Hans Raun Iversen: I fællesskab bliver vi mindet om det centrale

Af Hans Raun Iversen, lektor emeritus ved afdeling for systematisk teologi på Københavns Universitet

Uden at forsamles kan vi ikke fastholde, at vi er fælles om at være mennesker. Nægter vi at mødes, bringer vi vort samfund i fare. Vi kan heller ikke fastholde, at kristendommen handler om alle menneskers liv, hvis vi aldrig mødes for at dele kristendommen med hinanden. Fastholder vi, at ’min tro er helt privat’, benægter vi det helt centrale i kristendommen, at den i lige grad er for alle. Vi er nød til at samles – forsamles – for at fastholde det, der er fælles.

Et realistisk syn på folkekirken

Udtrykket ’sogn’ har grundbetydningen at søge sammen eller at forsamles. For at få et realistisk syn på kirken kan det være en hjælp at se på folkekirken som forsamlingernes kirke.

I løbet af et år lægger folkekirken hus til 500.000 forsamlinger. Fra babysalmesang til begravelser med alt, hvad der ligger imellem. Der er i gennemsnit 40 deltagere i hver forsamling. Det betyder, at 20 millioner mennesker mødes og forsamles i folkekirken hvert år. Det er det, folkekirken lever af. Ja, man kan sige, at folkekirken er det, at 20 millioner mennesker hvert år har hver deres oplevelse af at forsamles i kirken. 75% af Danmarks befolkning kommer i kirken mindst én gang i løbet af et år. Rigtigt mange kommer oftere, op til 1-2 gange om ugen. Uden dem var der ingen kirke.

Kan der være fællesskab i folkekirkens skiftende forsamlinger? Ja, der kan opstå et fælleskab, hvis vi mødes, så vi mærker hinanden, og hvis vi samles om noget, der gør, at vi alle får det samme i sinde. Det sker som regel næsten af sig selv ved en begravelse eller en bisættelse. Det sker også ved babysamlesang og i den vellykkede gudstjeneste.

Især når vi gør noget sammen, fx bevæger os eller synger, opstår der et fælleskab i den korte tid, bevægelsen eller fællessangen varer. Fælleskabets indhold kan være rent menneskeligt som sorgen over at miste den, der nu er død, eller glæden over babyerne, der er vildt optagne af sangens lyd og bevægelser. 

Men fællesskabet handler også om noget, der er større end det blot menneskelige. I Danmissions opgaveformulering fra 2003 tales der om, at sigtet må være, at Kristus gøres kendt og troet, så vidt det står til os. I nadverritualet beder vi om, at Kristus må bo ved troen i vore hjerter. Juleaften forsamles over en million mennesker i Danmarks kirker. I fælleskab bliver vi mindet om, at der er født os en frelser.