Helleruplund Kirke indvier nyt orgel
Søndag 30. august kan man høre Helleruplund Kirkes nye orgel, der er bygget af Carsten Lund.

Det nye Carsten Lund-orgel i Helleruplund Kirke. Foto: Helleruplund Kirke
Efter en proces på mere end 25 år har Helleruplund Kirke i Hellerup nu fået et nyt orgel.
Orgelet, der er bygget af Carsten Lund, indvies ved to markeringer søndag 30. august.
Festgudstjeneste
Søndag den 30. august, kl. 10.30
Helleruplund Kirkes nye Carsten Lund orgel indvies ved denne festgudstjeneste med deltagelse af sognepræsterne Tue Rolighed Lauridsen, Flemming Wichmann, Helleruplund Kirkes udvidede Kantori, Helleruplundkoret, Det Danske Drengekor, De Gamle Drenge, Messiaskirkens Koncertkor, dirigent Krisztina Vas Nørbæk samt organist Daniel Bruun.
Indvielseskoncert - Flemming Dreisig, Hans Fagius og Daniel Bruun
Søndag den 30. august, kl. 19.30
Helleruplund Kirkes nye Carsten Lund orgel præsenteres her ved en stort anlagt koncert, hvor man kan høre de to orgelkonsulenter Flemming Dreisig og Hans Fagius samt Helleruplund Kirkes egen organist Daniel Bruun. På programmet er Charles Ives’ “Variationer over America", Max Regers “Wachet auf, ruft uns die Stimme” og Louis Viernes “Symphonie No.3". Orglet har 43 stemmer og er med sit romantiske/symfoniske klangideal perfekt til netop dette repertoire.
Om orgelet
Det er det romantiske klangideal, som ligger til grund for det nye orgel i Helleruplund Kirke, med mange brede stemmer i mellemtoneområdet. Der findes fløjtestemmer og strygestemmer i alle orglets fire værker, som er med til at give orglet god fylde.
Til at give orglet karakter findes der forskellige rørstemmer, som trompet, fagot, vox humana m.m. Alle disse stemmer gør, at man kan spille i utroligt mange nuancer – lige fra det sarteste piano til et kraftfuldt pleno som fylder kirkerummet.
Læs mere om orgelet på www.helleruplundorglet.dk