. Og det er jo sandt: Folkekirken lever af de nære relationer, af at der er præster, kirkefunktionærer og medlevende menighedsråd overalt. Tak for jeres tålmodige og engagerede indsats overalt, og tak for tillid og gode meningsudvekslinger.

En særlig tak skal lyde til provsterne med domprovsten i spidsen. I står på første revle og tager noget af brændingen. Det har I trofast gjort i alle årene. Tak for jeres trofasthed og loyalitet for jeres gode humør og arbejdsglæde.

Tak til stiftamtmand Henrik Horster. Tak til departement chef Christian Dons Christensen og til kirkeministeriet for tillidsfuldt samarbejde. Tak til kontorchef Annette og hele personalet i stiftsadministrationen.

Tak til mine kolleger, som også er blevet venner. Tak for både humor og alvor – tak, at I tog rejsen hertil i dag og pyntede så gevaldigt op ved gudstjenesten.

Og en særlig tak til Bent Flemming, som har fulgt mig rundt i stiftet. Hver søndag på vej til gudstjeneste et sted i stiftet. Og samtalen på hjemvejen – ja, den skal ikke refereres her. Det er en stor rigdom at dele glæden ved gudstjenesten og teologien. Og mange præster har glædet sig over, at du som deres gamle professor kom med.

Tak til børn, svigerbørn og børnebørn, som har båret over med os travle forældre og bedsteforældre.

Tak til domkirkens menighedsråd, præster og personale for al jeres hjælpsomhed og imødekommenhed. 

”Hvor heldig er jeg, at jeg har noget, der gør det svært at sige farvel”.

Af hjertet tak! Pas godt på Helsingør Stift.