Gudstjeneste på engelsk: Færre ord, flere ritualer

Af Malene Bjerre 

”Good morning! And God bless you all for coming together here in Haraldskirken.” 

Sådan kommer det til at lyde på søndag i Haraldskirken i Høje Gladsaxe. Fremover vil gudstjenesten den sidste søndag hver måned foregå på et enkelt og letforståeligt engelsk.

Og det er nødvendigt, hvis kirken skal fortsætte med at være kirke for alle i sognet, forklarer sognemedhjælper Sanne Damborg, der sammen med sognepræst Morten Miland og kirkemusiker Søren Geneser har taget initiativ til de internationale gudstjenester. 

”Vi er nødt til at være kirke for dem, der er her,” siger hun. ”Og i vores sogn er det altså ikke hr. og fru Danmark.” 

For ”pinsede”

Hun bakkes op af tallene. De knap 4300 beboere fordeler sig på hele 104 forskellige nationaliteter, og Haraldskirken ligger i det sogn i Helsingør Stift, der har den laveste andel af folkekirkemedlemmer, knap 36 procent. En del af de kristne beboere med anden etnisk baggrund kommer i migrantmenigheder som fx den nigerianske migrantmenighed, der tidligere holdt til i Haraldskirken.

”Men vi taler med en del, der ikke føler sig hjemme i migrantmenighederne, som let bliver for ”pinsede”, som de siger, men som heller ikke rigtig forstår højmessen. Så rejser vi os op, og så sætter vi os ned, og de føler, at det går hen over hovedet på dem. Derfor må vi lave et tilbud, der faktisk passer til dem.” 

Det er ikke bare sproget, der er tilpasset målgruppen. Hele gudstjenesten er forenklet, og liturgien er ændret. 

”Der er færre ord, mere musik og flere ritualer,” siger Sanne Damborg. ”Det ville ikke give mening, hvis vi bare lavede en Google Translate-udgave af den danske højmesse. Det ville jo ikke ændre på, om folk føler sig hjemme. Den skal passe til netop de mennesker, der er hos os.” 

Tager fra nogle og giver til andre

Det er en lille kerne af kirkegængere fra bl.a. Irak, Kenya, Pakistan, Rwanda og Dominica, som initiativtagerne har taget udgangspunkt i. ”Vi taler med dem om, hvad deres behov er, og hvad de godt kunne tænkte sig, og efter hver gudstjeneste vil vi invitere på kaffe, så vi får en fornemmelse af, om vi rammer rigtigt,” siger Sanne Damborg, der i udgangspunktet ikke forestiller sig et kæmpestort fremmøde. ”Jeg tror lige, vi skal i gang. Men efterhånden er jeg sikker på, at det vil sprede sig som ringe i vandet, og at folk vil tage deres venner og bekendte med.”

De dansktalende kirkegængere er også velkomne, men ellers må de nøjes med at få deres sædvanlige højmesse de øvrige af månedens søndage. 

”Vi er selvfølgelig lidt spændte på, hvordan den faste menighed vil reagere,” siger Sanne Damborg. ”Men vi går nu til det med ret åbne øjne: Vi tager fra nogle og giver til nogle andre. For vi tror på, at det er det, der skal til.”