Halloween: En lygte for vor fod, et lys på vores sti

Af sognepræst Karina Juhl Kande

Hvert år, den sidste onsdag aften i oktober, breder uhyggen sig over den gamle kirkegård ved Karlebo Kirke.

Der er mørkt mellem gravene. Vinden puster til spindelvævene, mens spøgelser, hekse og andet djævelskab fra hele sognet denne aften finder vej til landsbyen.

I lyset fra kirken og faklerne viser de skræmmende væsener sig gudskelov at være børn i alle aldre, som sammen med deres forældre og bedsteforældre kommer til kirken for at deltage i sognets halloweengudstjeneste.

Gudstjenesten handler netop om, at vi i kirken har noget, som kan oplyse det truende mørke; noget, som kan indgyde os mod og trøste os, når vi er bange: Guds ord, der er som en lygte for vor fod og et lys på vores sti, som der omtrentlig står i Salmernes Bog 119.

Gudstjenesten er interaktiv og opbygget efter ideer af sognepræsterne Ane LaBranche og Kirsten Søgaard Kjær. Alle sognets præster, en del personale og en hær af frivillige medvirker.  

Stjerneløb med fem poster

Efter præludiet har vi en kort velkomst, bøn og en salme i kirken, hvorefter deltagerne sendes ud på et stjerneløb i mindre grupper med hver sin holdkaptajn.

Udsendelsessalmen i år er DDS 49, ‘Ingen er så tryg i fare’, og så går turen ellers ud i mørket. Der er fem poster på løbet, som hver især repræsenterer et led i gudstjenesten, og som alle korresponderer med temaet om lysets sejr over mørket.

1) I kapellet læres Herrens egen bøn, Fadervor. Holdet samler bønnen – hvis sætninger på sælsom vis har revet sig løs fra hinanden – og samtidig samler bønnen også holdet som det fællesskab, i hvilket vi alle står i Guds Faderhånd.

2) Ved at gå igennem det tætte mørke i haven findes næste post i det gamle menighedshus; Længen. Her lyder fortællingen om snedronningen og lille Kai, som har glemt sit Fadervor og føler sig aldeles fortabt.

Alle får et lille hjerte i hånden, der – ved at udsættes for et knæk – udsender en tydelig varme. Budskabet om, at der er hjælp at hente i næstekærlighed og bøn, varmer jo fortabte hjerter.

3) Ude på kirkegården, i den skumleste krog ved kirkemuren, skræmmes vi af en uhyggelig historie – så uhyggelig, at man må slå korsets tegn for sig!

At korse sig kan også beskrives som at bede en ordløs bøn, ligesom vi samtidig kan vise de onde magter, hvem vi tilhører; nemlig den korsfæstede Herre, Jesus Kristus, som det siges i dåbsritualet, når vi modtager korsets tegn for pande og bryst.

4) I våbenhuset øves en salme, i år er det DDS 787, ‘Du som har tændt millioner af stjerner’, som naturligvis skal synges i fællesskab i kirken, når alle er samlede igen.

5) Den sidste post er nadveren, som foregår ved alteret. Her uddeles brød og druesaft, og der berettes om, at Jesus selv var bange i den sidste nat, men alligevel gav os noget at styrke og opholde os på: Sit eget legeme og blod med løftet om, at døden ikke får det sidste ord.

Efter stjerneløbet samles vi igen i kirken til en ultrakort prædiken, Fadervor, velsignelse og endnu en salme; DDS 784, ‘Altid frejdig, når du går’, selvfølgelig.

Som afslutning blæser postludiet os over i Længen, hvor vi spiser vi sammen, alt imens ordet, lyset og fællesskabet fortsætter med at fortrænger mørket i og omkring os.