Kortfilmen Helium udgives af Helsingør stift
En række danske og nordiske kortfilm udgives nu til brug i konfirmandundervisningen

Den oscarvindende kortfilm Helium udgives for første gang, sammen med en række andre danske og nordiske kortfilm af høj kvalitet, som resultat af et samarbejde mellem Filmmagasinet Ekko og folkekirken.
De otte nordiske kortfilm om ansvar, kærlighed, tro og dødens ballonhund, udkommer sammen med et stort undervisningsmateriale udarbejdet specielt til konfirmandundervisningen. Materialet er udarbejdet af tre præster fra Helsingør stift: Charlotte Chammon, Berit Weigand Berg og Pernille Nærvig Petersen, som også er stiftets religionspædagogiske konsulent.
Samarbejdet omkring udvælgelsen af kortfilmene har for chefredaktøren af Filmmagasinet Ekko, været et interessant møde med en anden verden.
”Teologer læser en fortælling med lidt andre briller, end vi er vant til her i huset,” fortæller Claus Christensen, der også synes at det har været spændende at arbejde med de 14-15årige som målgruppe. ”Kortfilm kan være et godt format til denne gruppe, – der tages i disse film fat i det religiøse og det eksistentielle på en måde, som de unge virkelig kan forholde sig til”, siger Claus Christensen.
"Vi håber med denne udgivelse at styrke og inspirere til nye tiltag i konfirmandundervisningen, og at åbne op for interessen for kortfilmsgenren generelt" tilføjer Rebecca Rudd, som var medredaktør på udgivelsen, der er støttet at stiftsrådet i Helsingør stift.
”Man har i folkekirken altid understøttet det danske kulturliv ved at inddrage det i kirkens liv, – kunst, musik, litteratur – og nu også filmmediet”, fortsætter Rebecca Rudd, som håber, at dette initiativ vil kunne åbne op for nye måder at samarbejde med filmbranchen på.
En booklet, hvor de otte kortfilm introduceres og Peter Schepelern skriver om kristendom på film, følger med dvd´en, som kan erhverves fra Filmmagasinet Ekkos hjemmeside, hvor der også er adgang til undervisningsmaterialet. Dansk Filminstitut har støttet udgivelsen.
Se mere her: http://www.ekkofilm.dk/abonnement/sektion/kortfilm-og-konfirmander/