Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Inspiration: Omvendt pakkekalender spreder glæde i januar

I Værløse og Hareskov Kirker har man en såkaldt omvendt pakkekalender, hvor man giver i stedet for at modtage. Den omvendt pakkekalender er en hjælpende hånd til udsatte borgere i lokalområdet.

Deltagerne for en specialsyet kalenderpose til varerene og en kalender som på billedet. Billede: Værløse og Hareskov Sogne.

Af Sille Arendt og Benjamin Birk Christophersen

For mange familier er december måned lig med glæde, hygge og gode oplevelser, mens januar kan være hård, fordi julens ekstra udgifter presser husholdningsbudgettet.

Netop det problem har de i Værløse og Hareskov Kirker valgt at gøre noget ved. De har i år lavet en omvendt pakkekalender, hvor familier eller enkeltpersoner kan hente en kalenderpose og fylde den med 24 langtidsholdbare varer i løbet af december. Poserne bliver derefter uddelt til udsatte borgere i lokalområdet.

“Der er tit meget fokus på at hjælpe mennesker i december måned, så en omvendt pakkekalender giver god mening. For ofte er januar lige så slem som december. Her står mange med regningen fra decembers overforbrug,” siger Rosa Bech, der er sognepræst i Værløse og Hareskov Kirker.

Øget samarbejde i lokalområdet

Projektet har været med til at åbne døren for samarbejde mellem forskellige lokale aktører i sognet og kommunen.

Der er indkøbt 50 kalenderposer hos et lokalt og kommunalt socioøkonomisk arbejdsfællesskab, pengene til poserne er doneret af Rotary og de uddeles i samarbejde med en kommunal rådgivningscafé. Selvom det er første år Hareskov og Værløse Kirker har en omvendt pakkekalender, er der allerede stor efterspørgsel på poserne.

Samarbejdet har givet menighedsplejen et bedre blik for, hvordan de kan hjælpe mennesker i lokalområdet. Og selvom samarbejdet kun er i sin spæde start, har sognet oplevet stor imødekommenhed, og de eksterne aktører har været glade for at få mere at vide om, hvad kirken kan tilbyde.

“Forhåbentligt vil vi i fremtiden kunne skabe andre gode projekter sammen,“ siger Rosa Bech.

Budskabet er nået langt

Selvom projektet i udgangspunktet er lokalt, så når det også bredere ud. Rosa Bech fortæller om en arbejdsplads længere inde mod København, som ønskede at udfylde en pose i fællesskab. Og mange andre har også budt ind.

“Nogle af de unge, som kommer i sognehuset i ugens løb i forbindelse med kor og konfirmandundervisning, blev meget begejstrede for ideen. På mine konfirmandhold har vi også enstemmigt vedtaget at fylde en pose sammen,” fortæller Rosa Bech. Hun håber, at deltagerne vil opleve det meningsfuldt og berigende at få øje på, at der er naboer, der helt konkret har brug for deres hjælp.

Lad dig inspirere

Der er mange positive gevinster ved at igangsætte den omvendte pakkekalender. Så måske er det en idé til næste års jul i jeres sogn.

Rosa Bech fortæller, at det er forholdsvist nemt, når først det er oppe at køre. og så fremhæver hun det særlige ved at det er en aktivitet, der fokuserer på at give, fremfor at modtage. Selvom nogle børn lige skal tygge en ekstra gang på det, så er det også en rigtig god læring.

Derudover åbner det også døre til nye samarbejdspartnere og anknytningspunkter i sognet. Og så er det et projekt, der kan skabe en slags ambassadørfølelse omkring et fælles socialt ansvar, uanset hvor tit man sætter sin fod i kirken.

Sådan kommer du i gang

Vil man selv i gang, er det en god idé at begynde sin planlægning og koordinering allerede i sensommeren. Det skal afgøres hvordan man ønsker at tilrettelægge projektet. Hvem skal modtage de omvendte pakkekalendere, hvem skal formidle dem og hvem er målgruppen for at fylde pakkekalenderne?

“Vi har indgået aftale med en kommunal rådgivningscafé, som møder nogle af vores hårdest trængte borgere. Aftalen er, at når vi efter jul står med en masse fyldte poser, så afleverer vores menighedspleje poserne hos dem, så de kan uddele til dem, der har størst behov. Dels har de kommunale medarbejdere et bedre indblik i, hvem disse borgere er, dels har de i forvejen tavshedspligt, så det værdige møde mellem hjælpen, og dem der behøver den, bevares. Det er også en vigtig overvejelse at gøre sig på forhånd,” siger Rosa Bech.

Du kan læse mere om den omvendte pakkekalender på Værløse og Hareskov Sognes hjemmeside

Ønsker du sparring til sognets diakoni?

Er du blevet inspireret af dette projekt eller har du andre idéer, som du gerne vil arbejde videre på? Så er du meget velkommen til at kontakte Helsingør Stifts diakonikonsulenter for sparring:

Thyge Enevoldsen: TEN@KM.DK

og
Sanne Glerup Damborg: SGDA@KM.DK