Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

“Jeg har da åndet lettet op…”

Førstehjælp med vor Herre i bagagen: Terrorangrebet i Paris genopfrisker, hvordan man kan bidrage som beredskabspræst, siger Henriette Ringgaard fra Folkekirkens Katastrofeberedskab.

Henriette Ringgaard er beredskabspræst - beredt ved "store civile hændelser."

Tæt på og alligevel så langt væk. Terror - eller “en større civil hændelse”, som beredskabspræst Henriette Ringgaard foretrækker at kalde de tilfælde, hvor hun kan træde til - ét af de tilfælde er kommet tættere på. Terrorangrebet i Paris har gjort hende klar over, at Danmark kan blive ramt af en lignende hændelse.

“Jeg har da åndet lettet op over, at det ikke var i København, men i Paris det skete. Det skærper opmærksomheden på, at det også kan ske her,” siger den ledende beredskabspræst i Region Hovedstaden om terrorangrebet i Paris.

Ikke mission, men næstekærlighed

Henriette Ringgaard er til daglig sognepræst i Skovlunde Kirke, men hun har også en anden opgave. Den handler om at yde sjælesorg i katastrofesituationer - en særlig forpligtigelse som beredskabspræst, når alarmklokkerne ringer. Det kan være på grund af terror, en epedimi eller en naturkatastrofe.

“Vi står fortrinsvis for den akutte sjælesørgeriske opgave, som kan være den beroligende faktor ved en katastrofe.”

Det kan være at bede en bøn med en pårørende til et offer eller at afholde en gudstjeneste for at komme væk fra situationens kaos:

“Vi kan også bare være til stede for at smalltalke, lave kaffe og sørge for, at pårørende får ringet til andre pårørende - alt det politiet og førstehjælpsarbejderne ikke har tid eller overskud til at tænke på,” fortæller hun.

Med vor Herre i bagagen

Beredskabspræsten kan blive kaldt ud, når politiet er ankommet og har etableret et samlingssted for pårørende væk fra selve gerningsstedet. Arbejdet kaldes Folkekirkens Katastrofeberedskab, og er etableret ud fra en beslutning om, at folkekirken også har et ansvar over for civilsamfundet, forklarer Henriette Ringgaard. Deraf følger, at alle uanset religion kan modtage hjælp, og at beredskabspræsten også er behjælpelig med at formidle kontakt for mennesker af anden tro til deres trossamfund, hvis de ønsker det.

“Det er en næstekærlighedsgerning, ikke en missionsgerning. Det handler om nærvær,” siger hun.

“Omvendt ved folk godt, at de taler med en præst, som også er der for at tale religiøst, hvis det er ønsket. Sjælesorg er at tale med vor Herre i bagagen, og jeg er en slags professionel i bønner - jeg kan bruge nogle ord og redskaber, som en politimand ikke har.”

Hvis telefonen ringer

Men hvordan holder man sig forberedt på noget, man aldrig har været ude for? Henriette Ringgaard skal lede indsatsen, hvis alarmen går i Region Hovedstaden, men hun har aldrig været ude for at blive kaldt til assistance.

Derfor tager hun og de øvrige 41 beredskabspræster i landet løbende på kursus og studieture for at forberede sig så godt som muligt. Hvis telefonen en dag ringer, skal man være beredt, fortæller hun.

“Jeg er helt sikker på, at jeg sikkert vil begå fejl, hvis det sker. Men selvfølgelig er jeg klar.”