Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Introkursus for nyansatte i folkekirken

Torsdag den 7. december inviteres nyansatte til introkursus, der klæder nye medarbejdere godt på til et arbejde i folkekirken.

Den danske folkekirke er et særligt sted, der danner rammen om både kirkelige handlinger, kulturliv og frivilligt arbejde. Samtidig er folkekirken også en professionel arbejdsplads for tusindvis af ansatte indenfor mange faggrupper.

For at give nyansatte en god og fælles forståelse for folkekirkens helhed, har en arbejdsgruppe bestående af de faglige organisationer og med Kirkeministeriet i spidsen, udviklet et introduktionskursus.

Kurset er obligatorisk for alle, der efter den 1. november 2022 er blevet ansat første gang i en stilling i folkekirken med en ugentlig arbejdstid på mere end 8 timer.

Kurset afholdes:

torsdag den 7. december 2023 i

Sankt Andreas Kirke, Gothersgade 148, 1123 København K.

Kurset begynder kl. 8.30 og afsluttes kl. 16.45. Kursisterne skal deltage hele dagen. Da kurset er en hel arbejdsdag, kan det ikke kombineres med tjeneste samme dag. Sidste punkt på programmet er evaluering og efterfølgende udlevering af deltagerbevis.

Deltagelse i kurset er gratis. Der er fuld forplejning hele dagen. Arbejdsgiveren skal betale løn og udgifter til transport.

Indhold

Kurset vil byde på en gennemgang af emnerne:

·         Fra Jellingestenen over reformationen til nutidens folkekirke  

·         Folkekirkens opbygning og ’hvor kommer pengene fra?’

·         Folkekirken som vores fælles arbejdsplads

·         Folkekirkens mange gudstjenester, bryllupper og begravelser

·         Sognet som en del af en sammenhæng

Det er arbejdsgiveren, der skal tilmelde den ansatte senest søndag den 19. november 2023. Tilmelding skal ske via dette link: Tilmelding

Der vil ca. 14 dage før blive sendt en bekræftelse til deltagerne.

Hvis man har spørgsmål kan man kontakte Hanne Soelberg fra Helsingør Stift, på tlf. nr. 49 21 35 00 eller på kmhel@km.dk.