Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Kristendom for kirkehøns

Kirkehønen Carlo og præsten Sofie er klar med to nye film. Helsingør Stiftsråd har støttet projektet.

Kirkehønen Carlo og præsten Sofie

Kirkehønen Carlo og Præst Sofie har fået støtte til deres film af både Helsingør Stiftsråd og Den Folkekirkelige Udviklingsfond. (PR-foto)

Af Kåre Gade

Hvad ved høns om kristendom? Ikke ret meget, og det er netop pointen med Kirkehønen Carlo. I en række korte film drager han sammen med Præst Sofie ud i verden, hvor hun forklarer Carlo, hvad kristendommen har at sige – for eksempel om glæde eller om at føle sig forkert.

Kirkehønen Carlo er formidling af kristendom for børn. Konceptet er udviklet af sognepræst Ane Sofie Lindegaard (som spiller præsten i filmene) og hendes nevø Carl Lindegaard (som styrer og lægger stemme til Carlo).

Netop nu glæder de sig til at præsentere to nye film, som er blevet produceret takket være en støttebevilling på 15.000 kr. fra Helsingør Stiftsråd.

"Med Kirkehønen Carlo får vi kristendommen ud af kirkerummet og viser, at den reflekterer over de erfaringer, vi kender fra vores hverdagsliv. Vi fortæller det kristne budskab, men på en udogmatisk måde," siger Ane Sofie Lindegaard.

Uden for filmene er hun sognepræst i Vallensbæk, og det var her, til sognets familiegudstjenester, at Kirkehønen Carlo kom til verden.

"Det varede ikke længe, inden vi kunne se, at konstellationen 'præst plus hånddukke' havde potentiale til noget mere. Kirkehønen Carlo henvender sig til børn i indskolingsalderen, men rigtigt ofte oplevede vi, at forældre og bedsteforældre kom hen til os bagefter og sagde 'Hey, nu forstår jeg det pludselig bedre'," siger Ane Sofie Lindegaard.

Støtte fra Udviklingsfonden

Holdet bag Kirkehønen Carlo


Præst Sofie:

Ane Sofie Lindgaard

Kirkehønen Carlo:

Carl Lindegaard

Videoproduktion og sociale medier:

Jonas Kiselberg

De to nye film handler om sygdom og om tilgivelse.


"I filmen om tilgivelse bliver præsten og Carlo uvenner. Så tager præsten Carlo med til et plejehjem for at tale med nogle ældre mennesker om deres erfaringer med at tilgive hinanden," siger Ane Sofie Lindegaard


Kirkehønen Carlo har sin egen Facebook-side, som netop har modtaget annonceringsstøtte fra en privat sponsor, samt en YouTube-kanal, hvor filmene ligger. Især sidstnævnte platform er vigtig, hvis man vil i kontakt med børnene.


"Jeg har selv to drenge på 10 og 12, der helst vil sidde med deres iPad og se YouTube-videoer. Det univers vil vi gerne være til stede i," siger hun.

"Omvendt kunne vi også godt forestille os, at filmene blev brugt som et værktøj i kirken. For eksempel kunne man tilbyde de mindste tablets og hovedtelefoner, så de kunne se filmene under prædikenen til en højmesse – som en slags børneprædiken – eller man kunne bruge dem i minikonfirmandundervisningen."


På Facebook-siden har Ane Sofie Lindegaard desuden lavet en videobrevkasse, hvor hun og Carlo svarer på spørgsmål. Og så skal der produceres endnu flere film, for senest har Den Folkekirkelige Udviklingsfond valgt at støtte Kirkehønen Carlo med en bevilling på 37.500 kr. Og der mangler ikke idéer til nye film. 


"For eksempel en film om sorg og trøst – hvad hjælper, når man har mistet? Eller om det onde – hvor kommer det fra?" siger Ane Sofie Lindegaard.


"Det sværeste er at gøre kristendommen så enkel og let forståelig som muligt. Jeg kunne rigtigt godt tænke mig at lave noget om dom, men det er virkelig en udfordring at sige kort noget om dom. Og vi er nødt til at kunne sige det på fem minutter. Men det er også derfor, det er så sjovt at lave filmene." 


Besøg Præst Sofie og Kirkehønen Carlo på YouTube


Besøg Præst Sofie og Kirkehønen Carlo på Facebook


 Kirkehønen Carlo og præsten Sofie

En af de nye film handler om tilgivelse. (PR-foto)