Kirkepolitisk topmøde: Sprogblomster til snak om struktur

Der går et øjeblik efter kommentaren er faldet. Så rumler det i salen, og nogle klapper, andre råber i forsigtig protest mod talerstolen.

Den afgående formand har netop påbegyndt sin sidste årsberetning, og hun klar til igen at forsvare sig selv og sin side af sagen; den reform af folkekirkens styringsstruktur, der fortsat optager store dele af årsmødet for Landsforeningen af Menighedsråd.

“Jeg kan se, at det kan være belejligt at sige, man er træt af diskussionen om styringsstruktur,” siger Inge Lise Pedersen med slet skjult henvisning til Dansk Folkepartis kirkeordfører, Christian Langballe, der tidligere på eftermiddagen har stået på samme scene.

“Men så må man jo gøre noget ved det. Problemer forsvinder jo ikke ved, at man stopper med at tale om dem.” 

Strukturen optager taletid

Inge Lise Pedersen har siddet ni år på posten som formand, og de sidste to år har én sag fuldt mere end nogen anden kirkepolitisk: En ny struktur for styringen af folkekirken. I 2014 stødte den imidlertidig på grund, da Venstre og Konservative forlod de igangværende forhandlinger på baggrund af den efterhånden famøse betænkning 1544.

Betænkningen lever stadig, i hvert fald til det årlige landsmøde, hvor debatten om struktur fortsat optager taletid, også selv om der er valg til Folketinget og en ny formand for foreningen i vente. 

DF: På tide at skifte emne

Inden Inge Lise Pedersen leverer sin beretning, er der kirkepolitisk topmøde mellem fire partiers kirkeordførere og tre folkekirkelige debattører, og tidligere biskop Karsten Nissen er ordstyrer i en udveksling af argumenter, der igen og igen kredser om ansvaret for folkekirkens udvikling og de udfordringer, den står over for.

Der er lavere dåbstal, færre kandidater til præstestillinger og landsogne, der har svært ved at tiltrække nye sognebørn. Og så er der debatten om, hvem der skal have ansvaret for styringen af foretagenet bag det hele.

“Det er på tide, at det er noget andet end struktur, der fylder i folkekirken,” siger Christian Langballe (DF) og giver dermed Inge Lise Pedersen anledning til at respondere. 

Mere debat end om folkeskolen

Christian Langballe mener derimod, at “åndløshed” er “folkekirkens største trussel”, og han flankeres af Venstres kirkeordfører Flemming Damgaard Larsen som modstandere af den varslede reform. Pernille Vigsø Bagge (F) og Karen Klint (S) er dagens fortalere på scenen.

“Tiden er løbet fra, at det er Folketinget, der skal råde over folkekirken,” mener Pernille Vigsø Bagge, der er startet som sognepræst i Løgstør i juni.

Hun beklager, at reformen blev afblæst, men glæder sig over, at debatten i løbet af sidste år trak “flere til, end der mødte op til debat om reform af folkeskolen”.

Flemming Damgaard Larsen mener derimod, at forslagene i betænking 1544 ville være “et skridt på vejen mod adskillelse af kirke og stat”. Den vej er Venstre-politikeren imod. 

Den trælbundne folkekirke

600 menighedsrådsmedlemmer er også mødt trofast op til årsmødet, men forsamlingen er fortsat delt i spørgsmålet om struktur.

De klapper til gengæld alle, da formanden for udvalget bag betænkningen om styringen, Hans Gammeltoft-Hansen, træder op på talerstolen for at berette om forvaltningsmæssige perspektiver i lyset af den kuldsejlede reform.

“Man kan ikke fordunkle, at behovene for en reform fortsat er der, og derfor vil spørgsmålet også dukke op igen,” siger den tidligere Ombudsmand.

Han forudser derfor, at Grundlovens løfteparagraf om ny lovgivning for folkekirken nok skal blive indfriet.

“Flere vil indse, at den trælbundne folkekirke ikke er acceptabel,” siger han og tilføjer:

“Retsligt set.” 

Pragmatiker, ikke fanebærer

Et årsmøde er først og fremmest en anledning til at mødes på tværs af sognegrænser. Der bliver drukket rigeligere mængder kaffe og sludret ved standene, der præsenterer produkter til kirkerne på gangene i Hotel Nyborg Strand.

Men til dette års udgave skal der også vælges ny formand. Bestyrelsen ender med at pege på Søren Abildgaard fra Søborggård Menighedsråd i Helsingør Stift, men om fredagen er det fortsat Inge Lise Pedersen, der bliver snakket om i krogene. Det skyldes især den tale, hun leverer som afskedssalut.

“Jeg er ikke nogen fanebærer, men en pragmatiker,” siger hun og redegør for, hvordan hun i sin embedsperiode som formand har forsøgt at koncentrere sig om sager, der var realistiske at kunne gøre noget ved.

Det er også derfor, hun fortsætter som medlem af bestyrelsen med ansvar for det fortsatte arbejde med en ny struktur, understreger hun. Og det er så her, hun kommer med sin bemærkning, henvendt til Christian Langballe (DF) og de øvrige kritikere i salen. 

Kvinder kaldes rejekællinger

Da hun hører protesterne rumle fra bordene i salen, tager hun igen til genmæle.

“Jeg ved godt, der er en tendens til, at når en mand siger sin mening, så er han et mandfolk, og når en kvinde gør det samme, er hun enten en rejekælling eller en arrogant bitch.”

Sådan takker den nu forhenværende formand for Landsforeningen af, og snakken om struktur forstummer for denne gang. Indtil næste gang er det foreløbig de faldende dåbstal, der har indtaget dagsordenen.