Kan kompromisløst Vesterbro-koncept kopieres?

“Jeg håber ikke, at jeg bliver uvenner med jer, men det kan godt være, at nogle af jer bliver stødt,” advarer Birgitte Kragh Engholm de fremmødte, da hun indleder sit foredrag. 

Hvorfor? Det vender vi tilbage til. Vi er til Teologisk Salon i Christianskirken i Lyngby, og aftenens emne er Filosofiske Saloner – nærmere bestemt de samtalesaloner, som Birgitte Engholm nu holder på Vesterbro i København, hvor hun er sognepræst. 

Det står hurtigt klart, at aftenens salon på mindst to måder er antitesen til de filosofiske saloner på Vesterbro:

For det første foregår den omkring institutionsmøbler i fuldt oplyste sognegårdslokaler, mens de filosofiske saloner afholdes i stearinlysskær med salonmusik i baggrunden i en Vesterbro-kirke med egen rødvinsbar.

For det andet er de fleste af de fremmødte enten præster eller menighedsrådsmedlemmer, hvorimod deltagerne på Vesterbro er yngre københavnere, som normalt ikke kunne drømme om at sætte deres ben i kirken.

Billetterne bliver altid udsolgt

Og der er mange af dem – deltagerne i de filosofiske saloner: Til hver salon, hveranden uge vinterhalvåret igennem, sættes 115 billetter til 50 kr. stykket sat til salg på Billetto. Og billetterne bliver udsolgt på mellem fire og syv timer.

“Folk tipper hinanden på Facebook og sælger billetter videre, når de bliver forhindret. Vi behøver ikke gøre noget for at få udsolgt,” siger Birgitte Engholm.

Spørgsmålet, som har fået de mange tilhører til at komme i aften, er, hvordan man kan kopiere Vesterbro-konceptet i andre sogne.

De filosofiske saloner er inspireret af Paris’ saloner fra 1920'erne. Engholm kalder det en relancering af den traditionelle sogneaften.

En relancering, som bygger på en grundig kulturanalyse, hvor hun har brugt tid og kræfter på at sætte sig ind i den målgruppe, som hun er ansat til at få i tale, nemlig de 25 til 45-årige.

“Alle præster bør lave sådan en kulturanalyse. Hvad er det for nogle mennesker, der bor her, hvad tænker de, hvad drømmer de om? Alle sogne er forskellige. Det, vi laver på Vesterbro, kan man sikkert ikke lave i jeres sogn. Men så kan I gøre noget andet,” siger Birgitte Engholm.

Hellere kvalitet end kvantitet

Hun har taget efteruddannelseskurser hos Institut for Fremtidforskning og Future Navigators.

Her har hun lært, at man skal ‘lytte lidt højere’ for at forstå sin samtid. Og her har hun hentet de ‘megatrendmodeller’ som hjælper til at forstå de brede, underliggende tendenser, der præger vores liv.

“En megatrend er ikke en modedille, der er væk igen i morgen. Megatrends er ligesom Golfstrømmen – noget stort, umærkeligt og usynligt, som alligevel påvirker os hele tiden.”

En megatrend er, at vi går fra ‘mere’ til ‘bedre’.

“Vi vender os mod buffetkulturen. Vi vil hellere have kvalitet end kvantitet. Derfor skal kirken ikke udvikle flere tilbud, men bedre tilbud.”

“Derfor gør vi os umage med salonerne. Serverer det bedste brød, den bedste vin og ost, og tænder masser af stearinlys og spiller musik, så man føler sig velkommen. Og vi holder hellere fire fantastiske saloner end ti middelmådige.”

Salonerne er også tilpasset en individualiseret tid, hvor man ikke bare gør noget af tradition – man spørger ‘hvad er der i det for mig?’

“Deltagerne skal ikke bare komme og lytte. De skal inddrages, de skal selv tale med, og de skal kunne se, at det er relevant for dem. Ellers går de igen.”

Birgitte Engholm understreger, at sigtet med salonerne ikke er at få flere til at gå til gudstjeneste. Hvis de gør det, er det en ekstra bonus, men det er ikke formålet. Til gengæld er det helt afgørende, at der er et teologisk, kristeligt indhold i de filosofiske samtaler. 

“Det handler om evangeliets udbredelse. Hvis ikke jeg som præst lader kristendommen tale ind i de eksistensspørgsmål, salonerne handler om, giver jeg dem stene for brød.”

Birgitte Engholm har netop rundet salon nummer 37. Det er med andre ord et slidstærkt koncept. Slidstyrken skyldes kompromisløshed.

“I kirken vil vi gerne lave noget for alle. Men hvis vi laver noget for alle, laver vi noget for ingen.”

Derfor bliver de filosofiske saloner hverken annonceret i kirkebladet, ugeavisen eller på kirkens hjemmeside, for salonerne henvender sig ikke til de kirkelige. De første saloner blev derimod annonceret i Information (“for på Vesterbro læser man Information”). 

Forsøger at holde de ældre fra døren

Og nu kommer vi til det, som nogen kan blive stødt over: 

Birgitte Engholm gør, hvad hun kan, for at holde deltagere over 45 væk fra salonerne. Det er nemlig afgørende for, at salonerne stadig er attraktive for målgruppen.

“Kristeligt Dagblad bragte en fin artikel om salonerne, men det betød, at der dukkede en masse kvinder i efterlønsalderen op. I ved, den slags kvinder, man møder på Louisiana. Og som altid har syv veninder, der også gerne vil med,” siger Birgitte Engholm.

Rundt om i sognegårdslokalet begynder flere kvinder i 60-årsalderen at sidde lidt uroligt i stolene.

“Smider du folk ud, hvis de er over 45?” spørger en.

Nej, det gør hun ikke. Men hun justerer løbende konceptet, så det passer til målgruppen, f.eks. ved at skrue lidt op for musikken.

“Det kan de lidt ældre ikke lide. Og så sætter jeg billetterne til salg sent søndag aften, for da er de gået i seng,” siger hun.

“Når det nu er den yngre målgruppe, er der så også lidt dating-koncept over det?” spørger en anden.

Og det er der faktisk. Birgitte Kragh Engholm har kendskab til fire par, som har mødt hinanden på salonerne.

“Det gør jo noget ved folk, at de taler sammen om eksistentielle emner,” siger hun.

“Og så har rødvinen nok også lidt at sige.”