Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Kortvarigt embedsbytte som efteruddannelse

Har du som præst lyst til inspiration af at være i nye omgivelser og møde et nyt menighedsråd, nye kolleger og en ny menighed. Eller reflektere over egen praksis og prioriteringer, når du arbejder sammen med andre kollegaer og et andet menighedsråd. Kortvarigt embedsbytte er et efteruddannelsestilbud til erfarne præster, der gerne vil have ny pastoral og kirkelig inspiration.

De fire præster som deltog i embedsbyttet i 2023 mødtes med Biskoppen efter bytteperioden for at evaluere oplevelsen. Fra venstre er det biskop Peter Birch, sognepræst Jannik Theilgaard (Gl. Holte Sogn), sognepræst Kirsten Jørgensen (Pederstrup Sogn), sognepræst Else Korsholm (Esbønderup og Villingerød Sogne) og sognepræst Thomas Gylnæs Nielsen (Risbjerg Sogn). Foto Sille Arendt.

Kortvarigt embedsbytte

- en mulighed for inspiration og refleksion for præster og menighedsråd.

Hvad går det ud på?

Kortvarigt embedsbytte er et efteruddannelsestilbud til erfarne præster, der gerne vil have ny pastoral og kirkelig inspiration. Erfarne præster fra forskellige dele af stiftet kan bytte embede en kortere periode efter nærmere aftale.

Ordningen har været afprøvet i foråret 2023 og er blevet evalueret meget positivt af både præster og menighedsråd.

Hvad får præsten og menighedsrådet ud af det? 

Præsterne får inspiration af at være i nye omgivelser og møde et nyt menighedsråd, nye kolleger og en ny menighed. Desuden giver det anledning til at reflektere over egen praksis og prioriteringer, når man arbejder sammen med andre kollegaer og et andet menighedsråd.

Menighedsråd, præstekolleger og ansatte får en unik lejlighed til at opleve en anden præst i en kort periode, høre om det daglige kirkeliv i en anden del af stiftet og få nye indsigter ved at få stillet andre spørgsmål og høre om andre måder at være kirke på.

Embedsbytte er netværksskabende for såvel præster som menigheder og medvirker til at binde stiftet sammen, ligesom det kan give anledning til at betragte udviklingsmuligheder og få blik for trivsel og mening i kald og kirke.

Læs også erfaringerne fra første embedsbytte her: Præster byttede sogn: Godt med nye øjne på arbejdet

Hvad kræver det at gå ind i ordningen?

De deltagende præster forventes at lægge en væsentlig arbejdsindsats i besøgssognet i bytteperioden. Der forventes desuden af præsterne, at de sammen planlægger bytteperiodens indhold og sikrer en gensidig præsentation af hinanden i menighedsråd og i medarbejdergruppen.

De deltagende menighedsråd forventes at tage godt imod den besøgende præst og være med til at bakke op om vedkommende i det kirkelige liv i sognet.

Det praktiske:

Interesserede præster henvender sig til og ansøger om deltagelse hos HR-konsulent Caroline Kollenberg Thisted, ckt@km.dk, som over en periode vil søge at finde et egnet sogn og præst at foretage embedsbyt med.

Ansøgningen skal være efter gensidig aftale mellem præst og menighedsråd.

 

Der oprettes bytte-bank i stiftet, indtil det rette match viser sig.